Marketing-startuppen Jumpstory har rejst 10 mio. i investeringer, og dermed runder man nu samlet 20 mio. i investeringer og lån.
En del af investeringen kommer fra JumpStorys eksisterende investorer, men derudover har den danske iværksætterstjerne, David Heinemeier Hansson, investeret “et større millionbeløb” i den Aarhus-baserede startup, hvis mission er at tilbyde marketing- og kommunikationsfolk autentiske stock-fotos.
”JumpStory har en fundamentalt ny tilgang til stock photos. I stedet for at konkurrere med de eksisterende giganter på deres banehalvdel har JumpStory transformeret hele forretningsmodellen og fokuseret på at kuratere det bedste indhold iblandt de hundredvis af millioner fotos, der findes derude,” siger David Heinemeier Hansson i en pressemeddelelse.
Den nye kapitalindsprøjtning skal, ifølge stifter og CMO Jonathan Løw, bruges til at fortsætte den positive vækst, JumpStory er inde i.
”Sidste år voksede vi med 230 procent, og det koster penge at udvikle ny teknologi og erobre nye markeder. Derfor vil pengene blive brugt målrettet til det, så der er ingen huller, som skal lukkes. Det handler om at udvide og skabe mere værdi for brugerne,” skriver han i en mail til Markedsføring.
Adgang til unikt netværk
En af David Heinemeier Hanssons egne virksomheder, projektstyrings-værktøjet Basecamp, hvor han fungerer som CTO, har Amazon-stifteren Jeff Bezos som investor.
Ifølge Jonathan Løw betyder tilgangen af David Heinemeier Hanssons til ejerkredsen derfor ikke kun mere vækstkapital, men også adgang til et ”helt unikt netværk”.
“David er måske ikke så kendt her i Danmark, fordi han først lige er flyttet hjem fra sine mange år i udlandet, men han er et kæmpe navn i bl.a. USA. Alle dem, vi pitcher til, ved hvem han er. Derfor er vi super beærede over, at han har besluttet sig for at hoppe med ombord på rejsen,” siger Jonathan Løw.
Jonathan Løw etablerede JumpStory i 2018 sammen med Anders Thiim, og har i skrivende stund kunder i over 150 lande, lyder det i pressemeddelelsen.