To tidligere Hello Monday-profiler, Søren Smidt og Asbjørn Poulsen, har kastet sig ud i et nyt projekt, der har fået navnet True Nature.

I en mail til Markedsføring kalder de True Nature for “et nyt initiativ, med fokus på identitet, kreativitet og kultur”.

Måske kan I være en lille smule mere konkrete om, hvad det egentlig er, I laver? 

”Vi arbejder med identitet, retning og forretningsudvikling. Med udgangspunkt i design thinking og med det digitale som omdrejningspunkt. Altså de helt tidlige designprocesser, fra ide og koncept over prototyping,” skriver Asbjørn Poulsen tilbage.

Han uddyber:

“Vi har bevæget os i en digital virkelighed i årtier, og vi ville sagtens kunne bygge endnu en forretning på at fortælle vores kunder, at alt kan fixes med et website. Men vi ved også godt, at vi ikke løser problemerne blot ved at kaste kode efter dem.” 

Prisvant fortid i flere bureauer

Søren Smidt og Asbjørn Poulsen mødtes første gang for mere end 15 år siden på Zupa på Christianshavn.

Siden arbejdede de sammen på prisbelønnede projekter i det digitale bureau Hello Monday, der i dag er en del af Dept.

I 2013 grundlagde de bureauet Magic People Voodoo People, som gennem godt seks år vandt stribevis af danske og internationale priser for arbejde for blandt andre B&O Play.

I 2019 fusionerede Magic People Voodoo People med Skybrud og blev til Limbo, der siden også har gjort sig på award-scenerne med cases for blandt andre Gubi og Ikea og med Webby-vinderen ‘Dear World Leaders’.

Om hvorfor de har valgt navnet True Nature til deres nye projekt, skriver Asbjørn Poulsen.

" Man skal lære at fiske. Ikke bare have serveret en fiskefilet
Asbjørn Poulsen og Søren Smidt, stiftere af True Nature

“Vi skal arbejde med det, som vi er allerbedst til. Og det er at finde ind til kernen. Af virksomheden, af udfordringerne og af mulighederne. Vi skal gøre os umage, og vi skal være autentiske i vores anbefalinger til kunderne.”

To usædvanlige benspænd

Som en lidt paradoksal tilføjelse til det nye initiativ har Søren Smidt og Asbjørn Poulsen sat to benspænd op for sig selv, skriver de:

”Vi tager ikke en ubegrænset mængde projekter ind. Vi startede året med plads til fem nye projekter. Vi har to tilbage i 2023. Vi skilter med antallet på vores website, og det er helt bevidst.”

Og videre:

“Vi skal gøre os selv overflødige over tid. Vi skal efterlade vores kunder med alle de metoder og værktøjer, de skal bruge for selv at kunne fortsætte det gode arbejde. Det skal være uddannende at arbejde med os. Man skal lære at fiske. Ikke bare have serveret en fiskefilet.” 

Men altså, I skal vel også tjene penge?

”Vi vil gerne tjene penge, og det skal vi også nok lykkes med. Men hellere på færre, gode og grundige projekter, end på mange kortsigtede. Når vi begrænser antallet af årlige projekter, er det for at vise en commitment til vores kunder, som til gengæld så også committer sig til et ordentligt forløb med os. Der er sjældent nogle quickfixes i innovation og udvikling,” skriver Asbjørn Poulsen og tilføjer:

" Det kan faktisk godt lade sig gøre at have en meningsfuld gåtur med hinanden under en samtale i telefonen.
Asbjørn Poulsen og Søren Smidt, stiftere af True Nature

”Vi har ydermere altid haft relativt god succes med at skaffe nye kunder — ofte på anbefaling af tidligere — så vi er helt sikre på, at der nok skal være rigeligt at lave, selvom en del af processen går ud på at opkvalificere kunder, mens vi arbejder med dem.”

Vil gøre op med ’røv-i-sædet’

Duoen insisterer også på at bryde den almindelige proces med fælles oplevelser med kunderne væk fra de vante rammer.

”Vi skal lære dem, at de skal op af stolene og væk fra skærmen, når de skal tænke de gode tanker. Derfor insisterer vi på at blande traditionelle workshops med “Out of Office” aktiviteter, som gøder de kreative frø langt bedre end røv-i-sædet arbejde gør det,” skriver duoen.

Og hvad går det mere konkret ud på?

”Det kan være natur-, kulturoplevelser, gåture, meditationer, fysiske udfoldelser, etc. Alt efter hvad rammerne fordrer. Det kan være svært at gøre remote, men det kan faktisk godt lade sig gøre at have en meningsfuld gåtur med hinanden under en samtale i telefonen. Og det ændrer helt grundlæggende på måden, vi kommunikerer på, at vi ikke sidder stille og stirrer på hinanden, fordi vi har lært, at det er høfligt at holde øjenkontakt.”

True Nature offentliggør ikke kundeliste, men oplyser, at man i år primært har arbejdet med amerikanske SaaS-kunder, “og en god del af det i samarbejde med Thank You Studio, som vi arbejdede sammen med første gang for ti år siden”.