Kenneth Brinkmann forlod direktørpost efter kræft: Nu forsøger han at grine hver dag

”At indfri mål er den mest tomme følelse i hele verden. Medmindre man gør det sammen med mennesker, der betyder noget for en.”

Ordene kommer fra Kenneth Brinkmann, der kort inden sommer stoppede som CEO hos Publicis i Danmark efter omkring fem år i stolen. Af flere årsager.

Markedsføring møder ham på 10. sal i OOH -selskabet AFA Decaux’ lokaler på Frederiksborggade i det indre København. Selv bor han i dag med familien i Svendborg, men Kenneth Brinkmann kender branchen, så at låne et lokale i hovedstaden er intet problem. Han rager godt 190 centimeter op i luften.

Han er slank, muskuløs, iført hvid t -shirt og jeans. Ansigtet er smilende, der er smut i øjnene, og skægget er tætklippet – i gang med at gro ud igen efter et års tid i kræft – og kemoland på Herlev Hospital.

Og Kenneth Brinkmann er klar til at fortælle. Om en udfordrende barndom, om et milliardansvar i Sydbank, om vejen ind i bureaubranchen og karriere -år i USA. Om CEO -rollen i Publicis – og om dengang, sygdom og en stor sorg ramte.

Kenneth Brinkmann er sønderjyde.

”Født i Toftlund i grænseområdet, men opvokset i Vojens, hvor mine forældre stadigvæk bor,” siger han.

Han er ”fra en socialklasse fem -familie, som det hedder”.

”Min far var ufaglært og var gennem hundredvis af job. Min mor sad i kassen i Føtex, og vi levede fra hånden til munden. Vi havde kun madpakker med de første 4 -5 dage i en måned. Jeg har tre storesøstre, men ser dem ikke. Jeg føler ikke den store tilknytning til fortiden, men jeg har et godt forhold mine forældre i dag. De gjorde det bedste, de kunne. Det har jeg indset med årene.”

Hvordan vil du beskrive din barndom

”Som et kæmpe kaos, hvor alt var på spil hele tiden. Jeg har været på én ferie i hele min barndom: En sommerhustur til Hvide Sande, hvor vi måtte tage hjem efter tre dage, fordi vi ikke havde flere penge. Og det var et sommerhus, vi havde lånt gratis,” siger Kenneth Brinkmann.

”Selv var jeg var lille af min alder, men havde krudt i røven. I børnehaven kunne de ikke styre mig, og i skolen var jeg ikke specielt god. Mine forældre kom sjældent til forældremøder, og hvis en lærer revsede mig, var det altid læreren, der var tosset eller ude efter mig. Hvilket jo var helt håbløst, men de var i mit ringhjørne, ikke?” ­

Har du et godt barndomsminde?

”Strandture til Rømø om sommeren. Der havde jeg nogle lysglimt, hvor der var ro på, og jeg følte mig beskyttet. Som et barn har brug for. Og når jeg kommer til Rømø i dag, kan jeg mærke, at her var godt.”

Du gik på handelsskole i Haderslev og har en HD i afsætning. Plus en lederuddannelse fra Harvard. Var din karrierevej planlagt?

”Overhovedet ikke. Overliggeren for det, du ridser op, er, at der har været nogle dygtige mennesker i mit liv, som har set noget i mig, som jeg ikke selv kunne se, og som ganske få omkring mig kunne se. De har løftet mig. Skubbet på. Som min matematiklærer i folkeskolen og en virkelig dygtig afsætningslærer på handelsskolen, der vakte min interesse for marketing. Jeg havde planlagt at læse en bachelor i marketing i Aarhus. Men så kom militæret i vejen, og selv om jeg ihærdigt forsøgte at bilde sessionslægen ind, at jeg havde dårlige knæ, røg jeg ind i 10 måneder.”

Efter militæret blev du så ikke marketingmand, men bankelev. Hvordan gik det til?

”Tilfældigheder. En ven, som var bankelev, anbefalede det, så jeg flyttede til Kolding og startede i Sydbank. Hvilket var virkelig heldigt, for der mødte jeg min hustru, Tina. Siden fik jeg en chef, der så noget andet end bankrådgiver i mig, så han sendte mig på trading floor i Sydbank i Aabenraa. Her var der ’lidt mere fart på, og plads til at være mere farverig’, som han sagde. Jeg handlede værdipapirer og skulle have læst HD i finansiering. Jeg var 25 år, og i løbet et par år blev jeg marketmaker for statsobligationer, en tung post med kæmpe kreditrammer. 20, 30, 40 milliarder. Det skal man enten være vanvittig eller meget rolig for at kunne håndtere. Jeg sov glimrende om natten.”

”Vi er vildt begejstrede. Men ikke for det lort, du vil sælge”

Hvordan kom du ind i bureaubranchen?

Det startede faktisk i Sydbank, hvor jeg en dag kom til at sige til kommunikationsdirektøren, at jeg kedede mig. Hun var ved at bygge et inhouse-bureau, og det blev jeg en del af. Jeg tror, jeg gik 40 procent ned i løn, men jeg kunne mærke ilden. Jeg skulle ind i den branche.”

