”Man skal indrømme, hvad man er fucking dårlig til”

Hvad skal du kunne for at klare dig i reklame- og marketingbranchen? Hvordan finder du en balance i dit arbejdsliv? Og skal du være bange for, at du kan rette det, når du kommer ud på arbejdsmarkedet?

Vi har talt med tre erfarne mentorer fra branchen – og deres unge mentees – om, hvordan du får en lang karriere i branchen. Her er deres svar:

”Min største udfordring bliver at finde en balance mellem arbejde og fritid. Når man arbejder med noget, man synes er sjovt, kan det være svært at slippe.”

Sådan lyder det fra 25-årige Leonora Ingeborg Schytte, der lige nu er studerende og snart skal tage sine første skridt ud i reklamebranchen. Hun ser sig selv som art director, når hun er færdig på skolebænken. Men der er stadig meget, hun mangler at lære.

Derfor har hun fundet sin mentor i den 11 år ældre og fremadstormende kreative direktør Clara Prior-Knock, der i over 10 år har arbejdet som tekstforfatter i udlandet og Danmark.

Mentorforløbet har blandt andet givet Leonora Schytte et klarere billede af, hvordan branchen reelt ser ud på den anden side.

“Jeg har førhen mødt, og selv haft et ret stereotypt og karikeret billede af, hvad branchen er for én. Men jo mere jeg taler med Clara, og jo længere jeg kommer i mit skoleforløb, desto mere nuanceret et billede får jeg,” siger Leonora Schytte.

Hun forventer, at livet i branchen bliver “sjovt. Og hårdt.” Og så bereder hun sig på, at hun skal lære, hvordan hun kan holde til det i længden.

“Det er en kunst, jeg bliver nødt til at mestre på et tidspunkt, så jeg ikke ender med at gifte mig med et skrivebord.”

Den balance, Leonora snakker om, har du også arbejdet med at finde den, Clara?

“Ja, er du sindssyg. Min løsning er meget fysisk, så jeg kun arbejder, når jeg er på arbejdspladsen. Når jeg er hjemme, har jeg fri. Hjemmet er mit mental space. Det giver mig også muligheden for at gå ud og være social og komme tilbage på job med et friskt sind og nye input. Det er vigtigt med pauser,” siger Clara Prior-Knock.

“Jeg har også skullet lære, at man får inspiration i sine pauser,” følger Leonora Schytte op:

”Jeg har haft en tendens til at begrave mig i opgaverne på skolen og har overset nogle ting eller ikke fået input fra andre, fordi jeg ikke har taget en pause.”

Clara, hvad er dit vigtigste råd til Leonora og hendes generation, hvis de skal overleve i branchen og få en lang karriere?

“Find ud af, hvorfor du er forelsket i branchen. For når det er hårdt, lange nætter og sene weekender, skal du have den liste klar til at blive nyforelsket igen.”

Hvad er der på den liste, du finder frem?

“Jeg elsker at skrive og har Tekstlinjen ved siden af. Ligesom andre går til håndbold, går jeg til tekst hver tirsdag. Og så er det mangfoldigheden i arbejdet. Den ene dag kan jeg lave en cykelhjelm, og den anden dag en teknisk løsning til fotojournalister.”

Igen et spørgsmål til dig, Clara. Hvis vi spoler tilbage til din start i branchen, er der så noget, du ville ønske, at nogen havde fortalt dig?

“Hvor vigtigt håndværket er. Idéen er kernen af det hele, og den skal spille og pakkes rigtigt ind. Copy og AD skal være on point. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at jeg skal huske at øve håndværket, for man kommer ikke fra skolen og kan det til A+. Når jeg får en opgave, skriver jeg ikke bare tre overskrifter og vælger én af dem, men jeg træner i processen.”

Hvad er den fejl, I har lært mest af?

“At et for stort fokus på at ville opfinde den dybe tallerken, kan have den modsatte effekt,” siger Leonora Schytte og tilføjer:

“Det har nogle gange bidt mig i røven, hvis jeg har ville et projekt for meget. Det kan lægge låg på nogle umiddelbarheder. I de situationer prøver jeg at blive bedre til at være mere laisse-faire. Det kan være at sige til mig selv, at selvom vi skal aflevere snart, så har vi brug for at gå ud og få en øl, hvis vi skal lykkes.”

