Mens andre virksomheder vælger at lukke deres kontorer i Aarhus, går mediebureauet Orchestra den anden vej. I slutningen af året åbner de dørene for deres nye aarhusianske kontorer, oplyser Orchestra i en pressemeddelelse.
Den nye afdeling kommer til at bestå af tre til fire ansatte. John Herup, adm. direktør i Orchestra, vil endnu ikke sætte ord på, hvem der skal lede i Aarhus.
John Herup håber, at det nye kontor kommer til at forstærke kendskabet til Orchestra.
Stærkere af recession
Før sommerferien lukkede Mindshare deres afdeling i Aarhus og nedlagde seks stillinger. Det var ellers lanceret to år inden som led i en større “offensiv” i vest. Men det vækker ikke bekymring hos Orchestras adm. direktør.
Mens andre virksomheder lukker deres Aarhus-kontorer, åbner I. Hvorfor tror du, at I kan lykkes?
“Min vurdering er, at manglende differentiering blandt bureauerne har været den helt store udfordring. Vi kommer fra et andet sted og med en helt anden historie. At vi står i opposition til det traditionelle mediabureaumarked med en insisteren på objektivitet i rådgivningen, tror vi har god klangbund blandt jyske annoncører,” siger John Herup.
Nyheden kommer ligeledes på bagkant af, at IRM, det svenske Institut for Reklame- og Mediestatistik, har konkluderet, at det danske annoncemarked er i recession og ikke forventer vækst før næste år.
Er det ikke et dårligt tidspunkt at åbne nyt kontor?
“På den del af vores forretning, der handler om medieomsætning, kan vi mærke, at tingene er bremset op. Derfor er det evident at have en forretningsmodel, der er uafhængig af volumen og medieomsætning,” siger John Herup og tilføjer:
“Timingen kunne i min optik ikke være bedre med vores tilbud i det jyske. Der kommer til at være brug for god rådgivning. En recession er vand på vores mølle. Da corona kom, fordoblede vi vores forretning.”