I en tid domineret af AI, bliver det menneskelige det, der skiller sig ud.

Sådan lyder det fra Jonathan Slyngbord Fjord, senior creative og art director hos &Co., som bud på den vigtigste trend i 2026.

Du kan læse hans bud på årets vigtigste tendens i Markedsførings trendpanel her:

Hvad bliver den vigtigste trend i reklame, marketing og kommunikation i 2026?

“Det grimme har aldrig set bedre ud. Den vigtigste trend i 2026 bliver en modreaktion på det perfekte. Når AI er overalt og indlejret i alle kreative processer, mister det polerede sin magi. Det pæne bliver billigt og kunstigt – og dermed ligegyldigt. Det, vi i stedet begynder at længes efter, er det menneskelige: fejlene, revnerne, det rå og det umiddelbare. Autenticitet bliver ikke bare en værdi, men et æstetisk ideal og et stempel for ægthed. Lidt som grunge var en modreaktion på 80’ernes glamour, bliver 2026 året, hvor det uperfekte træder frem som den ven, vi igen har lyst til at bruge tid med.”

Hvorfor er den vigtigst?

“I en AI-mættet virkelighed er det, der skaber opmærksomhed og tillid, det, vi kan spejle vores egen menneskelighed i. Det ser vi allerede i kulturen omkring os. I filmbranchen bevæger formsproget sig mod det mere rå og nærværende. I One Battle After Another ser vi, hvordan den optiske zoom dominerer frem for kraner og glidende kamerature, som ellers kendetegner de store blockbusters. På sociale platforme taber det pæne og kontrollerede content til det mere umiddelbare, creatorbaserede indhold. Det uperfekte bliver, både visuelt og indholdsmæssigt, et dragende safe space. Når perfektion bliver standard, bliver det menneskelige udtryk ikke bare en differentiering, men en kvalitet, vi instinktivt forbinder os med.”

Hvad kommer den trend til at betyde for branchen?

“I en verden, hvor det perfekte kan genereres på sekunder, bliver det menneskelige det sværeste – og mest værdifulde. Det gælder hele vejen fra strategi og indsigter til tonalitet og udtryk. Branchen bevæger sig væk fra iscenesat envejskommunikation og mod det relationelle. Production value mister sin eksklusivitet, mens autenticitet og menneskeligt nærvær får større betydning. Det åbner nye muligheder for både bureauer og brands: mindre fokus på kampagner, der imponerer i et øjeblik, og mere fokus på kreativitet, der forbinder mennesker over længere tid.”

“Hvor nogen frygter, at AI vil udrydde branchen, tror jeg det modsatte. Netop modreaktionen på det kunstige kan blive begyndelsen på en helt ny æra – fordi den minder os om at være mennesker, der taler med mennesker.”