Kvinder skal være bedre til før og under lønforhandlinger at tale deres egen værdi og præstationer op, hvis de vil have mere løn.

Sådan lyder rådet på kvindernes internationale kampdag fra medlemsorganisationen Business Danmark, der organiserer salgs- og marketingprofessionelle i Danmark.

“Det er vi kvinder ikke skarpe nok til eller bevidste nok om. Du skal løbende kunne formidle din værdiskabelse, når du laver kampagner, arbejder med sociale medier og støtter salgsindsatsen i marketing. Kvinder skal blive meget bedre til at løfte fortællingen om deres værdi for virksomheden,” siger Lise Vestergaard, der er rådgiver hos Business Danmark.

Er det ikke svært?

“Jo, det er virkelig svært. Det kræver i bund og grund, at man lægger sin egen strategi og plan for, hvad, hvor – og i hvilke kontaktflader, det giver mening at kommunikere omkring værdien af det arbejde man selv eller sit team udfører. I min optik er mændene generelt mere opmærksomme på at formidle deres værdi løbende til egen chef og virksomheden.”

Kvinder søger mere rådgivning

Ifølge den seneste lønstatstik fra arbejdsgiverorganisationen KreaKom halter kvinder i alle stillingstyper bagefter mænd på løn i bureaubranchen. Og tal fra Business Danmark viser også, at kvinder i eksempelvis bureauverdenen tjener i gennemsnit lige knap 2.000 kroner mindre i løn om måneden end deres mandlige kolleger.

Lise Vestergaard, karriere- og lønrådgiver hos Business Danmark. Foto: PR.

“Vi kan dog ikke sige konkret, om forskellen hos os skyldes køn, eller om der også er tale om forskel på stillinger og anciennitet” påpeger Lise Vestergaard, der tilføjer, at Business Danmark også organiserer en overvægt af mandlige ledere.

Noget tyder dog på, at kvinder generelt begynder at gøre en stor dyd ud af lønforhandlinger. Ifølge nye tal fra Business Danmark, så søger kvinder i større grad end mænd sparring i forbindelse med løn.

Selvom kvinder udgør 30 procent af medlemsskaren hos Business Danmark, så er 53 procent af lønsparringer i foreningen med kvinder. De er med andre ord klart overrepræsenteret i foreningens lønsparringer.

“Vi ser en stor stigning i antallet af kvinder, der søger lønsparring,” siger Lise Vestergaard.

Ifølge rådgiveren er det godt, at kvinder bruger mere energi på at blive gode til at forhandle om løn.

“Og jeg tror især, det ligger mere naturligt til de yngre kvinder blandt vores medlemmer på mellem 25 og 35. De vil meget gerne have råd til, hvordan de håndterer lønforhandlingen bedst muligt. Dem over 35 kommer også mere på banen, men de vil i større grad gerne vide, om deres løn ligger det rette sted,” siger rådgiveren.

Hvad er dit bedste råd til de kvinder, der gerne vil have en bedre løn?

“Både til de unge og de ældre er det, at lønforhandling ikke kun foregår til den årlige lønforhandling. Du skal hele tiden kunne italesætte og holde øje med, hvordan du skaber værdi i virksomheden. De skal simpelthen blive bedre til at brande sig selv personligt og til allerede inden lønsamtalen at påpege den værdi, de skaber,” siger hun.

Kan koste talenter

Imens kvinder ansat i marketing kan blive bedre til at forhandle løn, så opfordrer Lise Vestergaard også arbejdsgiverne til at sørge for, at der ikke eksisterer et løngab mellem mænd og kvinder i branchen.

“Som branche skal man sørge for, at der ikke er et løngab på de samme stillingstyper, for det vil vi tabe talenter på. Så smutter de bare andre steder hen,” siger Lise Vestergaard.

“De dygtige og digitalt indfødte bliver headhuntet til IBM, Novo Nordisk eller andre store selskaber, før de overhovedet er færdige på studiet. Som arbejdsgiver skal du bare se at få det udlignet. Vi snakker meget om diversitet i bureauverdenen og på ledelsesniveau. Det bliver vi nødt til at fremme hele vejen rundt. Ellers er det ris til egen røv,” siger Lise Vestergaard.

Mænd kan også presse på

Hun ser dog også en tendens til, at både mænd og kvinder begynder at efterspørge andre goder i lønsamtalen end kroner og ører. Og det kan i sidste ende styrke ligestillingen på lønsiden, vurderer hun.

“Mange har måske også den løn, de gerne vil have. Det, mange overvejer, er, hvordan de får det bedste arbejdsliv kombineret med familie og fritid – det, man kunne kalde ’det hele liv’. Jeg har en lille tese om, at vi vil rykke os tættere på lige løn for lige arbejde, fordi flere mænd også værdsætter noget andet efter to år med corona,” siger hun og tilføjer: 

“Jeg tror, mange har oplevet, at det også er rart at have tid til at hente, og de begynder at stille krav om andre ting som fleksibilitet, uddannelse og fritid i jobsamtalerne. Generelt kan du jo også bruge din lønforhandlinger til at gå efter andre goder end løn,” siger Lise Vestergaard.

Vi har også spurgt Lise Vestergaard, hvordan kvinder bedre kan sikre sig en god løn ved forhandlingsbordet. Læs hendes fire råd her.