“Hvorfor står Blachman med en klap for øjet?”

Det spørgsmål må danskerne gerne begynde at stille sig selv og hinanden, når Øjenforeningens nye kampagne fra i dag begynder at rulle ud over primært de sociale medier.

Målet er at gøre danskerne bevidste om øjensygdommen grøn stær, og en af dem, der optræder i kampagnen, er den tidligere reklamemand, forfatteren Knud Romer, der selv lider af sygdommen.

Det er også Knud Romer, der sammen med Øjenforeningen og bureauet Operate har udviklet kampagnen, hvor han, udover Thomas Blachman, optræder i selskab med Christine Feldthaus, Peter Sommer, Ellen Hillingsø, Thomas Korsgaard og Özlem Cekic. Alle med klap for det ene øje.

Også Øjenforeningens egen direktør, Marijke Vittrup, lægger ansigt til en klap, men det er kendisserne, der skal trække opmærksomheden.

”Det er interessant at se kendte ansigter i en kampagne. Og det, at de som her optræder med klap for øjet, vækker forhåbentlig lidt nysgerrighed. Det har været vigtigt for os, at vi kan præsentere en bred palet af personligheder, så det også illustrerer, at grøn stær kan ramme alle,” skriver hun i en mail til Markedsføring.

Skal skabe dialog

Øjenforeningen er en non-profit-organisation og har dermed ikke til formål at tjene penge, lyder det fra Marijke Vittrup.

Hun understreger, at kampagnes KPI’er derfor handler om at opbygge kendskab og oplyse.

" Det er stort, at en række danske kendte mennesker på denne måde vil hjælpe os med at oplyse om grøn stær
Marijke Vittrup, direktør, Øjenforeningen

“Den allervigtigste KPI for os er, at vi får spredt budskabet om, hvad grøn stær er. Det er svært for på kort sigt os at måle, om der er flere danskere, der ender med at få reddet deres syn på grund af vores oplysningskampagne. Men hvis kendskabet øges, er vi glade,” siger hun og uddyber:

”Det handler om at skabe en dialog bredt i samfundet, hvor man har set vores kampagne og spørger: “Hvorfor står Blachman med en klap for øjet?” – og selvfølgelig om at få folk ind på vores hjemmeside, hvor de kan læse mere om grøn stær.”

Endelig er det et mål at få danskerne til selv at tjekke deres syn og i givet fald op opsøge en optiker og få undersøgt både tryk og synsfelt.

Skabt på baggrund af donationer

Marijke Vittrup oplyser, at ingen af de personer, der står frem med billede og navn i kampagnen, har fået betaling. 

”Det vi er meget taknemmelig for, og det er stort, at en række danske kendte mennesker på denne måde vil hjælpe os med at oplyse om grøn stær.”

Finansieringen af kampagnen stammer fra donationer fra en række medicial- og optikerbrands – Abbvie, EyeOptics, Santen, Thea og Christopher Cloos – som alle har doneret til Øjenforeningens initiativ.

Kun Øjenforeningen har dog haft indflydelse på kampagnens indhold, oplyses det.

Og hos brillebrandet Christopher Cloos giver det god mening, svarer adm. direktør Julius Langkilde på Markedsførings spørgsmål om hvorfor man støtter kampagnen.

”Da vi åbnede vores butik på Grønnegade i februar, valgte vi at udvide og få tilknyttet vores egen permanente optiker i forretningen. Derfor gav det også rigtig god mening at komme i dialog med Øjenforeningen. Der brug for oplysning, og det vil vi rigtig gerne støtte,” skriver han.

Kampagnen kommer primært til at køre på Facebook med betalt indhold i forskellige bølger. I løbet af kampagneperioden kommer opslagene også ind på Øjenforeningens egen facebookside.