Når Tour de France starter i Danmark, så har det kostet millioner på kistebunden hos de af landets kommuner, som løbet kommer forbi. 

I Vejle Kommune bruger man 18 millioner af borgernes kroner på løbet. I Sønderborg Kommune bruger man 21 millioner kroner. De to kommuner lægger henholdsvis start og mål til 3. etape af løbet. 

Og i Kalundborg Kommune, som 2. etape med start i Roskilde Kommune kører igennem, bruger de en million kroner på løbet. 

Det fortæller borgmestrene i de tre kommuner til mediet Markedsføring. 

”Jeg vil nok sige, at koster omkring en million, når vi er færdige. Det er ikke forkert,” siger Martin Damm, der er borgmester i Kalundborg Kommune. 

Fra borgmester i Vejle Kommune, Jens Ejner Christensen, lyder det: 

”Vi er klar over, at det er mange penge at bruger 18 millioner af borgernes kroner på det her. Vi kommer ikke til at se det sådan, at det skal tjene sig ind igen i form af overnatninger og turister og restaurantbesøg. Vi ser det som en del af en langsigtet investering i at fortælle om Vejle som en god cykelkommune,” siger borgmesteren. 

I Sønderborg Kommune vedkender borgmester Erik Lauritzen sig også, at det er mange penge, kommunen kaster efter Tour de France. 

”Når man bruger så stort et beløb, skal man overveje det længe og grundigt, for de 21 millioner kroner kunne være brugt på børnehaver eller andet,” siger Erik Lauritzen. 

I alt koster løbet mindst 180 millioner kroner for de 13 kommuner, som løbet kører igennem, har Politiken tidligere afsløret. 

Mest af alt en marketing-satsning

Ifølge borgmestrene i Kalundborg, Sønderborg og Vejle er det primært en stor marketing-manøvre at få Tour de France til de tre byer. 

”Jeg er ikke i tvivl om, at det er pengene værd med den markedsføring, vi får – og den stolthed, vores borgere for,” siger Erik Lauritzen fra Sønderborg Kommune.  

”Omsætningen i kommunen er det mindste, for det er kun nogle få dage. Vi forventer ikke, at pengene kommer direkte ind der. Men vi har haft svært ved at fastholde eller få nye borgere til Sønderborg. Der er heldigvis en tendens til, at borgere fra de store byer gerne vil bo anderledes og flytte ud på landet igen, og vi tror på, at den branding kan være med til at styrke den udvikling hos os,” siger Erik Lauritzen. 

Fra Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen, er det også klart, at Tour de France er en del af et stort branding-tiltag. Med kongeetapen i Post Danmark Rundt flere år i træk har Vejle generelt satset stort på cykling som branding, og Tour de France er endnu et skridt i den fortælling. 

”Vi sagde ja i Vejle for mange år siden. Det har en klar værdi for os, fordi vi har bygget en fortælling op om Vejle som en god cykelby. Vi har Grejsdalsløbet, der er Danmarks største motionsløb, og vi har tit være så heldige at have kongeetapen i Post Danmark. Tour de France er endnu et lag på den gode fortælling. Det er det vigtige i vores satsning,” siger han. 

I Kalundborg Kommune, hvor løbet spenderer cirka 50 kilometer, ser borgmesteren også løbet som markedsføring.  

”Man skal jo ikke gøre det her alene ud fra, at man tror, at der er en god forretning. Det er jo også en oplevelse for alle borgerne. Så er der noget omsætning, der ligger sig i alle vores turistoperatør-led. Alle dem der har campingpladser og butikker – you name it.  Men at gøre det op, det tør jeg ikke lægge hovedet på blokken på,” siger borgmester Martin Damm. 

Hvilken effekt er vigtigst for dig som borgmester? 

”Det i sig selv – den oplevelse vi får ved det – det er squ’ alle pengene værd. At der så falder en masse af i handel i på restauranter og campingpladser i omsætning; det er jo bare et plus. Og så har vi jo nogle fantastiske kyststrækninger, og vi få dem jo nærmest til at køre allevegne (på dem, red.). Så vi får nogle gode tv-billeder ud i verden. Det kan også være, at nogle af de turister der er her til løbet, tænker at de vil komme tilbage en anden god gang,” siger Martin Damm. 

Afviser selv at undersøge branding-effekt

Men selvom der bliver kastet mange millioner efter løbet, har borgmestrene ikke selv tænkt sig at undersøge, om deres store marketing-satsning er pengene værd. 

Der bliver lavet en samlet evaluering af Tour de France-starten af organisationen bag – Grand Depart Copenhague. Her vil der blandt andet være en analyse af medieomtaler og omtaler af den danske Tour-start på sociale medier. Ligeledes vil medieomtaler for de enkelte kommuner blive undersøgt.

Men de tre kommuner afviser over for Markedsføring, at de vil undersøge den samlede branding- og marketingeffekt af løbet kommunalt.

Kommer I i Vejle til at undersøge eller dokumentere marketing- og brandingeffekten af Tour-starten? 

”Det har vi sagt pænt nej tak til,” siger Jens Ejner Christensen, borgmester i Vejle Kommune. 

”Da vi træffer beslutningen om at bruge de 18 millioner kroner, er vi ikke interesserede i at kende effekten. Vi siger ja, fordi vi synes, det er spændende at være med. Det vigtige er ikke at retfærdiggøre det bagefter. Vi kunne have en interesse i det, men det ville ligne, at vi forsøger at retfærdiggøre det. Og jeg ryster ikke på hånden. Det er alle pengene værd, og vi køber en kæmpe oplevelse, som vi har bygget op til i flere år,” siger Vejle-borgmesteren. 

I Sønderborg Kommune er det heller ikke noget, borgmester Erik Lauritzen vil prioritere at undersøge særskilt for kommunen. 

”Vi laver i Grand Depart en grundig evaluering af løbet. Ikke af Sønderborg, men generelt på Tour-starten. Det er sådan, vi gør det. Vi har engang fået et bureau til at vurdere markedsførings-værdien af en stor spejderlejr i kommunen, og dengang mente man, omtalen var 70-80 millioner kroner værd. Det lægger jeg ikke for meget i, for det er svært at vurdere. Men kloge mennesker kunne sikkert lave skarpe beregninger på det,” siger Erik Lauritzen. 

Og i Kalundborg Kommune er det heller ikke planen, siger borgmester Martin Damm. 

Vil I efterfølgende gøre noget for at undersøge og dokumentere de branding-effekten, I har fået for jeres investering, Martin damm?  

”Det tror jeg ikke, vi gør. Det bliver simpelthen for svært at måle. Men man kan jo se på turisttal og sådan noget over tid. Men var de her så på grund af Tour de France, eller var det på grund af noget andet? Og det kunne vi jo bruge rigtig mange penge på at undersøge – apropos penge,” siger han og tilføjer, at det i sidste ende slet ikke er effekten af løbet, det handler om: 

”Vi tager det simpelthen bare som en fed oplevelse for alle vores borgere og alle de turister, der kommer til. Vi har også mange feriehuse, der er propfuldt af turister nu, der bare venter på at se Tour de France.” 

Tour de France bliver kørt i Danmark med start i København den 1. juli. 2. etape bliver kørt fra Roskilde til Nyborg den 2. juli, og tredje etape med start i Vejle og afslutning i Sønderborg bliver kørt den 3. juli, før løbet begiver sig videre til Frankrig.