Hvem ka’.

Det kendte Bilka-slogan, som oprindeligt blev lanceret i slutfirserne, bliver nu relanceret i ny kampagne og brandplatform for dagligvarekæden.

”Den (brandplatformen, red.) skal være med til at vende kundernes prisopfattelse og value-for-money til en styrke for Bilka,” siger Claus Frederiksen, marketingchef i Bilka, i en pressemeddelelse.

Det er Envision, der står bag den nye kampagne og platform. Og selvom bureauet og Bilka har været mangeårige samarbejdspartnere, vandt Envision opgaven i en pitch. Claus Frederiksen, der blev ny marketingchef ved årsskiftet, satte ved sin tiltrædelse Bilkas kommunikationsplatform i pitch mellem tre bureauer.

”Envisions oplæg viste os heldigvis, at vores langvarige samarbejde betyder, at de både kender os og vores kunder rigtig godt,” siger Claus Frederiksen i meddelelsen.

Genoplivning var et krav

I Bilkas brief til bureauerne bad man om, at sangen ”Magi i luften”, den oprindelige mørkeblå Bilka-farve samt det gamle Bilka-slogan ”Hvem Ka” blev inkorporeret i kampagnen.

Print fra den nye Bilka-kampagne af Envision. Foto: PR

Og genoplivelsen af det gamle slogan, mener Tomas Olesen, strategisk direktør og partner hos Envision, er en god idé.

”Det er og har været en turbulent tid for forbrugerne. Pris er blevet vigtigere, ja, men Bilka er mere end bare billig. Bilka vil reelt gerne hjælpe sine kunder – selvfølgelig med gode priser, men også med alt muligt andet, der gør livet lettere, som for eksempel ToGo, hjemmelevering og mad ud af huset. Derfor giver det god mening at genoplive ”Hvem Ka’” – men nu i betydningen af ”Hvem Ka’ hjælpe dig,” siger han i meddelelsen.

Bilkas nye Hvem Ka’-brandingplatform er ifølge meddelelsen udviklet til at kunne bruges på tværs af forskellige koncepter og medier.

”Akkurat som brandet Bilka, må Bilkas markedsføring aldrig blive triviel. Den skal være moderne og tidssvarende, og man må gerne føle, at det er et interessant brand, der taler til en. Derfor ændrer vi perspektivet og vender kameraet 180 grader for at vise, hvad Bilka kan hjælpe deres kunder med – for kunden – og ikke mindst indsigter om kunden – skal være i fokus for relevansens skyld. Vores ambition er at flytte kommunikationen fra indefra og ud til udefra og ind,” siger Tobias Lykke Aggergaard, kreativ direktør hos Envision, i meddelelsen.

Kampagnen der lancerer det nye Bilka-brandingunivers kører de kommende uger på TV, radio, SoMe, POS og print.

Du kan se en af de tre kampagnefilm, der skal lancere den Bilkas nye brandplatform, nedenfor. Filmen er instrueret af Simon Bonde og Honeytrap og Envision har produceret.

For at se indholdet skal du acceptere cookies.

Opdater dine indstillinger