Clara Prior-Knock skyder ind:

“Jeg har troet, at jeg skulle være fuldstændig ufejlbarlig og har forsøgt at gemme mine fejl. Det skal man for fanden ikke gøre. Man skal indrømme, hvad man er fucking dårlig til, så folk kan hjælpe én.”

Er der noget bestemt, du tænker på?

“Imposter-syndrom. Hvornår finder de ud af, at jeg ikke kan noget som helst?” siger Clara Prior-Knock.

“Den følelse har vi talt meget om,” tilføjer Leonora Schytte.

“Jeg kan tænke, at det må være en fejl, at jeg blev optaget og om lidt kommer der en og smider mig ud.”

Clara Prior-Knock griner:

“Haha, det stopper aldrig. De unge, der er på vej ind i branchen, tror, de skal kunne det hele. Men det behøver de ikke.”

Leonora Schytte mener, de unge har en tendens til at sammenligne sig selv med nogle, der er for erfarne i branchen.

“Men det er jo et helt skævt sammenligningsgrundlag, man kun kan føle, at man fejler i.”

Hvilke kompetencer mangler den næste generation, Leonora?

“Jeg fornemmer, at der bredt i min klasse er en ærgrelse over, at der ikke er mere undervisning i programmer som inDesign, PhotoShop og Illustrator. Det skal man lære ved siden af, og det er en del af det håndværk, som Clara snakker om.”

Hvad skal branchen blive bedre til, Clara?

“At rumme flere forskellige behov. Vi skal kunne rumme folk, der kommer tilbage fra barsel, dem der gerne vil have et par hjemmearbejdsdage og de arbejdsformer, der kommer i fremtiden. Og til at finde talenter alle mulige steder. Der er hidden gems, der har været kokke eller graffitimalere tidligere.”

Hvordan sørger man for at få en karriere, hvor man har det psykisk godt, Clara?

“Det snakker vi meget om. Igen handler det om at holde fri, når man har fri. Og så taler jeg med en erhvervspsykolog. At tale med nogen, der kan holde din psyke ved lige, er en god idé. Ellers lærer du først tegnene på eksempelvis stress, når du har været ude over grænsen.”

Til sidst Leonora vil jeg gerne høre, hvad er dit vigtigste råd til Clara, hvis hun skal overleve i branchen?

“Hun skal blive ved med at have sin åbenhed og beholde sin kærlige og rolige væremåde. For det, tror jeg, vinder.”

Arne Grønbæk er ikke prototypen på den næste generation af tekstforfattere. Han er 35 og far til en knægt på 14 måneder. Hans mullet er gråsprængt. Og når han skal vælge job, vægter det højest, at han aktivt hjælper til med den grønne omstilling.

Men han bærer de samme bekymringer for en benhård branche med et blakket ry, de samme forhåbninger for fremtiden, og snart skal han kæmpe om mange af de samme arbejdspladser som sine medstuderende.

Netop de bekymringer vender han ofte med sin mentor, 48-årige Mikkel Elung, der er medstifter af det kreative reklamebureau Pong, og ligesom Arne skiller sig ud. Han er mere A-menneske end Mad Man.

“Jeg har brugt Mikkel til at vende alt det, man hører rygter om på skolen. Eksempelvis at der skal leveres, koste hvad det vil, inklusiv nattesøvnen. Mikkel er også god at sparre med om arbejdsmetoder og idégenerering,” siger Arne Grønbæk.

Når Mikkel Elung ser på Arne Grønbræk og hans medstuderende, ser han en generation, der er født ind i reklame og kommunikation. En generation, der allerede har lavet egne film og er udkommet på adskillige platforme.

Derfor mangler de heller ikke specifikke kompetencer. I stedet skal de tage et opgør med deres egne usikkerheder og finde troen på sig selv, siger Mikkel Elung.

“Den næste generation behøver ikke bekymre sig så meget om deres kompetencer, for de er så vanvittigt dygtige. De er vokset op med kommunikation og kreativitet på et helt andet plan end min generation,” siger han og tilføjer:

“At de bekymrer sig for meget er deres største forhindring, for det lægger et pres på dem. De skal lære at hvile i sig selv og vide, at der ikke er noget at være bange for.”

