Der skal nye strategiske og kreative boller på suppen hos dagligvarekæde Lidl i Danmark, og til at sikre det har kæden valg at indgå nyt samarbejde med Accenture Song.

Det oplyser bureauet i en mail til Markedsføring.

Bureauet skal, fremgår det af mailen, ”være med til at understøtte Lidls brand og gøre kædens position endnu tydeligere over for danske forbrugere”. 

Og ifølge Mette Færch, chief customer officer hos Lidl Danmark, skal det ske med kædens faste lave priser som tydeligt omdrejningspunkt.

“Lidl har en tydelig position i Danmark med faste lave priser og kvalitet, der kan mærkes i hverdagen. Nu skal vores kreative profil være lige så skarp,” udtaler hun i mailen og tilføjer:

”Med Accenture Song får vi en partner, der forstår både det danske marked og styrken i at være en international kæde, og som kan omsætte vores position til kommunikation og konkrete initiativer, fra den overordnede brandfortælling til relanceringen af vores private labels.”

”En ret unik kreativ spilleplade”

Accenture Song oplyser, at man allerede har taget hul på samarbejdet.

“Vi er i gang med at finde den helt rigtige retning for Lidl i Danmark, der både taler ind i danskernes hverdag og understøtter Lidls internationale ambitioner,” lyder det i mailen fra Thomas Martin Hansen, client service director på Accenture Song, der tilføjer:

”Det handler om at skabe et fundament, der kan sikre fremtidig vækst gennem de rigtige prioriteringer og samtidig være tro mod Lidls DNA.”

Som en del af samarbejdet arbejder Accenture Song desuden på en relancering af nogle af kædes private labels.

Og fra kreativ side glæder man sig især til at give Lidls brand nyt liv.

“Lidls brand har en personlighed og humor, der giver dem en ret unik kreativ spilleplade. Den energi vil vi bygge videre på, så danskerne ikke bare genkender brandet, men også virkelig mærker det” lyder det i mailen fra Emil Asmussen, der er executive creative director på Accenture Song. 

Accenture Song arbejder desuden med Lidl lokalt i både UK og Irland. 

På dansk grund har Lidl tidligere samarbejdet med blandt andre Zupa, Nørgård Mikkelsen og TBWA.