Til dette års The True Award vandt instruktør Holger Karberg prisen The True Rising Star. 

Nu står han bag kameraet i en ny reklamefilm, “Small Mistakes”, for Costa Coffee, der er er lavet af &Co., og som skal køre på 14 internationale markeder.

“Dagligdagssituationer er noget af det, der optager mig allermest, så for mig var det en perfekt reklamefilm at lave,” siger Holger Karberg.

Den 25-årige Holger Karberg har tidligere instrueret DR-serien ”Dating for let-øvede”, og han både instruerede og spillede også hovedrollen i den Tuborg Squash-kampagne, der sidste år vandt guld for Årets Kampagne til The True Award.

Humor er fællesnævner for Holger Karbergs produktioner, og i hans fiktionsarbejde har han ofte brugt dialog til at få publikum til at grine. Der er dog ikke nogen, der taler sammen i hverken Tuborg Squash-filmene eller den nye film for Costa Coffee.

“Fordi udgangspunktet for den her film er så subtilt, og alt skal komme til udtryk i ansigterne, stillede det endnu større krav til castingen. Derfor måtte vi også søge udlands for at sikre os, at vi fik spillere, der kunne ramme den rette mimik,” siger han. 

Se Costa Coffee-filmen, der blev optaget i Danmark, her:

(Artiklen forsætter efter filmen)

Æstetikken forudsætning for komikken

Costa Coffee-filmen er lavet af &Co. og produceret af Bacon, hvor Holger Karberg har været repræsenteret som instruktør i to år. 

Holger Karbergs vej til filmen

Holger Karberg kommer oprindeligt fra Ordrup i Nordsjælland, hvor han begyndte at lave film som 12-årig, da han fik sit første kamera. I gymnasiet lavede han flere kortfilm, og en af dem, ’En slatten sandhed’, handlede om unge mænds forhold til impotens. Filmen gik noget nær viralt, hvilket førte til, at Holger som 18-årig blev interviewet i Go’ Aften Danmark. Hans kortfilm fik ham også på radaren hos Bacon, hvor han først fik arbejdede som runner, dernæst instruktørassistent, for til sidst at blive instruktør.

Da The True Award-juryen tildelte Holger Karberg årets Rising Star, fremhævede de blandt andet hans ”blik for at kombinere relaterbar komik med æstetik.”

Holger Karberg fortæller, at en films billedside er ”ekstremt” vigtigt for ham. Han synes selv, at Costa Coffee-filmen er et godt eksempel på, hvordan han arbejder med at gøre meget ud af rammerne for scenerne i film. 

”Det gør, at vi kan tillade os, at reaktionerne er små og underspillede. Det er den kontrast, som jeg synes, er lækker, og som jeg synes, er lykkedes godt her,” siger han, og tilføjer:

”Mange tænker: ’Det er jo bare humor, så kan vi sagtens skyde det uden at sætte lys – ”´for det skal jo bare være grineren.’ Men for mig er det allervigtigste at skabe en kontrast og tage billedsiden ekstremt alvorligt. For så overrasker det meget mere, når man som seer finder ud af at ’hov – vi skal grine nu.’” 

Lyd på plads før billeder

Ved siden af sit arbejde som instruktør er Holger Karberg trommeslager. Og musik og rytmik spiller en stor rolle i hans film.

”Jeg er meget optaget af perfekt timing og ’musikken’ i dialogen. Når jeg laver en film, ser jeg det meget som at lave en sang. Det er essentielt, at tempo og rytmen i filmen får tingene til at gå op i en højere enhed.”

Costa Coffee-filmen er lavet som lydspor først, fortæller han. Hvilket er mere reglen end undtagelsen for ham.

“Det første, jeg gør – uanset om det er en reklamefilm eller fiktion — er at indtale den timing, jeg drømmer om. Jeg laver altså lydsiden først og klipper mig frem til den helt rigtige dynamik. Det er der, jeg kan mærke, om det føles godt. Om der er musik i det her, om det spiller. Det er godt at finde ud af, før man sætter billeder på.”  

“I Costa Coffee-filmen er timingen i voice-overen og musikken i forhold til billederne meget, meget tæt på, hvad jeg lagde op i tidslinjen i Premiere, inden vi skød,” tilføjer han. 

Den store fokus på location, billeder og timing var også alfa-omega i Tuborg Squash-kampagnen, hvor Holger Karberg selv spiller den bærende karakter – en selvglad tryllekunstner.

”Der står en tryllekunstner og laver de mest banale tricks, men samtidig ophøjer vi ham helt vildt ved at sætte ham i et gult studie, i gult tøj og gøre ham ekstremt imponeret over sig selv. Det er den kontrast, som jeg synes, gør det sjovt.”

Se alle Tuborg Squash-filmene i kampagnen “Forfriskende Origenial”, der var Holger Karbergs første kampagne som Bacon-instruktør her: 

(Artiklen forsætter efter filmen)

Mener at kritik skyder forbi

I Markedsføring fremsatte Trine Keller-Andreasen, der er tidligere Cannes-vinder, for nylig en kritik af, at for mange af de nominerede reklamefilm til The True Award ikke var originale nok – måske som konsekvens af kunderne har for meget at skulle have sagt i forhold til det kreative.

Begrundelse for kåringen til The True Rising Star

(Uddrag)

Holger Karberg har gennemgået en udvikling fra lovende amatørfilmskaber til et af Danmarks mest oplagte instruktørtalenter, når det kommer til at lave humoristiske film i både kortere og længere formater. Holgers tørre humor og blik for at kombinere relaterbar komik med æstetik gør ham til en unik filmskaber, der besidder et potentiale, som kan række langt ud over Danmarks grænser.

Kilde: The True Award

Hun fremhævede dog Tuborg Squash-kampagnen som noget af det arbejde, der på det seneste har skilt sig positivt ud. Holger Karberg er glad for, at hans arbejde bliver fremhævet positivt, men han er ikke enig i, at meget af det nominerede indhold ikke er godt nok.

”Alle vil jo grundlæggende gerne lave noget, der er godt. Og det vil jeg holde fast i både gør sig gældende blandt bureauer og blandt kunder. Og ja, selvfølgelig må man nogle gange indgå et kompromis eller to, men så arbejder man jo sammen om det,” siger han og tilføjer: 

“Jeg synes også, at man må have respekt for, at når vi får et projekt ind fra et bureau, er der på det tidspunkt nok allerede foregået en masse tovtrækkeri. Der har sikkert været en lang proces, før man når frem til det, som lander i instruktørens hænder.” 

Hvordan ville du selv reagere, hvis du fik et brief med en idé, som du ikke synes var god nok? 

“Så ville jeg ikke lave den reklame. Det er meget nemt. Det er det vigtigste for mig, at jeg skal have en god mavefornemmelse, især i forhold til humoren i det. Og det er det fede ved humor: Du kan mærke med det samme, om det vækker noget i dig.”

Fan af dansk film-humor 

Efter eget udsagn er Holger Karberg ikke den, der har den største filmviden i verden. Men han har en forkærlighed for danske film, og Anders Thomas Jensens ”De Grønne Slagtere” og ”Blinkende Lygter” har en særlig plads i hans filmhjerte.

“Jeg er mest bare sådan en, der ser ’Nynne’-filmen – igen og igen. Og Thomas Villums ’Min søsters børn i sneen’ er jo også stadig god,” siger han og tilføjer:

”Det kan godt lyde lidt primitivt, men der er bare noget over den danske humor-tradition, som jeg ikke kan stå for.”