“Jeg havde lært mere af at acceptere, hvordan jeg havde det, og ikke bare fortsætte”

Stressen begyndte i mit hoved, og så blev den mere fysisk. Jeg havde problemer med at falde i søvn, og når det endelig skete, sov jeg ikke ordentligt. Min vejrtrækning var urolig, og tankerne kørte hurtigere og hurtigere omkring mine opgaver.

Det startede i slutningen af min tid på Kreativ Kommunikation på DMJX. Udover pensum er der en masse konkurrencer, og der er en forventning til, at man deltager i dem. I ny og næ nævnes det, at hvis man vil frem i branchen, skal man deltage i de her konkurrencer. Det var i januar, og jeg arbejdede på min opgave til D&AD.

Min kæreste foreslog, at jeg gik til min underviser og snakkede med ham om det. Da jeg kom ind på hans kontor, sagde han, at den eneste måde at komme ud over stressen var at arbejde gennem den, at jeg først kunne overskue ting igen, når jeg havde færdiggjort projektet. Jeg blev paf, men han var også min underviser, så jeg tænkte, at sådan måtte det jo være.

Efter mødet gik jeg i det sidste gear og gik i eksekverings-mode, fik lavet det og indsendte. Jeg fandt ud af, at jeg kunne komme igennem det uden at gå fuldstændig fra hinanden. Men samtidig rykkede det også min grænse.

Jeg blev mere tykhudet, og det, tror jeg nogle gange, er intentionen ude på DMJX. De vil gerne forberede en på branchen, men hvis det er til en branche, de selv var ude i for fem, syv eller 10 år siden, ender man med at avle videre på noget usundt, og eleverne kommer ud som iskolde, pistol skydende reklame-cowboys, der tager all-nighters. 

I dag ærgrer det mig, at jeg gik i det sidste gear, for jeg havde lært mere af at acceptere, hvordan jeg havde det, og ikke bare fortsætte. Det er okay at tillade sig selv at sige nej til en konkurrence eller noget arbejde. Det skal du ikke dø på. Selvom noget føles stort, er det bare en opgave.

Jeg oplevede, at flere stod over de efterfølgende opgaver, fordi det krævede så meget. I starten var der et opgør blandt eleverne, hvor man ville gøre op med en branche, hvor man eftersigende skulle arbejde meget og længe. Men der spredte sig også en stemning af, at det gav respekt, hvis man sad længe.

Skolen skal ikke nødvendigvis sætte konkurrencerne op på en piedestal. Det, tror jeg, ikke er godt for de studerende. Det skal mere være et tilvalg, og sådan føles det ikke lige nu, for det omtales som the golden ticket til et fedt job. Og så er det også subjektivt, hvor det er fedt at arbejde. Husk på at man uddanner folk i kreativitet, ikke i at skulle sidde på et bestemt bureau — eller et bureau overhovedet. Alternativt kan konkurrencerne også inkorporeres mere i undervisningen og indlemmes i pensum. 

På mit seneste arbejde var der ikke kutyme for, at man skulle arbejde sent. Det var okay, når folk tog hjem for at hente deres børn, og det var rart at få afkræftet sine bekymringer. Generelt har jeg lært at sige, at jeg er på arbejde i den tid, som min kontrakt siger.

Hvis vi skal blive længere, gør jeg selvfølgelig det, for det er der nogle gange en drivkraft i. Det skal bare ikke blive en vane. Vi havde også nogle forskellige sayings, som at man gerne må blotte halsen, altså være sårbar. Det kan lyde poppet, men det handler om at give et sprog for det og italesætte, hvordan man har det

For nylig startede jeg som freelancer. Og det har medført et vist niveau af præstationsangst. Jeg går hele tiden med tanken om, at det hele skal være perfekt, fordi jeg tager en kunde eller et bureaus penge. Der hjælper det mig nogle gange at sige, at det bare er en kampagne. Jeg tager mit arbejde meget seriøst, men man også gerne tage det hele et nøk ned og sige til sig selv, at verden ikke falder ned, hvis alt ikke er perfekt.