Lotto er i luften med en ny kampagne, der skal få danskerne til at drømme lige så store milliondrømme i påsken som i julen.
Det skriver bureauet bag kampagnen, Robert/Boisen & Like-minded, i en mail til Markedsføring.
Det nye initiativ hedder ’Det Store Påske Lotto’ – et kip med kasketten til juledagenes ’Det Store Jule Lotto’ – og med kampagnen inviterer Danske Spil med til ”en ny, fast tradition”.
“Julen har julemanden, men hvem er egentlig påskens ‘maskot’? Vi ønskede at bygge videre på de gode erfaringer fra Det Store Jule Lotto og skabe en fortælling, der passer naturligt ind i Lottos univers,” udtaler Martin Dalsgaard Andersen, marketing director hos Danske Spil, i mailen.
Med initiativet bygger Lotto videre på højtidens traditioner, og man følger op på en klar succes:
Det Store Jule Lotto satte i 2024 for andet år i træk omsætningsrekord – og vandt sidste år en Effie Award for sin dokumentérbare effekt.
Har nogen set påskeharen?
Men hvordan gør man påskeharen til julemanden? Ikke helt oplagt, for hvor kommer den hare fra, og hvordan dukker den pludselig op?
Heinrich Vejlgaard, kreativ direktør på Robert/Boisen & Like-minded, mener, at der netop dér er en ret interessant forskel på påskeharen og julemanden – noget, som bureauet har brugt i kampagnen.
“Påsken har ikke de samme fasttømrede traditioner som julen, men vi valgte at bruge påskeharen som en slags ‘maskot’, fordi der er noget ret interessant i at vi aldrig rigtig “ser påskeharen”, på samme måde som vi “ser julemanden”,” skriver han i mailen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Han håber, at påskeharen kan blive lige så ikonisk som julemanden. Selv om haren ved første øjekast virker som taget ud af en gyserfilm.
”Men den vil blot minde danskerne om at huske at drømme. Den lidt anderledes påskehare formidler traditionsrig påskehygge, samtidig med at vi kan grine lidt af, at vi som voksne mennesker får et chok af en hare,” lyder det fra Heinrich Vejlgaard.
Håber på ny tradition
Kampagnen bygger på fortællingen om, at man skal huske at drømme og tilføjer en humoristisk vinkel, hvor påskeharen på sin helt egen måde hjælper folk med at huske på chancen for at blive millionær i Det Store Påske Lotto.
Og Kristine Hässler, senior brand manager hos Danske Spil, er spændt på, om danskerne er klar til at forbinde påsken med millionærdrømmene.
“Vi tror på, at Det Store Påske Lotto har potentialet til at blive en fast tradition – men som alt nyt kræver det tid at finde sin plads,” lyder det fra hende i mailen, hvor hun tilføjer:
”Vi glæder os til at se, hvordan danskerne tager imod det, og vi håber, at denne ekstra trækning kan blive endnu en anledning til, at danskerne samles om spændingen og drømmen om den store gevinst.”
Kampagnen går live i dag, mandag den 24. marts og kører frem til trækningen 2. påskedag via TV, biograf, digitale kanaler, radio og DOOH.
Se de tre kampagnefilm herunder.
Simon Bonde har instrueret, og executive producer Malene Dyhring fra Honeytrap Film har produceret.