Det kreative bureau Nord DDB og Kvindedivisionsforeningen indgår et nyt, langvarigt samarbejde. Det oplyser parterne til Markedsføring.

Første del af samarbejdet er en ny visuel identitet Kvindedivisionsforeningen, der omfatter Gjensidige Kvindeliga, 1. division og 2. division. Liga-identiteterne rulles ud i forbindelse med sæsonstarten næste sommer. Derfor er den nye visuelle identitet også hemmelig lidt endnu.

“Nord DDB har brugt tid på at forstå Kvindedivisionsforeningen og er kommet ind bagved og har skabt et udtryk, der stærkt og enkelt udtrykker Kvindedivisionsforeningen og Kvindeelitefodbold. De har udviklet et visuelt univers, som kommer til at positionere os tydeligt i fodboldlandskabet og i mediebilledet i samspil med de velkendte og stærke brands i herrefodbolden,” siger Katja Moesgaard, forperson i Kvindedivisionsforeningen.

Den nye identitet og det videre samarbejde skal udover at få elitefodbolden på landkortet også være med til at skabe et økonomisk fundament for kvindefodbolden i Danmark, der kan højne vilkårene.

“Den nye identitet er mere moderne, kønsneutral og udstråler det høje tekniske niveau, der er kommet i Kvindeligaen,” siger Mikkel Jønsson, bestyrelsesformand i Nord DDB og tilføjer:

“Vi skal på sigt være med til at få danskernes øjne op for kvindernes elitefodbold, så klubberne får flere tilskuere, højere sponsorindtægter og flere tv-penge.”

Skal tiltrække flere fans

Indtil videre kan parterne ikke løfte sløret for, hvad samarbejdet ellers kommer til at bestå af.

De seneste fem år har interessen for kvindefodbold været støt stigende, fortæller Katja Moesgaard, men den har endnu ikke opnået samme opmærksomhed og synlighed som kvindeklubfolden har i Skandinavien og andre europæiske lande.

“Derfor har det været fantastisk at samarbejde med Nord DDB om at skabe et stærkt udtryk, som kan tilføre værdi til kvindefodbolden. Vi ønsker at få en tydeligere identitet på det kommercielle marked og en mere attraktiv position på fodboldmarkedet. Det er medvirkende til at skabe et stærkere brand og mere synlighed i forhold til de interessenter, vi skal have med ombord,” siger Katja Moesgaard og tilføjer:

“Det hjælper også til at få udviklet medierettighedsbilledet. Og det stærkere brand kan indgå i en fornyet fortælling med tætte partnerskaber i erhvervslivet og sponsorater, som kan være med til at løfte kvindefodbolden.”

Hvad skal I lykkes med?

“Udover eksponering og et stærkt udtryk skal vi have gode samarbejdspartnere og gøre fodbolden attraktiv, så vi kan tiltrække flere fans og øge det kommercielle indtægtsgrundlag.”

Kvindeligaen er for nuværende på en kort landsholdspause, mens Danmarks kvindefodboldlandshold kæmper i Nations League. De spiller mod Wales tirsdag aften klokken 20:15.