Politikerne og partierne slog alle rekorder for annoncekøb på Metas platforme – herunder Facebook og Instagram – i den nyligt afsluttede valgkamp.

I alt brugte partierne 19,4 millioner kroner det digitale annoncekøb hos Meta, viser tal fra Facebooks Ad Library trukket af politiskannoncering.dk. Det er et massivt hop op fra sidste Folketingsvalg, hvor der ifølge TV 2 blev brugt cirka 2,7 mio. kroner på Meta/Facebook-annoncer. Det overgår ifølge også politiskannoncering.dk kommunalvalget i 2021, hvor der blev brugt godt og vel det halve beløb.

Det helt præcise beløb, partierne tilsammen har brugt i valgkampen er 19.457.390 kroner – lyder det på Twitter fra Politiskannoncering.dk.

Blandt de enkelte partier brugte Konservative markant mest på annoncering hos Meta: 3,739 millioner kroner. Konservative overgik dermed Liberal Alliance, der ellers i valgkampens indledning havde det største forbrug. I alt endte Liberal Alliance med at bruge 3,277 mio. kroner, imens Venstre også overgik Liberal Alliance med et Meta-annoncekøb på 3,345 millioner kroner.

Valgets største parti, Socialdemokratiet, lå et pænt stykke under toppen med et annoncekøb på 1,762 mio. kr. Nogle af valgets store, nye partier, Moderaterne og Danmarksdemokraterne, endte med at bruge henholdsvis 646.535 kr. og 360.446 kr.

Du kan se den samlede liste her:

Samtidig viser tallene fra politiskannoncering.dk også, at Liberal Alliance har haft et massivt hovedfokus på, at forbruget skulle ligge på partiets egen side og partiformand Alex Vansoplaghs side. Her lå 88 procent af LA’s forbrug.

Det tal var til sammenligning noget lavere for Konservative, hvor 35 procent blev brugt på enten partisiden eller partiformandens side.

Kort sagt havde LA altså et meget koncentreret forbrug af sine annonce-midler, imens Konservatives var spredt ud på en lang række forskellige kandidater.