Den danske NGO Kirkens Korshær, der driver over 250 genbrugsbutikker i Danmark, har taget et skridt ind i en ganske ny verden.
Organisationen har således i dag lanceret et nyt initiativ – Secondhand Skins – en digital genbrugsbutik for donerede Counter-Strike 2-skins.
Det oplyser det kreative bureau Nord, der har samarbejdet med Kirkens Korshær om at bringe genbrugstanken med ind i gaming, i en mail til Markedsføring.
Idéen er blevet til Secondhand Skins – et site, hvor gamere nu kan donere de skins og andre CS2-items, de ikke længere bruger, direkte til Kirkens Korshær på online gaming-platformen Steam.
Herefter videresælges de donerede genstande, og pengene går til arbejdet for udsatte unge i Danmark.
Genbrug behøver ikke være fysisk
For Kirkens Korshær er initiativet en mulighed for at undersøge, hvad genbrug kan være i en tid, hvor en stadig større del af menneskers liv og ejendele også findes digitalt.
”Genbrug har altid handlet om, at det, der ikke længere har værdi for én person, kan få værdi for en anden. Det princip ændrer sig ikke, bare fordi genstanden er digital,” udtaler Tenna Kristiansen, kampagneansvarlig i Kirkens Korshær, i mailen og tilføjer:
”Vores genbrugsbutikker rundt om i Danmark er fortsat en helt central del af Kirkens Korshær, men som genbrugsaktør skal vi også turde være nysgerrige på nye former for genbrug. Secondhand Skins er et konkret forsøg på netop det.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Om den lidt specielle kombination af Kirkens Korshær og Counter Strike, siger hun, at det også handler om at tale til en ny målgruppe:
”Gamere kan give ting, de ikke længere bruger, et nyt liv og samtidig støtte børn og unge i udsatte positioner i Danmark. Det er en ny måde at bidrage til vores arbejde på, og samtidig giver det os mulighed for at møde mennesker dér, hvor de er, og inspirere dem til at gøre en forskel med noget, de allerede har.”
Minder om et klædeskab
Secondhand Skins er udviklet pro bono af det kreative bureau Nord i tæt samarbejde med bureauets specialiserede gaming-afdeling, Nord FTW, som åbnede i København for godt et års tid siden.
”Da vi kom til at tale om gaming og genbrug sammen, var parallellen egentlig ret åbenlys. Et Steam-inventory minder overraskende meget om et klædeskab. Man har sine favoritter, man bruger igen og igen, og så har man en masse ting liggende, man næsten har glemt, man ejer,” udtaler Mads Schmidt Guldbrandsen, der er senior creative på Nord, og tilføjer:
”Forskellen er bare, at de her ting er digitale – men har stadig en reel værdi.”
Og det var præcis de tanker, der blev udgangspunktet for at behandle Kirkens Korshærs velkendte genbrugsmodel som noget, der også kunne eksistere i en digital økonomi.
”Giv det videre”
Credits
- Mads Schmidt Guldbrandsen – Senior Creative
- Peter Conlan – Senior Creative
- Tim Fremmich Andresen – Creative Director
- Sirid Wils – UX Designer
- Signe Rosenørn – Senior Account Manager
- Amanda Söderholm – Community & PR Strategist
Peter Conlan, der er senior creative på Nord udtaler i mailen, at man godt kunne lide enkeltheden.
”Enkeltheden i, at vi egentlig bare tager noget, alle kender fra fysisk genbrug, og flytter det ind på Steam. Eller samme tanke, men fra garderobe til inventory,” siger han og tilføjer:
”Har du noget liggende, du ikke bruger, så giv det videre. Og selvom det enkelte skin måske næsten ingenting er værd, kan mange små donationer tilsammen blive til noget, der faktisk gør en forskel.”
Nord oplyser, at Ifølge Clashs CS2 Inventory Value Calculator, der angiveligt dækker mere end 8,2 millioner inventories, så indeholder et gennemsnitligt inventory omkring 70 items.
Bureauet henviser desuden til rapporten SteamAnalysts CS2 Skin Market Report 2026, som viser, at omkring 27 procent af de trackede CS2-item-varianter har en værdi på under én dollar.
Pengene fra de donerede skins går til Kirkens Korshærs arbejde for udsatte unge i Danmark.
Se kampagnefilmen herunder.