55 millioner kroner. Så meget steg nettoomsætningen hos et af Danmarks allerstørste bureauer, Kunde & Co., i 2021.

Det viser selskabets nye årsregnskab, der går i luften i dag. Omsætningen er steget fra cirka 225 til 281 millioner kroner.

”Jeg har det fint med resultatet. Med al den usikkerhed, vi har været igennem under corona, så er vi kommet rigtigt fint igennem,” siger adm. direktør og stifter af Kunde & Co., Jesper Kunde.

”Nu kommer kunderne væltende igen, og vi har også fået et fint resultat. På den måde er vi godt tilfredse. Der er andre brancher, der har været hårdt ramt, men ikke denne. Det er ikke som med finanskrisen for otte år siden, hvor alt gik ned.”

Imens omsætningen stiger markant, er årsresultatet en lille smule mindre hos Kunde & Co. end i 2020. Her lød overskuddet før skat på 20,9 mio. kr., imens det i 2021 er 20,1 mio. kr. Det er nogenlunde samme resultat, bureauet har ligget på i en årrække.

Jesper Kunde, hvordan hænger det sammen, at I stiger så meget i omsætning, men ikke i årsresultatet?

”Vi har investeret og har fået flere folk ind. Samtidig er løn og andre udgifter steget meget. Det steg allerede i slutningen af sidste år. Lige nu er det sådan, at mange prøver at stjæle vores folk, fordi de ikke selv kan uddanne deres egne folk. Så må vi jo betale for, at de kan blive her. Når der kommer en ny krise om et halvt år, så har vi stadigvæk høje omkostninger, og det må vi leve med,” siger han.

Ifølge årsregnskabet udgør stigende udgifter til medarbejdere og lønninger i alt otte millioner kroner for bureauet. Derudover har eksterne omkostninger også spillet en markant rolle.

”Grunden til, at omsætningen er steget og resultatet ikke er fulgt med, skyldes, at vi har haft stor medieomsætning og filmproduktioner, hvor vi ikke har så højt dækningsbidrag,” siger Jesper Kunde.

NØGLETAL KUNDE & CO.

2021

Nettoomsætning: 281,443 mio. kr.
Dækningsbidrag: 166,226 mio. kr.
Resultat af primær drift: 21,131 mio. kr
Resultat før skat: 20,173 mio. kr.
Årets resultat: 15,43 mio. kr
Antal medarbejdere: 185

2020

Nettoomsætning: 225.,539 mio. kr.
Dækningsbidrag: 153,177 mio. kr.
Resultat af primær drift: 21,424 mio. kr
Resultat før skat: 20,948 mio. kr.
Årets resultat: 16,186 mio. kr.
Antal medarbejdere: 183

Godt rustet til bæredygtighed og purpose

Kunde & Co. blev grundlagt i 1988 og er i dag en af landets absolut største målt på antallet af medarbejdere og omsætning.

Bureauet har været igennem flere kriser og op- og nedture. Men ifølge Jesper Kunde står det stadig stærkt rustet til fremtiden.

”Jeg forestiller mig, at vi om fem år fortsat kan det, vi kan nu. Vi skal stå som et stærkt koncept- og brandingbureau, der kan gøre en forskel for kunderne. Vi har kunder over næsten hele Europa, så det er også med et internationalt afsæt. Men vi skal sørge for at følge med tiden og blive stærkere. Det er det, det handler om. Vi skal hele tiden kunne hjælpe kunderne med at styrke deres markedsposition,” siger han.

Der er kommet mange nye dagsordener som bæredygtighed, ligestilling og purpose i branchen de senere år. Kan bureauet følge med den udvikling?

”Vi har arbejdet med bæredygtighed i snart 10 år og har været med til at udforme retningen for Dong (nu Ørsted, red.). Vi er foran langt de fleste der og forstår, hvordan man skal kommunikere det. Vi ser, hvordan selskaber ender i den ene kommunikationskrise efter den anden, fordi de gør det forkert. Det er vi godt rustet til,” siger han og tilføjer:

”I forhold til ligestilling er vi flere kvinder end mænd, og vi har mange kvinder, der sidder i lederposter. Så her ser jeg ikke, at vi har et problem. Purpose har vi også hele tiden arbejdet med. Jeg har også skrevet bøger om det. Jeg har bare kaldt det en mission. Kært barn har mange navne.”

Hvad er det sværeste ved at være leder af Kunde & Co. i dag?

”Det er at have tid til det hele. Og det interessante er, at der altid kommer nye ting, som du selv nævner. Men det kan være svært at få det hele til at spille sammen. Det kan også være en udfordring, at nogle gerne vil sidde hjemme, samtidig med at du skal skabe en kultur på arbejdspladsen. Det er en balancegang, vi skal finde,” siger han.

Hjemmearbejde er blevet en del af bureauet. Men …

Under corona lød det fra Jesper Kunde, at det var vigtigt for ham, at mange stadig arbejdede fysisk på kontoret – imens der blev taget store sikkerhedsforanstaltninger for, at det kunne lade sig gøre.

”Jeg vil tro, vi har ligget på en bemanding på omkring to tredjedele. Og det kan vi kun gøre, fordi vi tager det ekstremt alvorligt og kører med benhård styring. Vi har vores egen Covid-19-enhed på en tre-fire mand, der løbende detailstyrer alt. Lige fra afstand til antal personer på hver etage og hvert kontor, til rengøring, afspritning, tests og frokost,” lød det i 2020 fra Jesper Kunde til Markedsføring.

Han mener dog i dag, at hjemmearbejde har sin plads – men mener også, at man kan se, at de to år med corona betyder, at folk er glade for igen at komme fysisk på arbejde.

”Der er nye former, der har sat sig fast, og det er fint,” siger han.

”Men jeg oplever, at folk faktisk helst ikke vil sidde hjemme. En gruppe vil gerne, men hovedparten vil det modsatte. Det har med kulturen og måden at arbejde sammen på at gøre. Du behøver ikke altid mødes fysisk med kunderne. Men selve den kreative proces er svær at have uden at være fysisk sammen,” siger han.

”Vi kan se, at det godt kan lade sig gøre at være mere fleksible. Det prøver vi også på. Men jeg kan se, at mange har været kede af ikke at kunne komme på arbejde,” siger Jesper Kunde.