I virkeligheden kunne vi være gået tilbage i Markedsførings arkiv, fundet en tilfældig artikel om Kunde & Co’s regnskab, kopieret teksten, justeret tallene med et par millioner til og fra, og ingen havde opdaget noget.

I 1988 stiftede Jesper Kunde bureauet, og de seneste år har nøgleordet bag succesen været stabilitet. Nettoomsætningen, resultatet før skat, udbyttet til partnerkredsen og Jesper Kundes skepticisme om fremtiden har de sidste fem år ligget på et plateau, hvor hverken corona, krige eller andre kriser har rykket ved noget.

Der er dog lige omkostningerne, der har taget nøk op grundet inflation og medfølgende lønstigninger, som ikke just huer den jyske forretningsmand. Og så er der Kunde & Co’s placering blandt konkurrenterne, der også kan give Jesper Kunde panderynker.

Jesper, sidste år var overskriften på jeres regnskab omsætningens voldsomme stigning. Hvis nu du selv må bestemme, hvad er den så i år?

“At vi er kommet godt gennem 2022, der var så usikkert. Og samtidig har vi holdt på medarbejderne trods inflationen. Lige nu har vi for høje omkostninger for min smag, for hvis der virkelig kommer en krise, skal du have en kort bremselængde, hvis alt stopper.”

Det var da en kedelig overskrift …

Økonomisk plateau

I 2022 steg Kunde & Co’s resultat før skat fra den lave ende af 20 millioner til næsten 21 millioner. I det interval er bundlinjen nogenlunde hoppet op og ned siden 2015, med 2019 som det eneste afvigende år — dengang lød det på 18 millioner.

Jeres resultat ligger igen i år stabilt. Er der ikke noget i dig som en driftig forretningsmand, der ville vækste mere?

“Nej. Vi kunne sagtens få et større resultat, men så skulle vi enten være smallere, eller investere og brede os for meget ud. Det gælder for os om hele tiden at have det rigtige setup, så vi kan levere de optimale løsninger for kunderne. Og det koster penge,” siger Jesper Kunde og tilføjer:

“Vi er stadig i Tyskland og Schweiz, men vi har tidligere været i endnu flere lande, men kvaliteten bliver dårligere af det. Hvis du vækster helt vildt, risikerer du at miste sjælen. Det er fint, som det er nu.”

Kunde & Co's nøgletal

2022

Nettoomsætning: 247 mio. kr.
Dækningsbidrag: 180 mio. kr.
Resultat af primær drift: 21 mio. kr
Resultat før skat: 20,9 mio. kr.
Årets resultat: 16,43 mio. kr

2021

Nettoomsætning: 281 mio. kr.
Dækningsbidrag: 166 mio. kr.
Resultat af primær drift: 21 mio. kr
Resultat før skat: 20,1 mio. kr.
Årets resultat: 15,43 mio. kr

En anden del af Kunde & Co’s forretningsstrategi er at lave meget arbejde for internationale B2B-virksomheder. Og netop derfor, vurderer Jesper Kunde, er bureauet endnu ikke blevet hårdt ramt af inflationen, Ruslands invasion af Ukraine, energikrisen og den lurende recession.

“Jeg har gået og ventet på, at det hele ville bremse ned som under corona, men det er ikke sket for os. Endnu, men jeg ved jo ikke, hvad der sker fremadrettet.”

Hvordan er det som leder at navigere i de usikkerheder?

“Det har været ekstremt svært. Den ene krise er gået over i den anden, og selvom det ikke har sat sig i vores kunder, så går man hele tiden og venter på det. Jeg ved ikke, hvad jeg skal forvente. Men lige nu har vi ekstremt travlt.”

Er I overforsigtige?

“Hvad vil du have, vi skal gøre? Vi kan godt købe virksomheder, men vores branche er båret af mennesker, og det fungerer ikke altid at opkøbe. Jeg er mere til organisk vækst.”

Kundes sjæl er på spil

Mange af Kunde & Co’s nuværende store projekter handler om at hjælpe internationale virksomheder med at kommunikere om bæredygtighed.

Jeg nævner for Jesper Kunde, at sustainability eller bæredygtighed ikke er de to første ord, der popper frem, når man tænker på hans virksomhed.

“Vi har arbejdet med emnet de sidste mange år,” siger han og holder en lille pause.

“Hvad forbinder du så med Kunde & Co?”

