Hvor er der nogle mænd, som selv starter ligestillings-debatten?
Hvorfor er der ingen mænd, som siger: ”Jeg vil faktisk gerne prøve at blive bedre til at se det fra kvindernes synspunkt”?
Man ser gang på gang kvinder, der prøver – med alle smarte tricks i ærmet – at overbevise samtlige mænd om, at der faktisk IKKE er ligestilling, og prøver at få mænd til at tage det seriøst.
Vi skal helst komme med konkrete eksempler, der kan bevises, for at samtalen er valid og god nok. Det er en kedelig tendens, hvor ansvaret bliver lagt fra sig, og mænd håber på, at der er nogle andre, der gør noget – eller at det hele en dag går over. Der bliver leget gemmeleg.
I bureaubranchen er samtalen helt død. Jeg har aldrig hørt nogen tale om, hvordan det er at være kvinde andet end fra kvinde til kvinde. Så hellere tale om bæredygtighed og ”vores grønne frokostordning” end at spørge eller forholde sig til minoriteter på bureauet.
Det virker helt håbløst og trættende for mig at skulle tage samtalen op med mænd, fordi jeg bliver så træt af at skulle bevise alt, som skulle jeg forhøres i retten. Jeg savner en mand, som siger ’interessant vinkel, prøv at beskriv den situation’ eller måske bare en som sagde: ’jeg er virkelig ked af at høre det, som du har oplevet’.
Én mand, som har lyttet og selv startet samtalen om kvinder generelt på arbejdsmarkedet, har været min egen far.
Helt tilbage fra da jeg var en ung pige , skrev min far hvert år d. 8. marts: ’Tillykke med Kvindernes Kampdag, min pige’.
Min far har været direktør i flere virksomheder bl.a. i Østeuropa, hvor han har været i møder primært domineret af mænd – og i samfund, som er væsentligt anderledes end det danske.
Men alligevel så har de fx i Ukraine en tradition for, at på Kvindernes Kampdag bliver kvinderne mødt af deres mandlige kolleger med et ’tillykke’ og en blomst. Min far var også med til at forfremme kvinder til stor provokation hos de øvrige ledelses- og bestyrelsesmedlemmer, men han holdt ved for at være med til at gøre en forskel og gøre op med en mandsdomineret kultur. Og ikke mindst for at støtte de kvinder i virksomheden, som blev udfordret.
Det er ikke, fordi jeg ønsker at møde op på arbejde i næste uge og få blomster af mine mandlige kolleger.
Det, tror jeg næppe, løser noget, og det ville nok også virke en smule akavet. Men eksemplet illustrerer en involvering og respekt, som blandt andet har været med til at styrke kvinder og andre minoriteter på arbejdspladsen og reflektere over, hvordan ens virksomhed er skruet sammen.
Det har styrket mig i, at der er noget særligt ved det at være kvinde, og samtidigt startet en undren over, at det særlige ved mig ikke bliver respekteret, og at jeg tværtimod som kvinde skal arbejde meget hårdere for at opnå den respekt.
Kunne man tage en beslutning om, at man i 2022 prøver at sætte sig nogle mål for, hvordan man ændrer sin tilgang og er mere nysgerrig på sine kollegaer eller medarbejdere?
Er det ikke ved at være lidt old news at nævne Jes Dorph Petersen i enhver diskussion eller prøve at komme med modbeviser såsom manglende pusleborde på herretoiletter, og at vi først i 2022 endelig kan få udbetalt børnepenge til faren også – fordi det var da også på tide. Er det ikke lidt dårlig stil at kæmpe om, hvem der har det bedste argument, og hvem der har det hårdest, når vi snakker om ligestilling?
Det er på tide, at vi sammen vender diskussionen til en samtale og lytter til de forskellige udgangspunkter, som vi hver især har.
Og I kan som mænd ikke længere være neutrale, og der er brug for, at I tager stilling nu.
Måske kunne alle bruge d. 8. marts på at lytte til de historier og emner, som dukker op. Måske hver enkelt arbejdsplads kunne formulere bare et enkelt konkret og målbart punkt, hvor vi vil blive bedre til at handle på en ny måde, der fremmer ligestillingen. Det gælder ikke kun det at være kvinde, men lige så meget et gennemtjek af hele virksomheden med et fokus på minoriteter.
Så mænd, hvad gemmer I jer for? Gemmelegen er slut nu – og du er fundet.
Lisa Sonne er Account Director hos Yellow Umwelt.
