”Jeg fortryder, at jeg brugte to år på at arbejde mig gennem min stress”

I 2017 stiftede min hustru og jeg et kreativt bureau, efter vi kort tid forinden var blevet forældre til vores søn.

På dette tidspunkt var vi meget drevet af lyst, og vi brændte for at skabe en designscene i Aarhus. Udover vores bureau med løbende kundeopgaver afholdte vi en del designevents, udstillinger og konferencer – og drev oven i også et kulturhus. Vi gabte over alt, alt, alt for meget.

Da corona og nedlukningerne ramte, mistede vi fra den ene dag til den anden halvdelen af vores omsætning. En stor del af vores indtjening kom fra fysiske projekter, så vores pipeline var pludselig fuldstændig tørret ud.

En fredag eftermiddag fik jeg tre dårlige nyheder på én gang. Det er noget blurry, men jeg mener, vi havde fået afslag på to projektansøgninger, og havde mistet en ny bureaukunde. Selvom det var meget dårligt nyt på samme tid, tog jeg det umiddelbart fint.

Om aftenen skete der dog et eller andet i mit hoved. Jeg kan huske, at jeg puttede min søn, og lige så snart han var faldet i søvn, fik jeg svært ved at trække vejret, og jeg fik kvalme. Jeg rystede og mine tanker begyndte at rotere rundt og rundt i mit hoved. Det gav en slags feedback-effekt, som når en guitarist står for tæt på sin forstærker. Jeg ringede til min hustru, og sagde, at der var noget helt gal med mig, og at hun var nødt til at komme hjem. Og så lagde jeg mig bare ned på sofaen og kiggede passivt ud i luften.

Hen over weekenden havde jeg galopperende hjertebanken, men jeg prøvede at tænke på noget andet. Om mandagen tog jeg på arbejde igen. Jeg havde et undervisningsjob, og for at få min løn var jeg nødt til at møde op. Jeg kan overhovedet ikke huske noget fra de næste to uger, det eneste, jeg ved, er, at jeg underviste 30 studerende på Designskolen Kolding.

Jeg følte ikke, at jeg havde andet valg end at fortsætte med at arbejde. For hvis jeg trak stikket, så ville der ikke komme nogen penge i kassen. Vi havde projekter, der skulle faktureres, og vi skulle fylde det sorte hul i vores pipeline.

Det begyndte at påvirke min nattesøvn, og om dagen havde jeg ingen energi. Jeg kan huske, at når vi havde besøg af mine forældre eller var sammen med venner, så var jeg ikke rigtig til stede. Jeg havde det rigtig dårligt, men jeg snakkede ikke med nogen om det – holdt det ligesom bare i mig.

Da jeg i flere måneder havde følt, at der var noget galt med mig, har følt, valgte jeg at gå til min læge og blive undersøgt. Min læge tog en blodprøve, og spurgte om jeg kunne tage fri fra arbejde. Jeg svarede ”Nej, det kan jeg ikke” på grund af vores dårlige økonomi. Min læge sagde ”nå… okay”.

Jeg vidste stadig ikke rigtig, hvad der var galt, men jeg prøvede 100 procent at skjule overfor omverdenen, at jeg havde det skidt. Det tror jeg meget skyldes den her gammeldags mandeting med, at man i stedet for at snakke om tingene prøver at finde ud af dem selv. Eller bare bider det i sig.

Det er først, da kendte folk – blandt andet politikere – begyndte at fortælle om deres stress-oplevelser i medierne, at det gik op for mig, at jeg havde stress. For det de beskrev, var præcis sådan, som jeg havde det. Jeg fik sådan en følelse af ”aaah okay, så det er derfor, jeg har det sådan her”.

En af de måder, jeg klarer mig i gennem det næste år, var ved at begynde at skære en masse ting fra. Jeg indså, at vi ikke kan gabe over så mange forskellige ting, som vi gjorde. Så vi satte os ned og kiggede på, hvilke af vores projekter, der havde en god økonomi, plads til kreativitet og søde kunder. Hvilke projekter som gav mening for os, og som vi også var glade for. Det viste sig, at der ikke var særlig mange af vores projekter, der opfyldte de her basale krav. Så vi byggede vores pipeline forfra.

I dag fortryder jeg meget, at jeg brugte to år på at arbejde mig gennem stress. At jeg ikke var i stand til at mærke bedre efter og trække stikket i en periode. Eller bare havde snakket med nogen om det, og var kommet i et behandlingsforløb. Det var svært for mig at forstå, hvad jeg skulle gøre, mens jeg var i det. Men bare jeg havde gjort noget andet end at sige ”fuck det – nu bider jeg det i mig”. Hvis jeg havde gjort det, så tror jeg, at mit forløb havde været langt kortere og bedre.

At have haft stress har nok gjort mig bedre til at mærke mig selv. Nu ved jeg, hvordan det føles, og jeg har et sprog for det. Jeg kan mærke, når jeg begynder at blive stresset. Og jeg ved, hvad jeg skal gøre ved det, inden det rammer.

Nogle af de ting, jeg i dag gør for at passe på mig selv, er at booke tid i min kalender til, at jeg dybest set bare kan sidde og kigge ud i luften. Og hvis jeg har holdt en intens workshop, sørger jeg for, at jeg ingen større møder har dagen derpå. Og hvis jeg har negative tanker, så har jeg lært at tænke dem til ende. Og det der viser sig, når jeg gør det, er, at de værst tænkelige outcomes faktisk ikke er værre, end at jeg – og vi – nok skal klare det.

Med tiden har fundet ud af, at det for mig handler meget mere om det, jeg ikke gør, end det jeg gør. Så jeg prøver hele tiden at kuratere min tid og forholde mig kritisk til de ting, der kommer ind fra højre. Behøver vi at lave det her? Behøver vi at forholde os det her? Behøver jeg at have den her samtale? Hvis ikke det giver mening for os, gør os glade og det er godt for vores virksomhed – så springer jeg over.