Rapperen ICEKIID har skrevet sangen ”Aldrig Glemt” til DSB-kampagnen af samme navn. I dette mail-interview med mediet Markedsføring via Sony Music, fortæller han hvorfor.

Du har skrevet en sang og optrådt i en kampagne fra DSB? Hvorfor sagde du ja til at være med?

“Fordi jeg kunne relatere til budskabet i kampagnen, og så kom nummeret faktisk helt af sig selv.”

Hvordan det?

”Nummeret er skrevet til en ven, jeg mistede for nogle år tilbage – ikke til skinnerne, men følelsen af at miste én, man er tæt på, er jo den samme.”

Hvor lang tid tog det at skrive den?

”Det tog os ikke mange timer. Og med os mener jeg mine producere i Cannibal Records og jeg.”

Hvordan var det at være ude på optagelserne?

”Det var fint. Vi havde haft en lang proces op til med mit pladeselskab, reklamebureauet og DSB for at finde den rette form på musikvideoen. Det skulle både være noget, der kunne kommunikere budskabet samtidig med, at jeg kunne se mig selv i det.”

Hvad var den fedeste oplevelse undervejs?

”At spille ”Aldrig Glemt” for første gang for et publikum.”