Det har aldrig været sværere at planlægge langsigtet.

Det kræver en ekstrem evne til at omstille sig hurtigt. Og et tæt samarbejde mellem annoncører og bureauer baseret på åbenhed.

Sådan lyder det fra Jakob Vedel, adm. direktør i og stifter af marketingbureauet s360, da mediet Markedsføring spørger ham, hvad branchens største udfordring er lige nu.

Jakob Vedel er en af godt 200 profiler, der i år er at finde på foreningen Dansk Markedsførings M List, der samler de største navne i reklame og marketing.

Her svarer han på, hvordan vi løser branchens største udfordringer. Og hvorfor han stadig synes, det er sjovt at arbejde med marketing.

Hvad har det betydet for dig at være på M List?

“At være på M List for sjette år i træk er en anerkendelse, som jeg sætter stor pris på, især fordi kontinuitet og det lange, seje træk er en del af vores DNA hos s360. Det er desuden motiverende at blive fremhævet blandt branchens stærke profiler og et bevis på, at det arbejde, vi laver, gør en forskel. Samtidig ser jeg det som en mulighed for at inspirere og bidrage til branchens fortsatte udvikling.”

Hvilken rolle spiller M List, som du ser det, for reklame og marketingbranchen?

“M List fungerer som et pejlemærke for dem, der driver udviklingen i branchen. Samtidig kan den være en inspirationskilde og et mål for mange unge, ambitiøse marketingfolk.” 
 
Hvad har den største udvikling været i branchen, siden du startede i den?

“Den største udvikling har været den digitale transformation og den datadrevne tilgang. Marketing blevet langt mere målbart og strategisk, hvor teknologi og AI spiller en stadig større rolle, hvilket har passet utroligt godt til vores DNA i s360 og har været en medvirkende årsag til den positive udvikling, vi har haft gennem årene.”
 
Hvad er branchens største udfordring lige nu?

“Den største udfordring lige nu er de omskiftelige makroforhold, som gør det vanskeligere for vores kunder at planlægge langsigtet. Det stiller samtidig højere krav til fleksibilitet og agilitet i samarbejdet for at kunne navigere i en mere uforudsigelig virkelighed.”  

Hvordan løser vi den udfordring?

“Vi løser det ved at skabe et tættere og mere dynamisk samarbejde med vores kunder, hvor vi løbende tilpasser strategier og eksekvering efter markedets udvikling. Det kræver en datadrevet tilgang, der sikrer hurtige og velinformerede beslutninger, samt en fleksibel struktur, hvor vi kan skalere op og ned efter behov. Derudover er det afgørende at have en åben dialog og en fælles forståelse for både kortsigtede justeringer og den langsigtede retning, så vi sammen kan navigere i de skiftende markedsvilkår.”

Hvad er det bedste ved at arbejde med reklame/marketing?

“At kunne påvirke og skabe resultater i en branche, der konstant udvikler sig, og hvor man både kan eksperimentere og se direkte effekt af sit arbejde relativt hurtigt.”
 
Hvad er værst ved M List/Hvad kan den gøre bedre?

“Overordnet set synes jeg, at listen favner bredt og kommer godt omkring. Dog kan man diskutere, om den er dynamisk nok til at afspejle de mange forskellige kompetencer, der driver udviklingen i branchen.”