Der er brudt karamelkrig ud i Danmark.

Slikproducenten Spangsberg er gået på markedet med en ny karamel, Mums, der bliver beskyldt for at være en kopi af Fazers kendte Dumle-karameller. Det skriver Fødevarewatch.

Spangsbergs varianter kommer både i en lille, chokoladeovertrukket udgave og i form af en slikkepind, som Dumle tidligere har lavet, men pensionerede i starten af 2021.

Begge produkter kommer i indpakning, der er rød, blå og gul, og det får både eksperter og Fazer, der står bag Dumle, til at kritisere Spangsberg.

Fazer skriver til Fødevarewatch, at de “vil forsvare sine rettigheder”.

Fra ekspert Torsten Bjørn Laursen, der er professor i IP-ret ved SDU, lyder det:

“Hvis den her sag kommer for en domstol, vil min profeti efter alt at dømme være, at der er tale om en overtrædelse af markedsføringslovens paragraf 3,” siger han – markedsføringslovens paragraf 3 handler om god markedsføringsskik, blandt andet at man ikke må snylte på den indsats, andre virksomheder har gjort for at markedsføre deres produkter.

Mums-karamellerne, som bliver beskyldt for at være en Dumle-kopi.

Hans vurdering bliver bakket op af Johan Løje, der er advokat og eksternt lektor ved KU. Han har speciale i immaterial-, konkurrence- og markedsføringsret.

Spangsberg afviser kritikken og skriver til Fødevarewatch, at “vi ikke er enige i anklagen omkring Mums overtræder markedsføringslovens paragraf 3.”