Senere er du i en periode freelance og pitcher en app ind til Dentsu. Hvad gik det ud på?

”En bekendt og jeg havde lavet en app, hvor vi legede med AR. Det var i 2010, og det kunne med hiv og sving køre med en iPhone 3. Jeg vidste, at Kellogg’s var kunde på Dentsu, så jeg ville gerne pitche app’en til dem. Efter tre møder med Christian Vollerslev og Lars Bo Jeppesen, der var i spidsen for bureauet dengang, blev jeg kaldt ind igen og var sikker på, den var hjemme. Men så sagde Lars Bo, tak for præsentationen, vi er vildt begejstrede. Men ikke for det lort, du vil sælge. Vi vil derimod gerne ansætte dig. Det blev jeg faktisk lidt fornærmet over. Og lidt flatteret. Men vi lavede en freelanceaftale, og efter nogle år blev jeg fastansat.”

”Jeg kom over til Ulrik Petersen på Dentsu i Aarhus. Da jeg stoppede i 2016, var vi 100 mand og en enormt vigtig del af indtægten i Danmark.”

I 2016 flyttede du og familien til USA. Hvorfor, når nu du havde succes på dansk grund?

”Min jobglæde har altid været forankret i mennesker, så det var nok inspireret af, at Christian Vollerslev var taget til New York året før. Christian var en meget stor mentor for mig, så jeg mistede lidt af min jobglæde, da han var væk.”

Efter nogle samtaler, først i London, endte Kenneth Brinkmann med at lande en stilling hos Posterscope i New York.

”På det tidspunkt var børnene fire, otte og 12, og vi lejede os ind i et hus i New Jersey. Det var ret omvæl ­ tende. Selv er jeg et tillidsmenneske. Jeg stoler med det samme på mennesker, indtil det modsatte er bevist. I amerikansk kultur stoler du ikke på nogen, før de har bevist, at de kan gøre sig fortjent til din tillid.”

Hvad gjorde mest indtryk på dig i de år?

At overraskende mange er pisseligeglade med deres job. Jeg havde masser af kolleger, der bare sad og så Netflix. Til gengæld var andre fremragende dygtige. Men der var også meget på spil. Når vi var i defensivt pitch, var der 400 job on the line. Og hvis du ikke vandt, så skulle der skrives 400 opsigelser. Fordi du ikke var dygtig nok til at pitche. Det var sgu’ pres.”

”Vi redder jo ikke menneskeliv i bureaubranchen”

Men en dag ringede Publicis i Danmark?

Ja. Eller det vil sige, de ringede til Christian Vollerslev. Men han skulle ikke hjem til Danmark, så han sagde, at de kunne prøve at overbevise mig. I første omgang sagde jeg nej tak, men så ringede de igen. Og det faldt sammen med, at min kone, som underviste frivilligt på en skole, var blevet fanget i en drill, hvor børnene skulle øve sig i at sidde stille i tre kvarter og gemme sig i skabene, så de ikke blev skudt. Det viste sig, at de øvede den slags hele tiden. Der tippede det. Det kunne Tina og jeg slet ikke være i.”

”Men det var da lidt specielt, for jeg havde egentlig altid syntes, at Publicis var et ligegyldigt bureau i Danmark med alt for mange subbrands. Og hos Dentsu havde jeg været med til at slå Publicis i pitches gennem alle årene og nærmest grinet lidt af dem. De havde aldrig vundet en dansk kunde, da jeg kom i 2019.”

Hvordan var det pludselig at stå som CEO i Publicis?

”Det var lidt spøjst. Jeg har aldrig rigtig set mig selv som ham, der skulle være på toppen. Men altså, direktør for Publicis i Danmark er jo også bare en flot mellemledertitel. Der er tre -fire lag over mig. Det var spændende og udfordrende år, men det var ikke svært. Alle kan lære det, vi gør. Og vi redder jo ikke menneskeliv i bureaubranchen.”

Hvordan vil du beskrive dig selv som ledertype i de år?

”Som en, der altid har hjertet med i det, jeg gør for mine medarbejdere, og som altid sætter mennesker først. Det er det vigtigste for mig. At folk ved, at jeg faktisk bekymrer mig om dem, jeg sidder overfor. Det indtryk, håber jeg, står tilbage. Da jeg blev syg, modtog jeg en lille skattekiste, hvor alle Publicis kolleger havde skrevet en meget personlig hilsen til mig. Jeg tror på, det ikke kun var, fordi de havde ondt af mig.”

For godt et års tid siden lavede du et opslag på LinkedIn med tre billeder på. Hvad var det, der skete?

”Den 13. februar sidste år fik jeg konstateret kræft i halsen. Det kom som et lyn fra en klar himmel. Vi forestiller os altid, at det er naboen, der bliver ramt. Og det var det også. Indtil sidste år.”

Er du ok med at snakke om det?

”Ja, helt sikkert. Og hvis jeg tuder, så må du leve med det. Jeg har ikke nogen problemer med at sidde og småflæbe lidt.”

Hvad har rørt dig mest i forløbet?

