”Jeg blev fuldstændig forelsket i den mission, som bureauet og de to direktører fortalte om. Jeg gik derfra med en god mavefornemmele, og tænkte: ”Det dér sted må jeg bare blive en del af.””
Da Sandra Olsen som led i sin uddannelse på CBS skulle finde et studiejob, anede hun intet om bureauverdenen og anede ikke, hvad Orchestra er.
Men efter hendes samtale til stillingen som trainee var både hun og bureauet solgt.
At hun syv år og seks interne stillinger senere skulle blive udnævnt til partner – hvilket hun officielt blev i går – i selvsamme Orchestra, der i samme tidsrum var vokset til femdobbelt størrelse, havde hverken hun eller direktørerne dog næppe fantasi til at forestille sig dengang.
Bureau-monogam generalist
Orchestra havde kun et år på bagen som bureau, da Sandra Olsen – der i dag er 32 år –startede som trainee tilbage i 2014. Efter halvandet år fik hun sit første rigtige job på bureauet som Mediaplanner.
Hun startede som specialist, men fandt hurtigt ud af, at hun excellerede mere som generalist.
Og Sandra Olsen havde allerede bestridt fem forskellige titler hos Orchestra, inden hun i 2019 arbejdede sig op til at blive Business Consultant – og senest også associeret partner.
”Der er bestemt ikke fordi. jeg er en titelrytter. Det aspekt betyder vitterlig ikke så meget for mig. Det, der betyder noget for mig, er, hvad jeg står op for om morgenen – og de opgaver, som jeg møder ind til.”
Men hvordan kan det være, at du er blevet på et og samme bureau i hele din professionelle karriere indtil nu?
”Der er der mange, der spørger mig om. I min alder er det meget lang tid at have været det samme sted i syv-otte år, men min tid på Orchestra har været fuldstændig forskellig gennem årene. Vi var jo et helt andet sted for syv år siden end for fire, og vi er et helt andet sted i dag,” siger Sandra Olsen.
”Derfor har jeg heller aldrig nogensinde følt, at jeg har stået stille,” tilføjer hun.
Mediesky mediekritiker
På trods af at Sandra Olsen arbejder på et mediebureau, så forholder hun sig selv kritisk til medier, og bruger sjældent selv sociale medier og medier generelt.
Og det, tror hun, har været en fordel i hendes snart otte-årige karriere på Orchestra.
”Mediebureauer kan ofte godt synes, at medier er løsningen til alting – og den evige sandhed. Jeg tror, det har været min fordel hele vejen, at jeg har en sund kritisk tilgang til det, jeg laver. I mine øjne bør betalte medier for eksempel altid være den sidste mulighed, man kigger ind i i forhold til en løsning – for det er jo altid nemt at betale sig fra ting.”
Men hvad er det akkurat, du kan, der gør, at du bare kravler højere og højere op i bureau-hierakiet?
”Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, at det, at jeg grundlæggende er motiveret til altid gøre mit bedste i alt, hvad jeg involverer mig i, betyder meget. Og så pakker jeg aldrig noget ind og er aldrig bange for at sige min mening. Eller indrømme det, hvis jeg har taget fejl,” siger Sandra Olsen.
Græsset ej grønnere
Selvom Sandra Olsen føler, hun ’består af Orchestra-DNA’, vil hun ikke udelukke, at hun en dag skal prøve noget andet. Men det er ikke, fordi hun går med langtrækkende fremtidsplaner.
For hun ser en stor kvalitet ved at være og blive det samme sted – selvom det er atypisk for unge i bureaubranchen.
”Jeg oplever, at der en tendens, der går på, at man udvikler sig ved at skifte job. Men jeg er nået frem til, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side. Der er for eksempel mange ting, man skal starte fra bunden, når man skifter job. Jeg ser det som en stor fordel for mig, at jeg kender bureauet så godt, at jeg har kunne udvikle mig på toppen af det og vokse i takt med det,” siger Sandra Olsen.
Har du et godt råd til unge eller nye bureaufolk, der gerne vil skabe karriere fra ’bunden’ af branchen?
”Jeg tror på, at en kombination af hårdt arbejde samt at dygtiggøre sig kan få en langt. Men man skal have en attitude, der udstråler, at man tror på det, man gør – og samtidig også være ydmyg, lyttende og åben overfor andres input. Men det er vigtigt at have en god portion tro på sig selv,” siger Sandra Olsen og tilføjer:
”Jeg er selv tit blevet spurgt ind til det dilemma med at ”komme ud af sin rolle” – i mit tilfælde fra trainee til fuldtidsansat. Men her er man bare nødt til at slippe fortiden, og se sig selv som fuldstændig ligeværdig med de andre ansatte. Men i den sammenhæng er det også en grundforudsætning, at der er god kultur og ledelse på bureauet.”
Sandra Olsen blev udnævnt til associeret partner i efteråret 2021. I denne måned blev Anne Stokholm også tilføjet til Orchestras udvidede partnerprogram. Hun startede hos Orchestra i 2018 og sidder i dag som Director i en rådgiverrolle på bureauet.