Hvad er dit vigtigste råd til Arne og den næste generation af kreative?

“Vær åben for de forskellige typer jobs, der er i branchen. Der er et naturligt fokus på de bureauer, der vinder priser og står på en scene, men der findes mange relevante bureauer, der ikke har en klassisk profil,” siger Mikkel Elung og nævner Butter og Barkas som eksempler på spændende og anderledes bureauer.

Hvis du, Arne, kigger fremad, er der så nogle kompetencer, du ikke lærer på skolen, som du mangler?

“Jeg vil gerne dygtiggøre mig inden for klima og bæredygtighed. Vi arbejder med emnerne på skolen, men fokus er på ideen og de kreative værktøjer, så den generelle viden må jeg læse op på uden for skolen.”

Hvad er den fejl, I har begået, I har lært mest af?

“Jeg har misset at ansætte dygtige mennesker, fordi jeg har brugt for lang tid på at tjekke dem helt i bund. Der har jeg lært at gå med min mavefornemmelse,” siger Mikkel Elung.

Hvad med dig, Arne?

“Jeg har en tilbøjelighed til at sætte mig ned og arbejde med én idé og sidde på den alt for længe, til det hæmmer mig. Jeg vil gerne lære at være mere åben omkring min proces, så andre kan hjælpe mig med at komme tilbage på sporet.”

Har du oplevet det, Mikkel?

“Ja, det tager tid at lære ikke at låse sig fast. Man har selv fået idéen, så den føles fantastisk, og man beskytter den, for den er en lille baby, der kan blive dræbt af få ord. Med tiden har jeg lært, at man altid kan få flere idéer, og hvis den er så god, burde den være svær at dræbe.”

Hvordan giver man slip på det indbyggede ego i arbejdet med idéer?

“Man skal give slip på idéen. Det er lige meget, hvem der har fået den. Idéer opstår jo ikke i et vakuum, men bliver foranlediget af alt muligt. Det er en kollaborativ sport,” siger Mikkel Elung.

Hvor vigtigt er det at networke, hvis man gerne vil overleve i branchen, Mikkel?

“Det er meget vigtigt. Du kan være nok så dygtig, men hvis folk ikke kender dig, så er du svær at ansætte. For de studerende er det også en god måde at lære de mange forskellige bureauer at kende på og finde ud af, hvor man passer ind.”

Hvad gør du allerede nu for at styrke og udvide dit netværk, Arne?

“Jeg gør ikke nok, men det er noget, jeg er blevet mere bevidst om. For mig handler det om at træne mig selv i at sige, “hvad er det værste, der kan ske” og så bare tage fat i mennesker eller bureauer.”

Hvordan sørger man for at få et psykisk godt arbejdsliv?

“Det handler om at finde et sted, hvor man har det godt, bliver bedre til sit arbejde og føler sig i balance. Og så skal man hele tiden tjekke ind med sig selv,” siger Mikkel Elung, før Arne Grønbæk tilføjer:

“Det, tror jeg, er meget rigtigt. Og så skal arbejdsmarkedet i fremtiden genkende alle de ting, der gør os til mennesker og give plads til dem. Et fuldendt menneske består af mere end bare de timer, det er på arbejde. Men et fuldendt menneske er en mere reflekteret og effektiv arbejder. Det hænger sammen, tror jeg.”

Hvis du, Arne, skal give et råd til at overleve i branchen til Mikkel, hvad ville det så være?

“Hvis han tror på sig selv, så skal han nok blive til noget. Haha. Ej, jeg har også et seriøst svar. Du er allerede lidt et navn på skolen, hvor mange synes, du er rigtig fed. Hvis du bliver ved med at være dig selv, skal du nok få muligheden for at samle en masse talent om dig.”

De sidste fire år har Signe Høstgaard Møller arbejdet sig op internt i Arla. Først gennem sin praktikperiode og siden som ansat i selskabets globale kommunikationsafdeling. Hun har en baggrund som kommunikationsuddannet fra DMJX og en master i corporate communication fra Aarhus Universitet.

Hun har en ambition om at bygge bro mellem den stringente kommunikationsbranche og den mere datadrevne digital marketing-branche. Det er også i spændingsfeltet mellem de to verdener, hun håber på at arbejde i fremtiden. Og hun har fundet en oplagt mentor i 44-årige Thomas Heilskov, der har mere end 20 års erfaring i kommunikation og marketing.

