Lena Bøgild, tidligere kommunikationsdirektør hos Discovery, og Katarina Brøchner, tidligere PR-chef hos TV 2, har slået deres kompetencer sammen og starter kommunikations- og PR-bureauet BrøchnerBøgild.

“Vi kommer begge med en solid erfaring fra medieindustrien. En branche, der på godt og ondt har stor bevågenhed, og hvor det kræves, at man altid er et skridt foran og både er i stand til at holde hovedet koldt og handle hurtigt. Vi har med sikker hånd skulle navigere i alle tænkelige scenarier og har opbygget en solid erfaring, som vi tror på, kan gøre en reel forskel for mange virksomheder”, udtaler Lena Bøgild i en pressemeddelelse.

Ifølge meddelelsen har det nye bureau ambitioner om at løfte opgaver for særligt medie- og kulturbranchen, men målet er at have kunder inden for flere industrier.

“Vi har en helt unik viden og interesse inden for medie- og kulturområdet. Og den viden skal selvfølgelig bringes i spil. Men fordi vi begge tidligere har haft ansvaret for store brands, er vi trænet til fingerspidserne i at tænke hvert et skridt og handling ind i den overordnede forretningsstrategi, hvilket uanset branche er altafgørende for at lykkes med sin kommunikation”, skriver Katarina Brøchner.

Lena Bøgild og Katarina Brøchner arbejder med en holistisk tilgang til kommunikationsfaget. Discipliner som ESG og employer branding er nogle af de områder, det nyetablerede kommunikationsbureau rådgiver indenfor.

“Vi befinder os i en tid, hvor mange virksomheder har brug for at kigge indad og genbesøge deres værdier og kernefortælling. Det holistiske blik på kommunikation er afgørende, hvis man vil sikre en strategisk forankring internt samt et stærkt brand i et marked, hvor forbrugernes krav til virksomheder er under forandring. Hvis man vil trænge igennem støjen, er der brug for en klar og velfunderet strategi, der ikke bare ender som en skrivebordsøvelse, men som eksekveres og gør en reel forskel på alle niveauer”, skriver Lena Bøgild.