”Jeg er forundret over, at jeg ikke er knækket før. At jeg ikke er blevet mere syg”

Jeg er forundret over, at jeg ikke er knækket før. At jeg ikke er blevet mere syg. At jeg ikke har fået flere mén, og at jeg stadig kan stå på benene, når jeg ser tilbage.

Det hele kulminerede sidste år. Teamet, jeg er en del af, skulle flyttes ud af kommunikationsafdelingen og over på en anden adresse. Jeg elskede mine kolleger i kommunikation, og det gav slet ingen mening for mig. Da vi fik beskeden herinde på Danish Crown, begyndte min krop at reagere. Jeg kunne mærke tårerne. Jeg prøvede at stoppe det, jeg ville ikke sidde og græde foran alle andre. Men jeg tudede hele dagen.

Jeg var så chokeret. Jeg kunne slet ikke overskue det. Jeg sagde til de andre, at jeg bare var træt og ville hjem og sove.

Men der var flere af mine kolleger, der sagde til mig, at den er helt gal. En af mine gode kolleger havde regnet med, at jeg ville blive rasende over beskeden. Og da han i stedet så mig stå og tude, blev han meget bekymret. Normalt ville jeg nok også været blevet hidsig og have sagt noget, for jeg er ikke bange for at sige til og fra.

Jeg blev sendt hjem og tudede i nogle dage. Jeg kunne ikke stoppe det og fik en psykolog at tale med. Jeg lavede en stresstest, og den slog maksimalt ud. Hun sagde, jeg skulle sygemeldes. Det skal jeg bare slet ikke, svarede jeg. Oppe i mit hoved hørte det ingen steder hjemme.

Jeg har haft stresset i min krop i 10 år. Og det er først her, jeg indser, at det er et problem. Og folk er nødt til at stå banke det ind i hovedet på mig, for jeg vil ikke selv fatte det.

Jeg vidste ikke selv, at jeg havde stress. Men der var så mange tegn på det. Jeg var vred hele tiden. Hele 2020 brugte jeg på at være vred uden at forstå hvorfor. Jeg sov dårligt. Jeg har altid sovet meget lidt, så i mit hoved var det bare normalt. Men jeg fungerer dårligt i dag, hvis jeg ikke sover ordentligt. Og jeg havde ondt. I ryggen, i hovedet, i skuldrene, i benene. Nogle morgener måtte jeg tage en del hovedpinepiller for at komme igennem dagen. Det trykkede inde bag øjnene. Jeg bildte mig ind, at det var bare var min krop, og at det var, fordi jeg var krumrygget.

Jeg havde også svært ved at samarbejde. Det er jeg normalt god til, men jeg blev nul procent åben.

Jeg må have været så forfærdelig at være sammen med. Jeg var heller ikke nærværende hjemme ved min datter. Jeg arbejdede hele tiden, og jeg havde også et privatliv, der var presset.

Men jeg kunne finde undskyldninger for det hele og havde en forklaring på alt. Igennem årene er der mange, der har sagt til mig, at jeg burde holde lidt fri. Men det skulle jeg bare ikke. Jeg var slet ikke modtagelig. Det var noget fjolleri og pjat, tænkte jeg. Min chef sagde det også til mig, men jeg opfattede det, som om hun ville tage projekter fra mig.

I virkeligheden tror jeg, mine kolleger havde sagt til hende, at hun skulle være obs på mig. På vej op til, at det går galt, har jeg stået og fablet nogle gange til møder. Men når jeg blev spurgt ind til det, var jeg overbevisende om, at der intet var galt. Jeg kunne altid undskylde med, at det lige var en mørk periode. Når du smiler og griner det meste af tiden, så tror omgivelserne, at alt er OK.

Jeg har arbejdet i Danish Crown i næsten syv år. Jeg har været med til at bygge hele vores SoMe-afdeling op. Da jeg startede, var der ikke nogen Head of Social herinde. Men det var mit mål at blive det, og det blev jeg ret hurtigt. Jeg blev Miss Social her i forretningen.

