”En af vores kongstanker er, at når man hyrer os, så er det også os, der laver arbejdet.”
Sådan lyder det i en meddelelse fra Lars Bastholm, tidligere Chief Creative Officer hos The Story Laboratory (Egmont).
Sammen med Caroline Deichmann-Bendixen, Jon Voetmann og Michelle Bastholm slår han i dag dørene op for et nyt bureau, The Platypus Factory.
Engelskkyndige vil vide, at en platypus er et næbdyr, og om årsagen til bureauets navn lyder det, at et næbdyr er ”et meget kreativt dyr, der har fundet sin helt egen niche. Ligesom os.”
Mere konkret beskriver parterne det nye bureau som ”et projektbaseret alternativ til kundernes eksisterende bureauer med fokus på strategisk kreativitet og et internationalt perspektiv.”
”Vi mener, at The Platypus Factory kan bidrage med et solidt globalt perspektiv til både danske kunder med internationale ambitioner og udenlandske kunder,” lyder det fra Lars Bastholm i meddelelsen.
”Friske kreative øjne”
Lars Bastholm kom hjem til Danmark i 2021 efter knap 20 år med base i USA, hvor han havde ledende stillinger hos bl.a. AKQA, Ogilvy og Google.
Hos Google var han øverste chef for tech-gigantens interne reklamebureau med afdelinger i 17 lande rundt omkring i verden. Inden han tog til USA, var han kreativ direktør hos det daværende Framfab, som vandt tre Grand Prix-løver i Cannes for deres arbejde for Nike.
Han siger, at The Platypus Factory primært vil ”gå efter at hjælpe kunder, der leder efter et alternativt tankesæt.”
”I min tid i USA oplevede jeg, at kunder ofte gerne ville have et andet bud på, hvordan de kunne løse en opgave, men ikke havde tid eller overskud til et egentligt pitch. Det kunne være alt fra friske kreative øjne på en kampagne til en nytænkning af en strategisk tilgang.”
Flyttet ind hos Kunde & Co
Bureauet vil fysisk holde til på Østerfælled Torv i København – hos Kunde & Co, der også er en del af partnerskabet.
”Vi har allieret os med Kunde & Co, så vi kan trække på hele deres setup i forhold til f.eks. økonomi, HR, IT og produktion. Det giver os friheden til at fokusere på det, vi er bedst til, samtidig med at vi har adgang til et bagland med masser af ressourcer,” siger Lars Bastholm, der også understreger, at der er tale om en senior-tilgang.
”En af vores kongstanker er, at når man hyrer os, så er det også os, der laver arbejdet. Vi kommer ikke til at have en hær af juniorer. Vi er kun meget erfarne folk, og vi kommer kun til at påtage os opgaver i det omfang, at vi kan være personligt involveret,” siger han.
Lars Bastholm selv får titel af Executive Creative Director/Managing Director, Caroline Deichmann-Bendixen bliver Senior Director/Head of Creative Strategy, Jon Voetmann er Senior Director, Creative & Strategy og Michelle Bastholm er Art Director.