Forbrugerrådet Tænk Kemi vendte sammen med Pong op og ned på varerne i en butik for at gøre danskerne opmærksomme på, hvad der egentlig er i de pleje- og kosmetikprodukter, de fleste af os bruger i hverdagen.
Og allerede efter den første kampagneuge strøg effekt-tallene i vejret, skriver parterne i en mail til Markedsføring.
I første uge er app’en ’Kemiluppen’ for eksempel downloadet fire gange så meget, som Forbrugerrådet Tænk Kemi normalt ser på en uge, oplyser organisationen.
”Alene på kampagnens første dag fik vi 2.103 downloads,” lyder det i mailen.
Også antallet af scanninger er løftet.
”I kampagneperioden er antallet af scanninger løftet med små 50 procent,” skriver Forbrugerrådet Tænk Kemi og Pong i mailen.
20 virksomheder er med
Og de første tal vækker begejstring hos Forbrugerrådet Tænk Kemi:
”Vi er rigtig glade for, at kampagnen er med til at gøre forbrugerne opmærksomme på den vigtige bagside af vores kosmetik og pleje. Og for at vi allerede efter en uge kan se, at flere gerne vil tage stilling,” skriver Claus Jørgensen, der er projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi, på mailen.
Flere virksomheder tager også del i kampagnen for at sætte øget fokus på den vigtige ’bagside’.
Det gælder blandt mange andre Nilens Jord, DermaPharm, Änglamark, ID Hair, ShaveSafe og To The Moon, Honey. Virksomhederne, 20 i alt, gør gennem opslag på sociale medier opmærksom på kampagnen.
" Det er overraskende, hvor mange produkter der indeholder uønskede kemikalier. Og det gælder også dem, man har stående hjemme på badeværelset.Katrine Wederking, Art Director, Pong
For eksempel ved at de selv vender et udvalg af deres kosmetik og plejeprodukter om for at sætte fokus på vigtigheden af indholdet.
“Vi håber, folk vil tænke sig om en ekstra gang”
Blandt de øvrige, foreløbige resultater, Forbrugerrådet Tænk Kemi og Pong deler, er, at der indsendes dobbelt så mange nye produkter i ’Kemiluppen’ dagligt i kampagneperioden.
Dertil har kampagnen i den første ud af fire kampagne-uger nået mere end 50 procent af målsætningerne for rækkevidde.
Og det er en vigtig kampagne, siger Art Director Katrine Wederking fra Pong:
”Vi håber, at folk vil tænke sig en ekstra gang om, næste gang de skal købe personlig pleje og kosmetik. At man kigger på indholdet og går efter miljø- og allergimærker – eller scanner produkterne med ’Kemiluppen’,” skriver hun i mailen og tilføjer:
”Brands bruger ofte farver og design til at male et billede af naturlighed og miljøbevidsthed – selv når det ikke er tilfældet. Det er overraskende, hvor mange produkter der indeholder uønskede kemikalier. Og det gælder også dem, man har stående hjemme på badeværelset.”
Ifølge Forbrugerrådet Tænk Kemi har der været 18 millioner scanninger af produkter, siden app’en kom til i 2015. Men 2023 tegner til at blive ”det bedste år”.
Se kampagnefilmen her.