Jeg fik mere ansvar, men samtidig fik jeg også flere og flere opgaver. Til at starte med havde jeg god tid, men efter et halvt år havde jeg 20 kasketter på. Det har ikke haft noget med Danish Crown at gøre. Jeg synes, alt er spændende. Jeg vil være med i alt, jeg vil høres i alt, og jeg vil altid give min mening til kende. Der er enormt meget fart på mig som person, og det kan jeg ikke lave om på. Jeg kan ikke få nok. Jeg taler hurtigt, jeg tænker hurtigt, jeg arbejder hurtigt.

Jeg fik også enormt meget tiltro fra min chefer. Det er en stor koncern, hvor der er penge til at gøre noget. Jeg har et iværksættergen og sætter mange projekter i gang, fordi jeg elsker det. Men jeg skulle også drifte dem, lægge strategier, træffe beslutninger, og når du skal alt, kan du ikke nå det.

Da jeg gik helt ned sidste år, foreslog en kollega mig, om jeg ikke skulle tage 14 dages ferie, fordi jeg nægtede at blive sygemeldt. Og det endte jeg så med at sige ja til. Jeg plejer at blive sindssyg af bare at sidde derhjemme. Jeg kravler på væggene og finder på alle mulige sindssyge projekter.

Men da jeg var derhjemme, kunne jeg ingenting lave. Jeg havde det rigtig skidt. Og så ringede jeg til min chef og sagde, at jeg ikke kom ind igen, selvom hun godt havde regnet det ud. Budskabet var sunket ind.

Jeg blev sygemeldt på fuld tid i syv uger. Mange sagde, at det ikke er meget, men det var det for mig. Jeg går også til psykolog. Hun lurer mig hurtigt og finder ud af, at jeg har brug for logik og at forstå de kliniske forklaringer bag det, der sker med mig. Jeg er ikke så meget til sådan noget føle-noget.

Det var svært for mig først. Jeg synes, det var træls, at jeg skulle sygemeldes. Min psykolog sagde, at jeg skulle lære at gøre tingene langsommere, og det blev jeg sindssygt ked af, fordi jeg følte, jeg skulle ændre mig selv. Jeg begyndte at prøve at gå langsommere for at få mit nervesystem i ro. Det var en proces, og det gjorde ondt på mig. For jeg synes jo, jeg er god nok, som jeg er. Men hun forklarer, at jeg skal vise mit nervesystem, at der ikke er fare på færde. Så forstår jeg det.

Jeg har en udgave af mig, som jeg kalder speedy-Pia. Det kan jeg stadig være, men hun skal have nogle pauser. Jeg skal restituere for at kunne præstere. De ord betyder meget. Dem siger jeg til mig selv – og hvis jeg ser andre, der har det svært.

Før jeg fik stress, var mine prioriteringer helt off. Det eneste, der kom foran mit arbejde, var min datter. Jeg pressede mit sociale liv ind, og jeg havde computeren med over alt. Så kunne jeg hive den frem for at svare på kommentarer på vores sociale medier. Der skete altid noget, jeg troede, der skulle håndteres i weekenden, og jeg sad altid fredag aften ved computeren. Når jeg havde puttet min datter, ville jeg finde den frem igen for at arbejde.

Jeg gjorde det til liv og død, selvom det ikke var det. Hvordan jeg kom helt derud, ved jeg ikke. Imens jeg var sygemeldt, måtte jeg kun have én aftale om dagen. En ting ad gangen. Når jeg havde trænet en dag, måtte jeg ikke lave mere. Jeg har aldrig været god til at sidde stille, for så kan man høre, hvad man tænker. Og det er ikke super rart.

Men jeg fandt en ro i de syv uger. Jeg startede ingen nye projekter. Jeg styrketrænede. Løftede vægte og hørte høj musik. Det blev den vildeste terapi for mig. Jeg gik ikke ture, jeg kan ikke lide at gå. Jeg solede, læste lidt bøger og så mine venner, når jeg havde overskud.

