Den nordiske rejsekoncern Nordic Leisure Travel Group, der tæller Spies, Ving og Tjäreborg, har valgt Robert/Boisen+Like-Minded og svenske Perfect Fools til et langsigtet nordisk samarbejde. 

Det oplyser Spies i en mail til Markedsføring.

Bureauerne skal, hedder det i mailen, sammen ”opbygge et kreativt univers, der styrker de lokale brands på tværs af de nordiske markeder med en fælles platform og kreativ kraft”.

Og det føles rigtigt, lyder det i mailen fra Søren Christensen, partner og strategy director på Robert/Boisen+Like-Minded.

”Det føles som at komme hjem – og samtidig tage afsted på en ny rejse. Spies har altid haft en særlig plads i vores hjerter. At få lov til at arbejde med tre af Nordens mest ikoniske rejsebrands er en drømmeopgave,” lyder det fra ham i mailen, hvor han tilføjer:

Her er de to bureau-teams

Robert/Boisen + Like-Minded

  • Gitte Andersen, Senior Account Director og Partner
  • Christoffer Boas, Associate Creative Director og Partner
  • Klara Vilshammer, Associate Creative Director og Partner
  • Søren Christensen, Strategy Director og Partner
  • Heinrich Vejlgaard, Creative Director og Partner
  • Victor Petri, Head of Activation and Partner

Perfect Fools

  • Klas Lusth, CEO og Executive Creative Director
  • Maria Lundvall, Senior Account Director og Partner
  • Desiré Engström, Senior Copywriter
  • Mattias Mattisson, Design Director og Partner
  • Nayeli Kremb, Creative Director and Partner

”Ambitionen er at skabe kommunikation, der er lige så mindeværdig som selve ferien.”

To bureauer – ét fælles nordisk univers

Valget af to bureauer er et strategisk initiativ fra Nordic Leisure Travel Group, som i pitchprocessen så potentialet i at kombinere det bedste fra to kulturer. 

”Med stærke digitale og kreative kompetencer i både Danmark og Sverige – samt lokale kræfter i Norge og Finland – skal samarbejdet sikre både nordisk rækkevidde og lokal relevans”, lyder det fra Spies, hvor head of marketing, Morten Willesen, uddyber:

”Bureauerne supplerer hinanden på unikke måder og har begge stærke strategiske og digitale kompetencer. Samtidig har vi involveret kreative kræfter i Norge og Finland for at sikre, at konceptet får samme styrke i hele Norden,” skriver han og tilføjer:

”Vi er overbeviste om, at samarbejdet vil øge effekten af vores kommunikation og skabe et kreativt univers med endnu større gennemslagskraft.”

Robert/Boisen og Perfect Fools har etableret en fælles nordisk arbejdsgruppe, der arbejder tæt med Nordic Leisure Travel Groups marketingteams i Stockholm og København.

”Vi har fundet et bureau, vi deler meget med – og som samtidig supplerer os stærkt. Med en tydelig ansvarsfordeling og fælles ambitioner tror vi på, at samarbejdet bliver en stærk cocktail,” siger Søren Christensen.

De to bureauer lancerer deres første fælles kampagneunivers sidst på året.