Den Danske Reklameskole slår nu dørene op for Filmlinjen i København, og det sker med tre markante brancheprofiler som fagansvarlige: Chaga Signe Bruun Boye, Naghmeh Pour og Stig Lauritzen.

Det oplyser rektor på Den Danske Reklameskole, Per Holm Henriksen, i en mail til Markedsføring.

Filmlinjen, der i første omgang lanceres i København, har meget passende fået payoffet ”Lav en scene”, og målet er klart, fremgår det:

”At uddanne kreative talenter, der kan udvikle stærke idéer, skabe vedkommende filmiske fortællinger – og udkomme skarpt på både traditionelle platforme og sociale medier.”

“I dag konkurrerer man ikke kun om opmærksomheden i biografmørket eller foran tv-skærmen. De bedste fortællinger lever på tværs – fra reklamepauser til platforme på sociale medier. Derfor har behovet for kreative, visuelle historiefortællere aldrig været større,” lyder det i mailen fra Per Holm Henriksen, der tilføjer:

”For os er det vigtigt, at vi ikke bare uddanner folk i teorien. Uddannelsen skal være tæt på virkeligheden – og enhver, der har arbejdet kommercielt og kreativt med film, ved at det er en holdsport.”

Fra idé til færdigt levende billede

Filmlinjens payoff “Lav en scene” er således en direkte opfordring til de studerende om ikke bare at fortælle historier, men at ”skabe øjeblikke, der bryder igennem støjen, skiller sig ud og skaber varige aftryk”. 

På Filmlinjen lærer man, ifølge Per Holm Henriksen, at skille sig ud i en verden, hvor millioner kæmper om opmærksomhed. 

”Samtidig er payoffet en hyldest til det ultrakorte format, som uddannelsen er dedikeret til,” siger han.

" Vi glæder os til at uddanne fremtidens kreative historiefortællere – dem, der bygger broer mellem idé og følelse
Chaga Signe Bruun Boye, kreativ chef på TV 2 Creative, og en af de tre fagansvarlige på Filmlinjen

Den Danske Reklameskole er kendt for at arbejde ud fra devisen: Lær af de bedste – og bliv én af dem. Og med tre prisvindende profiler som fagansvarlige til at drive undervisningen dækkes hele spektret fra idé til færdigt levende billede. 

”Dermed får de studerende en helhedsforståelse for, hvordan en scene ikke bare skabes – men også får liv og når sit publikum,” lyder det fra Per Holm Henriksen, der understreger, at uddannelsen er for alle.

”Om man er erfaren kreativ eller marketingansvarlig, der gerne vil kende mere til filmproduktion, eller instruktør eller producer, der føler behov for at kende de kreative processer på et bureau, inden produktionen går i gang,” siger han til Markedsføring.

Eleverne vil under uddannelsen arbejde med hele processen fra idéudvikling og manuskriptskrivning til produktion og distribution.  Fokus vil være på både klassisk reklamefilm, branded content, short form storytelling og social-first kampagner.

”En ret unik mulighed”

Og de tre fagansvarlige glæder sig.

“Vi glæder os til at uddanne fremtidens kreative historiefortællere – dem, der bygger broer mellem idé og følelse,” siger Chaga Signe Bruun Boye, der til daglig er kreativ chef på TV 2 Creative, og tilføjer: 

”Filmiske fortællinger har evnen til at skabe følelser, der overskrider billeder og ord. Dér, hvor idé bliver til oplevelse. Hvor alting smelter sammen og rører noget ægte i os, og får os til at føle, forstå eller længes.”

Naghmeh Pour, Filmlinjens instruktør, der er instruktør hos New Land, peger på, at ”reklamefilm er et andet game end “bare” at lave film”. 

" Personligt glæder jeg mig helt vildt til selv at lære. Der er så mange dygtige mennesker i branchen, der vil lægge vejen forbi, og det her er en ret unik mulighed
Naghmeh Pour, instruktør hos New Land og en af de tre fagansvarlige på Filmlinjen

”Der er systemer og spilleregler, som man bliver nødt til at kende, fordi de påvirker både processen, håndværket og resultatet. Og samtidig skal man stadig lave noget, der rører noget i mennesker og kan fungere som film. Det kræver en særlig slags kreativitet – og det er dét, vi prøver at give et indblik i.”

Hun lægger ikke skjul på, at der selv for de fagansvarlige er tale om noget af en drøm:

“Personligt glæder jeg mig helt vildt til selv at lære. Der er så mange dygtige mennesker i branchen, der vil lægge vejen forbi, og det her er en ret unik mulighed for at lytte til dem, stille spørgsmål og få adgang til steder, man normalt ikke træder ind i.”

Filmlinjens kreative producer, Stig Lauritzen, der holder til på Plotworks, siger om sin tilgang til den nye uddannelse:

“Jeg har et spinkelt håb om at lære marketingfolk, vores kunder, at forstå filmprocessen. Jo bedre indkøberne forstår kreativitet, jo bedre kommunikation kan de få for deres penge.”

Det er planen med tiden også at tilbyde Filmlinjen i Aarhus, ligesom man gør allerede med Tekstlinjen og ADlinjen. 

”Det sker dog først, når vi har fundet et hold fagansvarlige, der kan måle sig med det københavnske,” lyder det fra Per Holm Henriksen.

Filmlinjen åbner for optagelse i maj 2025 med studiestart 2. september 2025.