Senest har han været med til at opbygge Arlas in-house kreative bureau, The Barn.

De to er blevet matchet i Arlas interne mentorforløb.

Thomas, hvad er dit vigtigste råd til Signe og andre unge?

“De skal sørge for at trives. For mig kan trivsel koges ned til to ting: At du trives med din arbejdsmængde, og at dit arbejde giver dig energi. Det er ingen kunst at avancere, hvis du arbejder 80 timer om ugen. Men det er vigtigt at indrette sig bæredygtigt. Ellers mister du gnisten senere. Mange kan blive mere strategiske i forhold til, hvordan de bruger deres tid og prioritere efter, hvad der giver dem energi. Det handler om ikke bare at åbne computeren og arbejde.”

Er du opmærksom på din arbejdsmængde og finde tid til passionsprojekter, Signe?

“Ja. Jeg er nået til et punkt, hvor det er en udfordring, der bliver større og større. Jeg har arbejdet med forskellige aspekter af kommunikation op til nu og begynder at finde et spor, jeg brænder særligt for.”

Er der et råd, du ville ønske, du var blevet givet, da du startede, Thomas?

“Jeg brugte lang tid på at bekymre mig om, om jeg var landet på den rette hylde, og om jeg havde det rette skill set. Det var spild af tid, for der opstår så mange muligheder. Jeg tror ikke på at planlægge sin karriere, men at man kan positionere sig til forskellige udfald. Karriere handler også om at være heldig.”

Hvornår har du været heldig?

“Da jeg startede, var sociale medier i sin tidlige fase, og virksomheder var først lige begyndt at komme på Facebook og Twitter. Jeg greb muligheden, og det bragte mig til digitaliseringen af marketing, hvilket var en faglighed, jeg ikke havde. At jeg hægtede mig på den digitale udvikling, har været definerende for min karriere.”

Det er jo nok for sent at hjælpe virksomheder på Facebook, Signe, men hvad tænker du om det, Thomas siger?

“Det med at have en fast plan er en faldgrube, mange falder i. Det har jeg selv gjort, men jeg hviler mere og mere i ikke at have en plan. I stedet har jeg nedfældet en vision om, hvad jeg gerne vil lave, men ikke en specifik rolle.”

Hvad er en fejl, I har begået, I har lært mest af?

“Fejlen at tro, at man altid skal præstere over evne. Når man starter på arbejdsmarkedet, er der en tendens til, at man kører med 160 i timen og med følelsen af konstant at skulle bevise sig. Det giver måske mening i en periode, men ikke i længden. Nogle gange er det okay at levere til indeks 100, 80 eller måske endda 60. Ellers holder du ikke i længden,” siger Signe Høstgaard Møller.

Thomas Heilskov tilføjer:

“Det er en kliché, men det er fejlene, man lærer af. Særligt tidligt i karrieren. Man må gerne eksponere sig for situationer, hvor man måske ikke har faglighederne eller evnerne til at levere perfekt. Du må gerne få knubs.”

Hvad mener du, Thomas, at den næste generation skal lære?

“Tålmodighed. Det er vigtigere at sikre sig, at ens retning er den rigtige, end hvor hurtigt man bevæger sig. Det skal jeg også minde mig selv om. Folk skifter job, hvis tingene går for langsomt. Men det kan skabe en illusion om fremdrift, Hvis du går den forkerte vej, er det ligegyldigt, hvor hurtigt du flytter dig.”

Hvilke kompetencer føler du, at du mangler, Signe?

“Tålmodighed er spot on. Jeg vil vildt gerne gøre en forskel. Det tror jeg generelt, at yngre og kommende generationer vil. Det, man laver, skal give mening. I forhold til teknologiske kompetencer, stopper du aldrig med at mangle skills. Jeg er 29 og føler, at det kræver en indsats at blive ved med at være opdateret. Man skal hele tiden opsøge ny viden, nye værktøjer og nye tendenser. Det er en præmis.”

Signe, hvis du skal give et råd til Thomas, hvad vil det så være?

“Jeg vil give ham et råd, han på et tidspunkt har givet mig; Hav jævnlige samtaler med dig selv, tjek ind og føl efter.”