Den globale analyse-gigant Kantar har løftet sløret for sin årlige Creative Effectiveness Awards, og der er to danske cases på listerne.
Det drejer sig om Tryg-familiens kampagne ’Majas Krammebamse’, som Robert/Boisen & Like-minded står bag, og om Steff Houlbergs ’Hjemmebanen’, som Accenture Song står bag.
Det oplyser Kantar Danmark i en mail til Markedsføring.
Og ifølge Kantar udmærker alle vinderne sig ved at være best-in-class på tre parametre: De kan trænge igennem støjen og skabe opmærksomhed, drive det kortsigtede salg og bygge brandet på den lange bane.
“Vores vindere viser, hvordan kreativitet virkelig kan skabe magi, uanset om der er tale om bizarre øjeblikke, der fanger vores opmærksomhed eller relaterbare historier der rører vores hjerter,” skriver Mette Kjær fra Kantar Danmark i en mailkommentar omkring vinderlisterne.
Følelser og humor
Kantar udarbejder listerne på baggrund af tusindvis af reklamer fra omkring 80 forskellige lande, som analysehuset har testet i det år, der er gået – og udpeger samtidig de kreative trends og tendenser, der rører sig i forhold til at skabe emotionelle relationer til forbrugerne.
Kampagnerne testes i fire kategorier – TV, digitale/sociale medier, print/outdoor og LinkAI testede reklamer.
Sidstnævnte er Kantars AI-drevne reklametest-værktøj, der bygger på Kantars LINK+ database med over 260.000 reklametests, og som også har valideret vinderne til årets Effie Awards.
Og det er i LinkAI-kategorien, man finder de to danske cases.
”Både ’Majas krammebamse’ og ’Hjemmebanen’ har gjort sig bemærket og havner blandt de 10 stærkeste AI-testede reklamer i verden ved brug af hver deres kreative virkemidler,” skriver Kantar Danmark om de to danske cases, og tilføjer:
”Tryg-familien med deres meget emotionelle fortælling om Majas sygdomsforløb og hvordan TrygFondens krammebamse hjalp hende, og Steff-Houlbergs ’Hjemmebanen’, der på humoristisk vis sætter deres brand i centrum for sidste års store begivenhed EM i fodbold.”
Artiklen fortsætter under billedet.
”Relaterbar virkelighed”
På baggrund af årets vinder-kampagner har Kantar identificeret fire overordnede kreative trends og tendenser som inspiration til, hvordan man kan bruge kreativitet til at skabe en stærk relation til forbrugerne og dermed præference for et brand.
De fire trends og tendenser er:
- Relaterbar virkelighed: Skab en relation til forbrugerne gennem brug af øjeblikke, der afspejler deres hverdag.
- Bizart & modigt: Surrealistiske ideer og overdrevne visuelle og fantastiske scenarier fanger ikke kun opmærksomheden, de differentierer også reklamerne og brandet fra mængden.
- Historiske rødder: Brands, der ser tilbage på deres egen (og forbrugernes) fortid for og hjælper forbrugerne med at skabe en nutidig relation, hvad enten det er ved at understrege, hvordan de altid har været der for folk, eller fejre de måder, de har ændret sig og vokset på gennem tiden.
- Hop med på trends: Integrer et brand i de samtaler folk allerede har, omkring musik, sport eller hop med på en eksisterende viral hype.
Se rapporten fra Kantar her – og se de to danske vinderfilm herunder.