Lidt af en outsider. En stille gigant, der bevæger sig gennem landskabet …

“Det er også det, vi er. Det er der, vi gerne vil være. Branchen fungerer på den måde, at når én ting er populært, så løber alle derover. Det er en lemming-effekt. Jeg har ingen ambition om at være flavor of the month.”

Jesper Kunde har stået i spidsen for bureauet, siden han åbnede dørene i 1988. Foto: PR

Jesper Kunde peger på, at Kunde & Co’s kerneforretning er at hjælpe virksomheder med at positionere sig og fortælle deres produkters historie. 

Omvendt har han intet ønske om at kæmpe i popularitetskonkurrencer, og reklamebureauet bruger heller ikke mange penge på at indstille sig selv til branchens adskillige award-shows. Kigger man i CCA’s historiebøger, har Kunde & Co de sidste 10 år været indstillet to gange.

Hvis jeg vil knytte konservativt og traditionelt på jeres beskrivelse. Hvad siger du så?

“Det er omvendt. Vi er hele tiden foran. Vi tester konstant og ved hele tiden, hvad der foregår. Kig på AI, det er super populært nu, men vi arbejdede allerede med det for to år siden. Hvis du ikke fornyer og repositionerer dig, stopper forretningen.”

Er Kunde & Co ordentligt positioneret?

“Det har altid været vores udfordring, og det bliver sværere og sværere. Særligt i en tid, hvor de traditionelle kanaler ikke længere slår til. Så skal du fortælle en stor historie på en digital plads, hvor du ikke får folk ind og se en længere film.”

Og hvad gør man så? For tiden står svaret ikke krystalklart, men ifølge Jesper Kunde sidder bureauet  og roder med det for tiden.

”Men jeg vil til enhver tid bruge de traditionelle kanaler så længe de eksisterer og når ud til målgruppen, fordi de virker bedst i forhold til prisen”.

Udfordringer og trusler

Jesper Kunde har sin egen udgave af kanariefuglen i kulminen, men modsat den gule fugl bruger han den til at forudse opsving i markedet.

Når de andre bureauer forsøger at shanghaje hans ansatte, så tyder alt på et godt marked. Indtil april havde der ikke været meget af det, og derfor frygtede han en recession, men da konkurrenterne forsøgte igen i april, vidste han, at det hele nok skulle gå.

“Vi forventede, at kunderne ville skære ned, og det startede de med, men nu er de tilbage. Vi har ikke mærket noget til en recession,” siger Jesper Kunde, inden den jyske forretningsmand springer frem som en trold i en æske og nedspiller:

“Men jeg kan ikke sige, om det ser ud ad helvedes til om et halvt år. Vi er jo ikke herre over det.”

Når alt er svært at forudse, hvad gør man så som leder?

“Vi holder os fra trends og fokuserer på vores business. Mange virksomheder kan se, at deres historie og værdier forsvinder, og de sluges. Og der kan vi positionere dem. Det er vores business, og det skaber resultater.”

Eller sagt med andre ord, Jesper Kundes opskrift på succes er at skære udskejelserne væk og holde sig til sin oprindelige kerneforretning.

“In-sourcing er en stor trussel for os, hvor virksomhederne tror, de kan klare det selv. Heldigvis har det været en kommende og gående tendens, siden jeg startede og til sidst indser virksomhederne, at den ikke går.”

Stor udbetaling, stor fleksibilitet

Ligeså stabil Kunde & Co’s resultat har været, ligeså stabil har pengestrømmen ud af virksomheden været.

Hvert år ligger det betalte udbytte på omkring 15,5 millioner kroner, hvilket i Jesper Kundes egne ord betyder, at de “i princippet tømmer” Kunde & Co hvert år.

De 15,5 millioner udbetales til en partnerkreds, der alt efter tidspunktet svinger mellem 12 og 13 personer.

“Strukturen gør, at vi er mere fleksibel og kan få partnere ind og ud, uden de skal købe sig dyrt ind,” forklarer Jesper Kunde.

Hvor mange af de 15,5 millioner udbetaler du til dig selv?

“Det siger jeg ikke,” siger Jesper Kunde og slår en stor latter op. 

Men man kan jo se, hvor meget der ligger i modervirksomheden?

“Det kan du gøre, ja.” 

I 2022 havde modervirksomheden, Jesper Kunde ejer, en egenkapital på næsten 26 millioner kroner.

Og så er det ikke så skidt at være Jesper Kunde?

“Nej.”