Mandsholdsfeber: “Ser du en mand i bar kas’ og bøllehat, så er det vores følger”

“Årh, jeg ved ikke helt. Normalt skal man jo lave en aftale og betale for at leje banen.” 

Mellem mig og den aflåste indgang til Valby Idrætspark står en midaldrende ansat fra Københavns Kommune og vogter. Bureaukratiets Kasper Schmeichel. 

Efter planen skulle de to hovedpersoner bag Mandsholdet, Lasse Schøber og Tómas Gestsson, fotograferes inde på græstæppet. Men den oprindelige fotograf, der lavede aftalen med BK Frem, er blevet syg, og nu tårner regelsæt, restriktioner og paragraffer sig op foran grønsværen. 

Kommunens vogter går to gange rundt om sig selv. Han vil jo gerne lukke Mandsholdet ind. De er sjove, siger han og afslører, at han er en af de mere end 130.000, der følger dem på tværs af sociale medier.

“Ej, det går ikke. Reglerne må være ens for alle,” siger han til sidst firkantet, og kontorvældet vinder igen over sjov og spas. 

Slukøret trasker jeg ind i omklædningsrummet, hvor Mandsholdet er i gang med at blive fotograferet på en massagebriks. Mere klædt på til grillfest end galla. Lasse Schøber underholder med, at han er resistent overfor myggebid. 

Et faktum, der blev stadfæstet under VM i fodbold i Rusland, hvor de boede ved Volga-floden, og myggene åd Tómas Gestsson.

“Det må være, fordi mit blod er reddi klamt,” siger Lasse Schøber. 

De to mødte hinanden på medievidenskab i 2008. Det samme år kom Facebook til Danmark. Sociale medier var stadig nye og spændende, og sammen med en håndfuld studiekammerater startede de en masse Facebook-grupper. 

“Det hele handlede om at finde sjove ting og lægge dem op. Der gik konkurrence i det,” siger Tómas Gestsson.

“En gang imellem popper der Facebook-minder op fra den tid. Det hele handlede om at drikke bajere og se Dennis Rommedahl spille fodbold, og det er minimalt, hvad der har ændret sig de seneste 16 år,” tilføjer Lasse Schøber. 

Ud af de Facebook-grupper voksede Mandsholdet i 2017, og over årene er det blevet til et fuldtidsarbejde for Lasse Schøber og Tómas Gestsson, der beskriver Mandsholdet som en halvstor, heldumt satirekanal, hvor de blander sport med spas. 

De laver sketches om holdlederen fra serie 6, podcasts om EM og Tour de France, kører samarbejder med Oddset, TV 2 og Faxe Kondi og sælger merchandise.

Men måske vigtigst af alt har de formået at skabe et fælles sprog med deres følgere. Et sprog, der bygger på udsagn i omklædningsrummet, tilråb fra sidelinjen under seriebold og alt det, man skriver i sin boys-tråd.

Deres vending “EM er dansk” blev over sommeren allemandseje. Det samme gjorde kælenavnet Morten Møgsvin for fodboldspilleren Morten Hjulmand, og da de begyndte at kalde cykelrytteren Mads P for Mads 100P, blev det malet på asfalten i Frankrig under Tour de France.

Hvorfor er Mandsholdet lykkedes?

TG: “Fordi vi bare har taget de ting, vi har skrevet med vores venner og lagt det online. Følgerne kan identificere sig med det, for der er i virkeligheden ikke så stor forskel på boys-grupper. Selv Jacob Mark (folketingsmedlem fra SF, red.) har fortalt, at han har en gruppetråd, han kalder Mandsholdet.”

Hvordan har Mandsholdet udviklet sig fra medievidenskab til nu?

LS: “Der er sket meget. Det er blevet mere organiseret, og vi har fundet en måde at skrive og snakke på, et fokuspunkt og nogle benspænd for vores arbejde. Det er langsomt, men ubevidst blevet professionaliseret. Mandsholdet har alligevel eksisteret siden 2017, så det har taget sin tid.”

Hvornår turde I satse på Mandsholdet fuld tid?

