Det er en glad Kim Jong Andersen, juryformand for Danish Digital Awards, som mediet Markedsføring fanger over telefonen. Han kan nemlig fortælle, at antallet af indsendelser til prisen igen har sat rekord.

“Antallet af indsendelser har overgået mine forventninger. I forhold til betalte indsendelser har vi en 10 procents vækst fra sidste år,” siger Kim Jong Andersen, der videre fortæller, at DDA har besluttet ikke at offentliggøre det eksakte tal.

Det er særligt de meget forretningsorienterede kategorier, der bidrager positivt til stigningen af indsendelser samt kategorien digital transformation.

“Vi kan se, at der kommer et stigende antal indsendelser til forretningsorienterede og tunge kategorier som digital value propositions og the greater good, der nu er næsten ligeså store som creative campaign,” siger Kim Jong Andersen og tilføjer:

“Og så tyder noget på, at der stadig sker en masse digital transformation, for den kategori er igen rigtig stor.”

Hårdt år for detailhandlen

Juryformanden havde dog sat sine forventninger lavt, da der siden forrige DDA har været tre store kriser: Den russiske invasion af Ukraine, energikrisen og inflation.

“Vi kan se, det har haft indvirkninger på nogle brancher, eksempelvis er detailhandlen ikke så stærkt repræsenteret som tidligere, og det kan skyldes, at 2022 var et rigtig hård år for den sektor,” siger han.

Kim Jong Andersen påpeger, at årsagen til, at DDA igen slår rekord, er, at juryen ifølge ham har været gode til at dele budskabet på sociale medier.

“Konservativt sat har DDA haft et milliontal af visninger på LinkedIn i perioden op til deadline,” siger han.

Rettelse 09/03, klokken 15:00: Det var ikke innovation, der var næsten ligeså stor som creative campaign. Det var i stedet the greater good.