For nylig udgav de klimaaktivistiske kreative Clean Creatives en liste over bureauer, der samarbejder med fossile virksomheder.

På listen optrådte flere danske reklame- og PR-bureauer. Blandt andet var Rud Pedersen, Geelmuyden Kiese, Boye Spellerberg og Creative Zoo at finde. Men kort efter udgivelsen tog Creative Zoo fat i Clean Creatives. Bureauet mente ikke, at de burde stå på listen for deres arbejde med Energi Danmark.

Det har Clean Creatives givet dem ret i, og gruppen har fjernet det danske bureau fra den såkaldte F-liste. Nu oplyser Clean Creatives til Markedsføring, at man har gennemgået listen for lignende fejl, og her lyder det, at Creative Zoo var en enlig svale.

I en mail skriver Duncan Meisel, Executive Director i Clean Creatives:

“Jeg kan bekræfte, at Creative Zoo blev fjernet fra vores liste efter ved en fejl at have været inkluderet på grund af fejlkommunikation under vores research. Efter en gennemgang for lignende fejl kan jeg også bekræfte, at de er det eneste bureau, der har været med på F-listen af denne grund. Grundlæggende fejlklassificerede vi en af deres kunder som et fossilt brændstofselskab, hvor de ikke hører til under vores kriterier.”

Han tilføjer:

“F-listen er altid et work in progress, og vi modtager løbende opdateringer fra bureauer vi samarbejder med med for at afklare information om deres arbejde med energikunder, og vi ser den form for feedback fra bureauerne som et positivt tegn. Vi modtager gerne lignende opdateringer om andre bureauer på listen.”

Da Creative Zoo i første omgang blev fjernet, skrev Martin Rask Pedersen, partner og senior copywriter, at han var glad for, at de var blevet fjernet.

”Det bedste havde selvfølgelig været, at vi slet ikke havde været med. Men jeg synes faktisk, at det er rigtigt stærkt, når folk indrømmer, at de har lavet fejl og er klar til at rette op på det. Det vidner for mig om en organisation, der ikke kun er ude på at hænge nogen ud, men også på at gå i dialog og faktisk forsøge at ændre noget,” skrev han.