”Den kærlighed, jeg blev mødt med på Herlev Hospital fra mennesker, jeg aldrig har mødt før. De mennesker derude, altså, det er jo bare deres job, og når jeg taler om lige præcis det, så bliver jeg virkelig påvirket. Det kan jeg slet ikke … undskyld, jeg tager lige lidt vand … Men ja, det rører mig enormt, hvor uselviske mennesker kan være. Vi sidder herinde og tjener kassen på at lave noget – i det perspektiv – ligegyldigt arbejde for nogle brands. De tjener ikke særlig meget, men de redder liv. Jeg har svært ved at sætte ord på, hvor taknemmelig jeg er.”

Hvad gjorde du i forhold til Publicis?

”Jeg meldte mig syg den dag, jeg fik diagnosen. Og med det samme trådte ledergruppen, René Westendahl, Cecilie Andersen og Morten Boeck, til og sagde: ’Vi har den. Du skal ikke tænke på noget’ De tog hånd om kommunikationen ud i organisationen, og de kom på skift op til Holte og gik ture med mig i den hårde opstartsperiode. Indimellem var jeg også på kontoret. Men jeg havde brug for ro og for, at folk ikke kontaktede mig. Jeg ville selv række ud, når overskuddet var der.”

Var du inde i nogle arbejdsprocesser også?

”Nej, det var kun hylsteret, der sad der. Hjernen var ikke med. Fra februar til august kunne jeg ikke en skid. Kemo-tågen tappede alt. Jeg forsøgte i august at komme ind til nogle møder, men fik nærmest angstanfald.”

Så du kunne godt lægge arbejdet fra dig?

”Sagtens. Mit job har aldrig defineret mig. Jeg er først og fremmest bare Kenneth. Så nu, hvor det også er slut, så føler jeg heller ikke, at jeg har mistet noget. Ud over en masse dejlige mennesker. Men mange af dem vil stadigvæk være mine venner. Og det er relationer, der gør, at vi bliver gamle og glade.”

Du er erklæret rask af lægerne for godt et år siden. Alligevel vælger du at forlade CEO-rollen på Publicis. Hvorfor?

”Det er der flere grunde til. Nummer et: Jeg kan ikke se mig selv i jobbet længere. Jeg skal have noget tid nu, hvor mit raske hoved kan reflektere. Kemo gør noget rigtig skidt ved hjernens kognitive evner. Og jeg kan mærke, at bureautiden nok er kørt for mig. Nu har jeg haft tid til at reflektere over, hvad der faktisk betyder noget, og jeg må konstatere, at vores industri skaber behov, der ikke er der. Og får folk til at købe ting, de ikke har brug for.”

Det er jo et interessant synspunkt i marketing-branchen …

”Misforstå mig ikke. Jeg elsker branchen og de mennesker, der er i den. Men vi er med til at puste forbruget op. Ingen har brug for en ny bil hver tredje år, men vi er gode til at få det til at se ud, som om du har. Hvis man tænker over det, giver det ingen mening. Derfor er jeg nødt til at lave noget andet.”

Det var den ene årsag?

”Den anden er mere privat. Ikke mange ved det, men i 2022 mistede vi vores nevø på 19 år i en bilulykke. Han var mine børns nære ven, og han boede hos os i USA. Vi var meget, meget tætte. Jeg ville gerne igennem tre kræftforløb mere, hvis den sorg kunne være undgået. At se ham i kisten … Jeg vil ønske, at jeg kunne have fjernet smerten for os alle. Kræften gav måske ar på sjælen, men det andet er så uforklarligt afgrundsdybt. Det har været år, der har slidt på hele familien,” siger Kenneth Brinkmann og tilføjer:

”Det er også derfor, jeg søger efter noget mere meningsfuldt. Jeg skal ikke partout ud at redde verden, men jeg har brug for at finde noget andet at løbe efter end KPI’er.”

Du skrev på LinkedIn: ”Husk at have det sjovt og at grine hver dag”. Hvorfor er det vigtigt?

”Jeg kender mange, også mine egne søskende, der ser sig selv som ofre for en barndom, der ikke kunne give dem det, de håbede på. Det gør jeg ikke. To og syv i poker er da en skidt hånd. Men jeg kan vælge at gå i sort eller grine af det. Og hvis jeg griner, så er det ikke spillet, der definerer mig. Så er det mig, der definerer spillet. Fra jeg var ganske lille, har jeg altid taget brave face på og grinet af tingene. Måske kunne jeg være blevet en glimrende komiker.”

Så hvad skal der ske nu?

Ja, Cirkus Arli mangler jo artister … nej, spøg til side. Reelt kunne jeg nok bedst tænke mig at være i en virksomhed, der har et produkt. Men det vigtigste er, at jeg kan se mig selv i det. Jeg har ikke behov for at være direktør. Det havde jeg heller ikke før.”

Freelancekonsulent?

”Nej. Jeg er bedst, når jeg er sammen med andre mennesker. Jeg løber tør for energi, hvis jeg bare er mig selv. Alt, hvad jeg har opnået i min karriere i bureauverdenen, er opstået af teamwork og fællesskab. Jeg kan ikke tage æren for noget som helst af det alene.”