”Nogle mennesker er til chokoladejulekalendere, mens andre hellere vil skrabe sig til millionen. Min julekalender kan ingen af delene.”
Sådan indledte Art Director Louise Lindholm torsdag et LinkedIn-opslag. Her præsenterede hun den første låge i en print-julekalender med hendes eget arbejde, der skal hjælpe hende med at lande et nyt job inden jul.
Louise Lindholm og hendes makker, Copywriter Julie Tjørnelund, blev begge opsagt på MBA i slutningen af november – ifølge hende med den økonomiske krise som forklaring.
”Det er en fucked up tid at blive fyret i lige nu. Der er økonomisk krise og forinden har der lige været to års pandemi, så chancerne for mig for at finde et job lige nu, er ikke store, hvis jeg ikke gør en ekstra indsats,” siger Louise Lindholm og tilføjer:
“For at få et job nu, skal man gøre noget nyt. Og noget ekstra”.
En måde at råbe højt, men samtidig give
Louise Lindholm fik idéen til julekalenderen få timer efter, at hun fik at vide, at hun var blevet fyret.
”Jeg sad derhjemme og tænke over, hvordan jeg kunne finde på en måde at råbe højt, og som samtidig giver noget og inviterer ind. Der er andre arbejdsløse unge talenter derude, så hvordan kunne jeg være den, der kom ud med mit budskab,” siger Louise Lindholm og fortsætter:
”Og så tænkte jeg, at der er 24 dage til Jul. Så hvad nu, hvis jeg hver eneste dag indtil juleaften fletter et jeg-leder-efter-job-opslag ind i et stykke arbejde, som både viser den måde, jeg er Art Director på, og som viser den slags reklame, som jeg godt kan lide at lave.”

Fyring kom ikke som chok
Både Louise Lindholm og hendes makker, Copywriter Julie Tjørnelund, blev færdige på Kreativ Kommunikation på DMJX i sommer og gik fra freelance ansættelse til fastansættelse på MBA i slutningen af september.
At blive afskediget fra sit første job kommer ikke som et kæmpe chok for det kreative team.
“Vi har været virkelig glade for at være MBA, og vores kreative chef har været en drøm at arbejde under, men vi kunne godt mærke her den sidste måneds tid, at der ikke var så travlt på arbejdet. Når der er krise, og man nærmest ikke har nogle opgaver, så ved man jo godt, at det kan resultere i, at det er ens stilling der står for skud,” siger Louise Lindholm.
Men blev du alligevel ikke overrasket i og med, at du og din makker næsten lige er blevet ansat?
“Både og. Jeg tror egentlig ikke, at der var nogen os, der på daværende tidspunkt kunne forestille sig, at der ville komme så stort et stop i økonomien på grund af inflationen og energikrisen. Så jeg er hverken sur eller skuffet over mine chefer. Mange af de kunder, der skulle betale min løn, forsvandt jo på grund af nedskæringer og besparelser i marketingbudgetterne,” siger Louise Lindholm.

Respons har været god
Som udgangspunkt har Louise Lindholm opstillet det krav til print-julekalenderen, at alle opslag skal være nyt arbejde, fortæller hun. Og for at det kan lade sig gøre at lave en ny print-annonce om dagen, får hun hjælp af sin faste makker Julie Tjørnelund.
Og Indtil videre har responsen på print-julekalenderen været god.
“Både Julie og jeg har allerede fået en mange nye anmodninger fra folk i branchen, efter den første låge blev postet på LinkedIn. Den har givet noget opmærksomhed, og med den har folk haft lyst til at se, hvilke kreative profiler vi er. Så det er jeg taknemmelig for, og så må vi se, hvordan folk tager imod de næste mange opslag,” siger Louise Lindholm.
Du har arbejdet med din makker i mange år. Bliver I nødt til at blive splittet op nu?
“Nej, det gør vi ikke. Men vi tog snakken, for det er jo vigtig, når man arbejder sammen hver dag og har arbejdet sammen i mange år. Vi er altid åbne over for hinanden og tjekker lige ind en gang imellem, om vi stadig skal være et team,” siger Louise Lindholm og fortsætter:
”Så det tog vi også en snak om tirsdag efter vores fyring. Lysten er der bestemt stadig, men vi er begge to meget afklarede med, at hvis den ene får tilbudt drømmejobbet, så må man give slip for en stund. Men endnu bedre er det dog, hvis man kan få den anden med.”
Er blevet sværere at få job
Louise Lindholm fortæller, at der er flere af hendes tidligere medstuderende, der ikke er kommet i job, efter de blev færdige på DMJX i sommer.
”Det var allerede svært at få job i forvejen, og nu er det bare endnu sværere. Jeg synes, at det er ærgerligt, at unge mennesker, der har brugt så meget tid på en uddannelse, skal ud på dagpenge og spilde deres talent på den måde,” siger hun.
Hvad er next step, hvis du ikke får landet et job med din print-julekalender?
“Jeg er en smule stædig, så jeg giver ikke op. Jeg ved ikke, om det bliver at gå fra dør til dør hos de kreative chefer og synge julesalmer, det må tiden vise. Men jeg håber ikke for dem, at det kommer så vidt, for jeg synger ikke så godt.”
Men hvordan ser du dine chancer for at lande et job her midt i krisen?
”Det er jo ikke, fordi at job som Art Director hænger på træerne. Men jeg er positiv, og jeg tror på, at der nok skal være et job derude. Og jeg tror og håber på, at branchen nok skal komme sig hurtigt over krisen.”
MBA bekræfter fyringer
Markedsføring har kontaktet MBA for en kommentar til den kreative duos opsigelse.
”Det er korrekt, at vi i MBA har måtte afskedige her i november. Det skyldes, at to større kunder, der begge er berørt af krisen, har udskudt en række større projekter hos os. Vi forventer dog, at disse kunder kommer tilbage til det forventede niveau igen, men først så sent i 2023, at vi har været nødt til at agere på det nu her,” skriver Rasmus Fisker, der er Managing Director på MBA, i en mail til Markedsføring.
Jesper S. Jørgensen, der er CEO Mediacom Group, som MBA hører under, skriver i en mail til Markedsføring:
”Vi er et bredt forankret bureau med mange forskellige specialenheder (heriblandt MBA), og det er helt normalt, at der er økonomiske udsving blandt dem. Generelt set, så forventer vi at kunne lukke året overordentligt positivt, og vi ser også ind i et 2023, der kan levere vækst”.