Du har lige forladt Accenture Song, det tidligere Hjaltelin Stahl, efter 18 år til fordel for det unge bureau Bright?

”Ja, og det var jo nærmest som at sige farvel til en gammel ven. En kæmpe beslutning for mig. Men det har været en absolut fantastisk tid i mit liv og den fedeste fornemmelse at være med til at bygge sådan noget op. Det har været meget motiverende at være med til at skabe noget, som blev så stor en succes. Den motivation tager jeg med mig i mit nye job.”

Hvilke tanker gjorde du dig, inden du tog springet?

”Det var på mange måder en svær beslutning for mig at indse, at nu skulle jeg videre. Jeg har udviklet mig så meget i de 18 år. Faktisk tror ikke, der er et hjørne eller en udfordring inden for bureauverdenen, jeg ikke har prøvet. Fra ejerpartner til client service director med ansvar for Venstre og senest HR-direktør. Men når man bliver en del af et så stort og veletableret selskab, som Accenture Song jo blev efter salget, så specialiseres roller ofte. Og når man er en schweizerkniv som mig, går det ikke at blive alt for specialiseret.”

Hvordan havde det, da du gik ud ad døren den sidste dag?

”Nu kom beslutningen lidt i etaper, og jeg vidste, at jeg stod med et fedt job hos Bright. Men til min afskedsreception var det da specielt at lukke døren til så stort et kapitel af mit liv. Det er jo mennesker, der har betydet utrolig meget for mig. Så glæde og vemod, yin og yang.”

Hvad er det ved rollen som CEO, der tiltrækker dig?

Maja Hartmann

  • CEO på bureauet Bright siden 1. august 2022.
  • Kommer fra det tidligere Hjaltelin Stahl, i dag Accenture Song, hvor hun var i 18 år – i øvrigt som den første fuldtidsansatte på bureauet.
  • 45 år gammel. Uddannet på IAA, Diplom.
  • Elsker at gå lange ture (og vil gerne starte til cross fit igen).
  • Nørder armbåndsure og islandske heste.
  • Har en svaghed for sin italienske trøffelhund Vito.

”Jeg har jo aldrig været en af de udadtil fremtrædende personer hos Accenture Song, men mere hende der stod bagved og agerede på de indre linjer. Så da den her mulighed kom, så føltes det helt rigtigt at træde et skridt frem for at ”sætte mig i stolen” og gøre brug af al den erfaring og ballast, jeg har fået gennem årene.”

Hvad er din stærkeste side?

”Jeg synes, jeg er et meget rummeligt og positivt menneske. Og god til at motivere dem, jeg arbejder sammen med. Jeg elsker at se folk vokse, elsker at finde talent og se mennesker blive dygtigere. Og lige præcis den side af mig selv, føler jeg, jeg kan udfolde i mit nye job.”

Og din svageste side?

”Jeg glemmer for ofte mig selv, fordi jeg har fokus på at hjælpe andre og sørge for, at de trives. Det er jo den helt klassiske – at man skal huske at tage sin egen iltmaske på, før man hjælper sidemanden, som de siger ombord på flyet. Det er blevet lidt bedre med alderen, men det er stadig noget, jeg har fokus på at blive bedre til.”

Hvordan arbejder du med det?

”Når jeg er kommet derud, hvor jeg kan mærke, at ’det her er altså ikke så skidegodt, Maja’ – nu er du nødt til lige at stoppe op og mærke efter, så tænker jeg ’hvad ville den og den have gjort?’. Så jeg lader mig inspirere af andre – ofte mine nære. Det kunne være min kæreste Jess, som er helt fantastisk til at sige nej. Du får ikke ham til gøre noget helst, han ikke har lyst til. Eller min tidligere kollega Lotte Jakobsen, som har evnen til at levere selv de dårligste nyheder med en positivitet og energi, så modtageren tænker, ”Hey det er vist slet ikke så slemt – det er bare et lille stik”.”

Hvem er dine to største forbilleder i den danske bureau- og marketingbranche?

”Steffen Hjaltelin, selvfølgelig. Han har evnen til lynhurtigt at gennemskue og koge de mest komplicerede udfordringer ned, så de bliver forståelige for alle. Og han forventer, at man yder sit bedste, så man lægger sig altid lige lidt mere i selen, før man præsenterer noget for ham. Jeg tror, han har gjort mig 10-20 procent bedre. Og så har han bare virkelig god humor. Så er der Mona Juul. Jeg kender hende ikke personligt, men hun er en af de få kvinder, som er nået helt til tops i den danske bureauverden. Hun virker som et meget dygtigt og ordentligt menneske, og så beundrer jeg hendes interesse og omsorg for vores samfund og hendes indtrædelse i dansk politik.”

Hvad er du – indtil videre – mest stolt af i din karriere?

”Det arbejde, jeg har lavet for Venstre. Uden tvivl. At være helt inde i den inderste kreds i arbejdet med valgkampagner, det har været det største. I den mere kommercielle ende er det vores ’Plads til Livet’-arbejde sammen med IKEA.”

Hvad gør dig glad for at tage på arbejde?

”At man har det sjovt sammen. Selvfølgelig skal man være dygtig til det man laver, men det er vigtigt, at man har det godt. Og så at min dag er lidt uforudsigelig. Jeg tror, det er derfor bureauverdenen altid har tiltalt mig, for man ved sgu’ aldrig rigtig, hvad man møder ind til.”

Hvad kan ødelægge din dag?

”Når folk ikke er ambitiøse. Det er kedeligt at arbejde med uambitiøse mennesker.”

Hvad er den vigtigste opgave, du står overfor i dit nye job?

”At gøre Bright til en toneangivende virksomhed inden for strategisk og kreativ kommunikation. Vi skal være dem, der finder de mest spændende løsninger og knækker de sværeste nødder. Og så at skabe vækst. Både for bureauet som sådan og for mine kollegaer. Det er vigtigt for mig, at Bright bliver ved med at være et sted, hvor det er sjovt at være. Hvor kultur og sammenhold trives, og hvor alle har plads til at udfolde deres talent.”