Flere danske bureauer var i sidste uge at finde på Clean Creatives F-liste. En liste. der kritiserede reklamebranchen for at samarbejde med virksomheder, der skader planeten.
Nu er der én virksomhed færre på den liste. Danske Creative Zoo, der optrådte for deres arbejde med Energi Danmark, er nemlig blevet fjernet efter bureauets partner og Senior Copywriter, Martin Rask Pedersen, tog fat i Clean Creatives.
”Vi er glade for at blive fjernet fra listen. Både på vores egne og på Energi Danmarks vegne,” skriver Martin Rask Pedersen i en mail til Markedsføring og tilføjer:
”Det bedste havde selvfølgelig været, at vi slet ikke havde været med. Men jeg synes faktisk, at det er rigtigt stærkt, når folk indrømmer, at de har lavet fejl og er klar til at rette op på det. Det vidner for mig om en organisation, der ikke kun er ude på at hænge nogen ud, men også på at gå i dialog og faktisk forsøge at ændre noget.”
Eksklusionsgrundlag
Markedsføring har set mailkorrespondancen mellem Martin Rask Pedersen og Clean Creatives Executive Director, Duncan Meisel. Duncan Meisel skriver blandt andet:
“Vi fejlkommunikerede rammerne for vores research til en af vores research-partnere, og jeg undskylder meget for fejlagtigt at nævne dit team på denne måde.”
Markedsføring har også selv taget fat i Duncan Meisel for blandt andet at høre, hvordan fejlen er opstået, om de vil gennemgå listen igen. Markedsføring vil også gerne spørge, hvorvidt fejlen underminerer listens troværdighed. Duncan Meisel er endnu ikke vendt tilbage.
I forbindelse med F-listen har Clean Creatives oplistet en række kriterier, der skal gøre sig gældende for at ende på den. Et af dem er, at virksomheden, som bureauet samarbejder med, skal generere 50 procent eller mere af sin omsætning fra handel med fossile brændsler.
Derfor har Markedsføring også rakt ud til Andel, der ejer størstedelen af Energi Danmark, for at høre, hvordan deres omsætning fordeler sig på fossile brændsler og grønne alternativer som vindmølleenergi.