En dag sagde jeg til min psykolog, at jeg ikke havde ondt længere. Og jeg forstod, at stressen er fysisk. Det hænger sammen. Jeg havde kort overvejet, om jeg skulle lave noget helt andet, for det var en livskrise. Men den tanke varede meget kort. Jeg var slet ikke færdig med at arbejde på Danish Crown. Jeg elsker Danish Crown.

Før brød jeg mig ikke om at holde fri. Men det lever jeg for nu. Jeg elsker det. Jeg elsker også mit job. Men det er ikke hele mit liv længere. Hvis der er noget meget vigtigt, og folk kimer mig ned efter arbejde, så skal jeg nok tage den. Men mit arbejde er ikke hele min identitet længere. Når jeg tænker tilbage på det, så var det sygt.

Da jeg skulle tilbage på arbejde, lagde jeg en genoptrapningsplan med arbejdet, min psykolog, en socialrådgiver hos Danish Crown og min nærmeste leder. Tre dage af tre timer om ugen. Først tænkte jeg, at jeg jo så slet ikke kunne nå noget. Min leder var genial. Hun gav mig nogle vildt kedelige opgaver først. Rutinearbejde. Og det var super godt, for så skulle jeg ikke tænke for meget.

Jeg trappede op over fire måneder, før jeg var tilbage på fuld tid. Det gik godt. Det var nøje planlagt med fridage, så jeg kunne restituere. Danish Crown har været geniale undervejs. Jeg havde ikke klaret det uden mine kolleger og min chef. Jeg er beriget med en leder, der som menneske er født til og helt intuitivt ved, hvordan hun skal hjælpe mig.

Det er så vigtigt, at du kan få hjælp, når du ligger ned. Det var forfærdeligt, den dag det skete. Jeg har aldrig følt mig så svag. Men jeg ville ikke have været det foruden, for jeg er et meget bedre sted i dag. I dag har jeg det godt. Jeg har fået prioriteret mine arbejdsopgaver langt skarpere. Og vi er blevet flere til at lave opgaverne, så jeg eksekverer ikke og laver ikke content selv. Jeg laver strategien bag. Rådgiver, sætter retning, uddanner vores topledere i LinkedIn.

Nogle gange føler jeg, at jeg ikke laver noget. At jeg ikke bidrager. Men så lister min chef alle de ting op, jeg faktisk laver. Og så går det op for mig, at jeg er her af en grund.

Jeg arbejder stadig meget med at lære at sige nej. Det er svært for mig, så min chef hjælper mig aktivt med det. Hun ser i min kalender og siger bare, at det og det skal jeg ikke lave. Jeg søger også hjælp på tidspunkter, hvor mit team kan høre det. For at vise dem, at det er OK. Det vigtigste for mig har været at være så åben som mulig. Over for min datter, over for hendes far, over for mine venner og mine kolleger. Nogle dage siger jeg herinde, at jeg har en dårlig dag og gerne vil have ro. Det er meget nemmere for alle, når man siger det. Ellers kan de jo ikke vide det. Og det er vigtigt at få tabuet væk.

Min datter bliver ni her til november. Hun har set mig græde meget, så jeg har forklaret hende, hvad stress er, og hvad det betyder, på hendes niveau. For hun bekymrer sig meget om, om jeg får det igen. Men jeg har langt mere overskud sammen med hende i dag.

Der er stadig dage og perioder, hvor jeg kan få det svært. Jeg har lige haft nogle uger, hvor jeg har været mere grådlabil, og jeg har haft mindre overskud. Men jeg holder fast i min træning. Jeg sørger for ikke at åbne min computer efter arbejdstid. Overhovedet. Jeg får nogle gange lyst til det, men jeg kan slet ikke administrere det endnu.

Jeg er så taknemmelig for, at mine kolleger greb mig. For ellers var jeg mødt op dagen efter, og så tror jeg, jeg havde været meget mere syg i dag. Og at jeg ikke var kommet tilbage.

Jeg følte mig så alene, da jeg blev syg først. Det er ulideligt, når man kæmper. Det hjælper intet at føle sig alene, når man har det skidt. Så gør det ekstra ondt. Jeg håber, at jeg ved at fortælle om det, kan sørge for, at bare én person føler sig set. Så er det en succes.