Mediet Frihedsbrevet, som gik i luften i foråret 2021 med den tidligere Radio 24syv-profil Mads Brügger i spidsen, lancerer om kort tid en ny digital løsning.
Til at udvikle den har Frihedsbrevet valgt det digitale bureau Adapt.
Frihedsbrevet har blandt andet markeret sig i offentligheden ved at takke nej til mediestøtte og reklamer. Og nu er man altså på vej med blandt andet en app.
Om valget af Adapt siger Charlotte Hoffmeyer, CCO Mediehuset Friheden & Frihedsbrevet.dk, i en pressemeddelelse:
“Valget faldt på Adapt, fordi de hurtigt forstod vores behov og ønske om at komme hurtigt til markedet. Uden at gå på kompromis med den gode brugeroplevelse.”
Hun tilføjer:
”Vores ambition er, at vores medlemmer hurtigst muligt skal kunne lytte til alt, hvad vi udkommer med. Derfor bliver Frihedsbrevets nye app også en vigtig platform for os, og vi glæder os til at præsentere det for vores medlemmer.”
Mere end en app
Adapt kommer, ifølge meddelelsen, også til at varetage webudvikling og digital marketing. Bureauet bliver således ”en vigtig medspiller for det nye mediehus på en række forretningskritiske områder.”
Hos Adapt glæder man sig over ”Frihedsbrevets ambitioner og fandenivoldskhed begejstring”, lyder det i meddelelsen:
“Vi har altid et stort fokus på slutbrugeren, når vi udvikler digitale platforme. Og derfor er det her samarbejde et godt match,” siger Creative Director hos Adapt, Anders Skov Pape.
Han tilføjer:
”Og så skal det da ikke være nogen hemmelighed, at den offentlige bevågenhed omkring Frihedsbrevet også gør projektet ekstra interessant.”
Markedsføring har spurgt til opgavens størrelse og KPI’er, men det ønsker parterne ikke at oplyse.
Det forventes ifølge Adapts oplysninger, at app’en går i luften i løbet af december.