Black Friday, der løber af stablen i morgen, er stadig en god forretning. Sådan lyder det fra Kim Jong Andersen, Managing Director i WDP X og juryformand ved Danish Digital Awards.

Markedsføring har i denne uge beskrevet, hvordan både Silvan og IKEA går i luften med kampagner, der opfordrer til mindre og mere bæredygtigt forbrug – og dermed går imod Black Friday. Men det øgede fokus på bæredygtighed betyder ikke, at Black Friday skal køres på lossepladsen, siger han.

“Black Friday har jo sat nye rekorder år for år, så der er ikke noget, der tyder på en afmatning på udsalgsdagen. Og jeg går ikke ud fra, at detailhandlen stopper med at ville benytte anledningen til at få banket salget i vejret foreløbig. Så umiddelbart er der intet, der tyder på, at det skulle være en dårlig forretning.”

Slå ikke forbrugerne i hovedet

Grundlæggende advarer han også imod at lave kampagner i forbindelse med Black Friday, der opfordrer til mindre salg, hvis dit formål i sidste ende stadig er at sælge mere.

”Man skal passe på med at sætte røven i klaskehøjde. Vil du lave en kampagne, der slår imod forbrugerismen, skal du vise, at der virkelig er handling bag dine ord,” siger han. 

Han mener, at brands virkelig skal være varsomme med kampagner, der er kritiske over for Black Friday.

”Jeg vil gerne kritisere dem, der gør en masse i tale, men ikke i handling. Hvis du bare prøver at foregive, at du vil noget godt for verden og siger, at folk skal styre deres forbrug, imens du håber på, at de køber mere, så bliver du en hykler,” siger han og tilføjer: 

”Derfor skal brands virkelig også passe på, at de ikke bare laver kampagner, der bare “basher” forbrugerne for at købe på Black Friday.”

Det har Kim Jong Andersen det generelt svært med. 

”Uanset, hvordan vi vender og drejer det, så kører klimadagsordenen i nogle af de øvre samfundslag, der har råd til og er privilegerede nok til at sige, at de sgu ikke køber ting på udsalg. Men sådan er verden ikke for en stor del af Jordens befolkning. Skal de mennesker så bare holdes nede og udskammes og have at vide, at det er noget svineri, at de køber på Black Friday, så andre kan pudse deres glorie?” spørger han retorisk.

”Det mener jeg ikke. For dem kan det være en positiv ting, at de kan få mulighed for at købe noget, de har brug for, de ellers ikke ville have råd til,” siger han og peger blandt andet på, at der er familier, som søger økonomisk støtte i julen – og er blevet presset økonomisk af corona.

En genial kampagne

Helt konkret vil Kim Jong Andersen dog godt finde de store roser frem til IKEA. Møbelgiganten er i år gået i luften med en stor kampagne, Green Friday, med afsæt i Danmark, hvor kæden sælger vintage-klassikere og genkøber gamle IKEA-møbler.

”Jeg har kun godt at sige om den kampagne. Det er smågenialt. Det er en af de eneste kampagner, hvor det for alvor hænger sammen. Det er ikke bare et budskab. Der er substans og handling bag,” siger han.

”Det vildt fede strategiske træk er, at det bidrager til at fortælle, at deres brand ikke kun skal opfattes som billigst, men at det faktisk er kvalitetsmøbler, de laver. At de kan holde meget længere, end man lige tror. Det er en strategisk brandpositionering, der går direkte tilbage til produktet. Purpose og produkt hænger tæt sammen,” siger han.

IKEA er også tidligere – blandt andet ved Danish Digital Awards, hvor Kim Jong Andersen er juryformand – blevet præmineret for sine kampagne Black Friday (re)sale, der ligeledes gjorde op med Black Friday.

”Hele kampagnen viser rent faktisk, at vi kan skabe en cirkulær økonomi, hvor man kan købe noget brugt, og at vi generelt kan være med til at mindske klimabelastningen ved at købe mindre nyt og bruge de ting, vi har, bedre. Det er umuligt at kritisere nogen, der formidler det budskab troværdigt,” siger Kim Jong Andersen.