Irma har nappet en ny kommerciel chef.

43-årige Cathrine Holmgaard Aarup kommer til Irma fra en stilling som ansvarlig for detailsalg hos fødevarebrandet Løgismose. Det skriver Coop, der ejer Irma, på Linkedin.

I Irma bliver hun blandt andet ansvarlig for kampagnemixet hos Irma, skriver Coop.

”Med Cathrine på holdet får vi en kollega, der har et stærkt analytisk fundament, en skarp kommerciel sans og en stor kærlighed til kvalitetsfødevarer,” siger kædedirektør Jan Larsen fra Irma.

Det helt store mål for den nye kommercielle chef er ifølge Coop at sørge for, at Irma per 2025 har et varesortiment, hvor over 50 procent er økologisk.

Cathrine Holmgaard Aarup har tidligere arbejdet 10 år i spiritusfirmaet Diageo og forinden i analyseinstituttet Nielsen.