LS: “I 2023 kiggede vi ind i et 2024 med EM, OL og Touren, og vi tænkte, at hvis vi nogensinde skulle prøve at leve af Mandsholdet fuldtid, så var det nu.

TG: “Vi havde lige sat os hårdt i det med bil, boliglån og to børn. Og så tænkte vi, er det ikke nu, vi skal gøre det? I starten havde vi 40.000 følgere, og det stod ikke skrevet i stjernerne, at det ville ende som en virksomhed, der brødføder to mennesker. I starten pitchede vi til højre og venstre, og det var svært for virksomheder, der skulle samarbejde med os, at se, hvordan de passede ind i vores indhold.”

LS: “Den første store læring var at finde ud af, hvordan den kommercielle side passede ind i vores indhold.” 

Hvordan er I blevet bedre til at indtænke partnere i jeres indhold?

LS: “Vi er blevet bedre til at udvælge samarbejdspartnere, der passer ind. Der må ikke være en omvej i at forklare, hvorfor en bestemt virksomhed er partner på noget. Det skal være logisk. Det betyder også, at når vi indleder os med en partner, så er vi interesserede i de samme emner.” 

Føler I, at I er lykkedes med Mandsholdet, har I fået følelsen af succes?

LS: “Den har været der mange gange, men det har aldrig handlet om at kunne leve af det. Det hele har handlet om at få nogle vilde oplevelser, og så er det et mål at vise, at vi kan bide skeer med de store medier i forhold til indhold om fankultur, fodbold og sport. Det er vi lykkedes med under EM 24’ og i vores podcast. Men det fedeste er næsten, hvor tæt vi er på vores følgere.”

Hvordan kommer det til udtryk, at I har dem tæt på? 

LS: “Hvis vi siger noget i podcasten, står det på asfalten i Frankrig (under Tour de France, red.) dagen efter. I virkeligheden er Mandsholdet alle vores følgere, for indbakken på Instagram er et vibecheck på, hvad der fungerer. Tag lange nase (en semi-hånlig gestus, hvor du trækker din knyttede næve fra næsen og frem. Udtales på tysk, red.), som vi tilfældigt lavede, da vi i april testede EM-stadions og skulle se, om Danmarks modstandere vil kunne se den. På ét af de tre stadions lavede vi ikke lange nase, og pludselig begyndte vores følgere at skrive og spørge, hvor den blev af, og så begyndte vi at lave mere på det.”

TG: “Mange sociale medier er afhængige af deres følgere, men for os er det virkelig en sandhed. De skaber indhold sammen med os, og uden deres opbakning ville der ikke være noget Mandsholdet.”

LS: “Det er også det fælles sprog, Mads 100P, EM er Dansk, at vinde Touren med én lunge, der gør, at man føler sig som en del af det. Vores følgere er jo bare alle vores kammerater.” 

Det smukke ved boys-tråden er ofte det impulsive. Er det blevet sværere at opretholde den fornemmelse, nu I skriver manus og skaber sketches?

LS: “Nej, for det er ikke gået fra en yderlighed til en anden. Selvom meget af det er dumt, har vi altid tænkt grundigt over det. Og så er det vigtigt, at man kører to spor. Et med sine samarbejdspartnere, og så sit eget spor, hvor man altid kan teste forskellige ting af og se, hvad der bider sig fast.”

TG: “Vi har også brugt meget arbejde på at forklare vores samarbejdspartnere, hvordan vi arbejder, og det har båret frugt. De har tillid til, at det, vi finder på, er godt og sjovt. 

LS: “Langt hen ad vejen beder vi dem om at være en del af vores univers, frem for at udføre en opgave for dem. Det er nyt for mange virksomheder, men det gør samarbejderne naturlige og gør, at brugerne ikke sætter spørgsmålstegn ved os. Hvis du skal bruge ét sekund på at tænke over, hvorfor du får noget indhold, så er du hurtigt videre til en mand, der slår sig.” 

TG: “Eller en australsk kvinde, der breakdancer.” 

