Karsten Anker Petersen, Head of Public Affairs hos Primetime, træder ind i ejerkredsen hos kommunikationsbureuaet og bliver partner. Det skriver Primetime i en pressemeddelelse.
Karsten Anker Petersen har været ansat i Primetime siden august 2020. Inden da arbejdede han som sekretariats- og kampagnechef hos Liberal Alliance.
“Potentialet er stort. Primetimes spidskompetencer er en dyb samfundsforståelse tilsat analytiske, strategiske og kreative hoveder. Den kombination har skabt gode resultater, og det er et sjovt og inspirerende miljø at være en del af. Jeg glæder mig til at fortsætte udviklingen af bureauet og det gode samarbejde med Thomas, Casper og alle de andre i teamet,” siger Karsten Anker Petersen i pressemeddelelsen.
Fra Managing Partner i Primetime, Casper Hyldekvist, lyder det:
“Karsten har en lang karriere i nogle af Danmarks største virksomheder og interesseorganisationer, ligesom han kender dansk politik indgående. Han har tilført Primetime unikke kompetencer fra øverste hylde, når det gælder f.eks. Public Affairs og finansiel kommunikation. Og han er samtidig en erfaren leder og godt selskab, så vi er glade for, at Karsten har sagt ja til at blive partner i virksomheden,” siger Casper Hyldekvist, der er Managing Partner i Primetime:
Karsten Anker Petersen har i sin karriere også været partner og CEO i Borgen Communications & Public Affairs. Han har også haft titel af kommunikationschef hos både Nets og Dong, og han har i to år været særlig rådgiver for Lykke Friis, da hun var klima- og energiminister.