”Jeg har ikke lyst til at arbejde for andres drømme. Og slet ikke 37 timer om ugen.” 

Meldingen kommer fra Lasse Christiansen, 33 år og tidligere Head of Organic Social hos bureauet Nordic Social, der i dag bor og arbejder på Bali som ’digital nomade’. 

Han kvittede sidste efterår ”et velbetalt bureaujob” for at gå selvstændig og fokusere 100 procent på TikTok-rådgivning. 

I dag bor og arbejder han og hans kæreste ud af Canggu, et område nord for turistområderne ved Seminyak på Bali, og det har gjort ham godt, siger han på en Skype-forbindelse til Markedsføring. 

”Jeg er allerede i større balance med mig selv, og samtidig udretter jeg mere, end jeg troede var muligt på de fire-fem timer, jeg arbejder om dagen,” siger han. 

Og der er ikke købt returbilletter. 

Lasse Christiansen nyder livet som digital nomade. Foto: Privat

”Nej, vi har ikke planer om at tage tilbage til Danmark og bo igen lige nu. Om lidt skal vi til Thailand og Australien og senere også Japan. Det er også en del af det valg, vi har taget: At opleve andre kulturer, mens vi arbejder.” 

Et liv i to kufferter 

Lasse Christiansen tog i 2016 en master på CBS og blev cand.merc.it med speciale i e-commerce, men forventningerne trykkede. 

”Jeg skulle bare se at få et job. Det var det, livet gik ud på, og så var der noget, der hed pension langt ud i fremtiden. Det havde jeg det svært med,” siger han. 

Så han overbeviste sin kæreste om, at de skulle sælge alt hvad de havde i Danmark og flytte til Bali. 

”Så nu ligger hele vores liv i to kufferter à 30 kilo.” 

Hvad synes du, der er galt med 8-16? 

”En chef sagde på et tidspunkt til mig, ’hør, Lasse, vores medarbejdere har mere brug for os, end vi har brug for dem’. Og det er bare så forkert. At knokle røven i laser for andre, og så slet ikke blive set og anerkendt som menneske, det går bare ikke,” siger Lasse Christiansen og tilføjer: 

”Jeg havde sådan set et fedt job og gode kolleger, men jeg kunne mærke at jeg havde brug for ikke bare at få en fast månedsløn, men blive sat ud på spidsen og ikke bare køre på autopiloten.”

Hårdt at rykke rødderne op 

Livet som digital nomade er stadig nyt for parret, men Lasse Christiansen er ikke i tvivl om, hvad der har været det mest fantastiske. 

”Friheden. Klart friheden. Jeg kan gøre, hvad jeg vil, når jeg vil. I en lidt større virksomhed med mange led af folk, der skal godkende alt, er det tit som om, al luften løber ud af ballonen. Her føler jeg virkelig, at jeg har fået min frihed og min kreativitet tilbage.” 

" Der er mange i Danmark og den vestlige verden, der falder som fluer af stress, fordi det forventes, at KPI-tallene bare stiger og stiger, især inden for sociale medier.
Lasse Christiansen, digital nomade med firmaet SoMe Circle

Hvad har været det sværeste for jer? 

”Det er da hårdt at rykke rødderne op. Og så samtidig skulle få en forretning op at køre. Så rent økonomisk har vi i starten måttet trække lidt på vores opsparing,” siger Lasse Christiansen, der også peger på praktiske ting, der lige skal styr på i starten. 

”Man skal vænne sig til et helt nyt land. Hvor kan man spise, hvor kan man handle, hvilke råvarer kan man købe og sådan noget. Til gengæld er teknologien fin, der er ingen net-problemer og masser af fine coworking spaces.” 

Boligmæssigt startede Lasse Christiansen og kæresten med AirBnB-villaer fire-fem uger ad gangen, og det har fungeret fint indtil videre. 

Har I været ved at fortryde på noget tidspunkt? 

”Altså, da vi landede om aftenen i mørke efter 17 timers ren flyvetid, det var aften og vi tjekkede ind på et resort i junglen, så det hele meget mørkt og uhyggeligt ud. Der kiggede vi da lige et par gange på hinanden og tænkte, om det her var én stor fejltagelse,” siger Lasse Christiansen og tilføjer:

”Men da solen kiggede frem, var tvivlen væk De første dage var mærkelige, fordi vi jo godt vidste, at det ikke bare var en ferie. Det tog lidt tid at finde rutinen.” 

Savner de fysiske møder 

Lasse Christiansen har i sit nye firma med navnet SoMe Circle udviklet ’TikTok- pakker’, som han sælger sammen med sin rådgivning. Og det går godt, lyder det. 

”Mange virksomheder er slet ikke klar over, hvad TikTok kan gøre for dem, og det blev jeg egentlig ret overrasket over. Så jeg har også lagt lidt undervisning ind i pakkerne,” fortæller han, der blandt andet har hjulpet HK Handel, Destination Bornholm og flere ’content creators’ og influencere med at håndtere det fremadstormende sociale medie. 

Artiklen fortsætter under billedet.

Lasse Christiansen på arbejde i behagelige omgivelse. Foto: Privat

Men kan kunderelationen ikke være svær, når man sidder på den anden side af kloden? 

”Der kan godt ind imellem være nogle barrierer, der skal brydes. Men det er jo ikke meget anderledes, end hvis jeg sidder i Nordjylland, og du er på Sydsjælland,” siger Lasse Christiansen og peger på, at tidsforskellen faktisk kan være en fordel. 

”Når jeg står op, laver jeg en masse arbejde til kunderne, og så ligger det klar til dem i deres inbox, når de selv står op. Det fungerer fint.” 

En ting savner han dog. 

”Fysiske møder. At se folk i øjnene. Jeg er meget udadvendt, så det mangler jeg.” 

Ser en bevægelse 

Lige nu bor der ifølge Lasse Christiansen 10-12 danskere, der hvor han og kæresten bor, og han mener at se en bevægelse i markedet. 

”Der er mange i Danmark og den vestlige verden, der falder som fluer af stress, fordi det forventes, at KPI-tallene bare stiger og stiger, især inden for sociale medier. Flere likes, flere visninger, mere af det hele. Jeg synes, jeg ser flere droppe det og tage deres liv tilbage. Ligesom os.” 

Er der noget, der kunne få jer til at vende hjem til Danmark igen? 

”Lige nu er vi ekstremt glade for den her livsstil. Så nej, ikke lige nu. 

Et godt råd til andre, der gerne vil det samme som jer? 

”Gør det. Lad det ikke blive ved tanken. For hvad er det værste, der kan ske? Du kan altid komme hjem til trygge Danmark igen, og få et fuldtidsjob, eller fortsætte med din egen virksomhed,” siger Lasse Christiansen og tilføjer: 

”Tænk også over, hvad konsekvenserne af dine fravalg vil være. Opbygger du en længsel efter noget andet uden at handle på det, går det ud over din glæde og tilfredshed i dagligdagen.”