LS: “Som du konkurrerer mod. Du vurderes på et splitsekund. Derfor skal følgerne ikke tænke over, hvorfor Mandsholdet nu laver det her. De skal tænke: ‘Åh, Mandsholdet, selvfølgelig taler de ind i det nu’. Det tænker vi meget over i vores formatering, hvordan videoerne starter, og hvordan de ser ud. Ideen om at fange opmærksomheden de første tre sekunder er gennemtrampet, men det er vigtigt.”

Hvad er jeres benspænd i arbejdsprocessen?

LS: “DBUs slogan er at være en del af noget større, vores er at være en del af noget sjovere. Hovedmålet er, at det skal være sjovt.” 

TG: “Da vi arbejdede på P3, skulle satirevideoerne kunne en masse ting. En sketch skulle sige noget om, hvordan vi er som danskere, og der var ofte flere lokationer. Men på Mandsholdet zoomer vi ind i sketchen, og det må gerne handle om én specifik ting, én fortælling, én pointe. Det er også TikTok har været med til at diktere.”

LS: “Du skal jo ned og se breakdance. Og så stiller vi os altid spørgsmålene: Forstår man det? Er sketchen fokuseret nok? Er der grin nok i? Og er der en krølle på halen?” 

Hvordan ser jeres arbejdsproces ellers ud?

TG: “Vi arbejder faktisk bedst under en 1,5 times telefonsamtale. Den kreative proces fungerer ikke altid, når du sidder på kontoret, nogle gange er det bedre at sjoske rundt derhjemme, vaske lidt op og ringes ved imens.”

LS: “Jeg kan godt lide at ligge ned, når jeg skriver sketches. Hvis vi har rigtig travlt, så tager jeg hjem og lægger mig.”

TG: “Vi vil gerne bruge fire dage på at udvikle, planlægge, optage og klippe en sketch.” 

LS: “Det handler om at effektivisere. Det er måske ikke jordens største overraskelse, men man bliver ikke millionær af at lave dumme videoer på nettet.”

Jeres følgerskare, hvem består den af?

LS: “Den er ret defineret. Ser du en mand i bar kas’ og bøllehat, så er det vores følger. Det er mænd i alderen 20 til 40, hvor de fleste er mellem 20 og 30 år. 80 procent af vores følgere er mænd, men der er begyndt at komme flere kvinder til på det sidste.”

Tænker I over, om I kan blive for gamle til at holde boys-tråden i gang?

LS: “Det har ikke været et problem endnu, men vi prøver heller ikke at være yngre, end vi er. Vi snakker om, at vi har børn, og Tómas har været i Pippi-land. Vi skjuler det ikke.”

TG: “Der er også et mærkeligt fokus på, at man skal være alderssvarende med dem, man snakker til. At det skal være i øjenhøjde, ellers gider din målgruppe ikke interagere med dit indhold. Den køber jeg ikke.”

Har Mandsholdet også et liv på den anden side af så en intens sportssommer?

TG: “Mandsholdet handler om sport, men det handler også om så meget andet. Det handler om kulturen omkring, og derfor er det ikke vigtigt, om landsholdet spiller eller ej. Noget af vores mest populære materiale har intet med fodbold at gøre. Folk synes, det er sjovt, at vi kommer og laver dumme iagttagelser om hvad som helst.” 

Hvad er jeres råd til brands, der er på sociale medier?

LS: “De må gerne turde noget mere. På sociale medier bliver man hurtigt tilgivet – medmindre det er vildt kontro (kontroversielt, red.) – og du kan sagtens eksperimentere og prøve forskellige ting af. Det værste er, at du har spildt nogle penge, men du har ikke mistet brandværdi. Men hvis du tværtimod finder dit eget format i forsøget, er der uanede muligheder, visninger og videreudviklinger, som må være det hele værd.” 

TG: “Og så skal de tænke over, hvorfor de er på sociale medier. Ofte er det let gennemskueligt, at virksomhederne er der, fordi de ønsker slutkunder, ikke en følgeskare. Stil jer selv spørgsmålet, hvad fanden laver vi egentlig på de sociale medier? Og hvis man finder frem til et svar, en grund, så lykkes man.”