For anden gang i 2022 køber strategi- og design-bureauet Manyone op i Danmark.

Denne gang har Manyone erhvervet sig det lille tech-bureau Spry, der specialiserer sig i strategisk tech-rådgivning. Det fortæller CEO i Manyone, David Fellah, til Markedsføring.

”Det er et klassisk opkøb, der passer godt ind i den formel, vi har i Manyone. Det er en naturlig udvidelse, for vi har arbejdet sammen før, og det passer os perfekt at udbygge vores service til kunderne,” siger David Fellah.

Han forklarer, at Sprys stærkeste kompetencer er i forhold til rådgivning, og det er nogle kompetencer, Manyone gerne vil være stærkere på.

”Vi er helt forelskede i rådgivningen hos Spry, og netop det bliver mere og mere forretningskritisk i samarbejdet med vores kunder. Vi er stærke til rådgivning på mange områder, men på tech kunne vi se, at vi kunne få særligt meget ud af Sprys evner. Det er et drømmeopkøb.”

Stor glæde hos Spry

Hos Spry er der stor glæde over at blive lemmet ind under Manyones vinger.

”Vi bliver en del af et større selskab med specialister, som vi har stor respekt for. Det er en fantastisk for os, og resten af teamet er også rigtigt glade,” siger Johanne Floris, der er Business Director og Partner hos Spry.

“Det er også et salg, hvor risikoen er meget lille for os, fordi vi allerede har et stærkt samarbejde med Manyone. Så vores dagligdag ændrer sig ikke meget, selvom vi skal sidde et nyt sted. Men vi får nogle rigtigt gode betingelser og kan få et større globalt impact med vores arbejde. Vi er ekstremt glade og spændte på at komme i gang,” siger hun.

Fra Gert Fabricius, CEO i Spry, er der også glæde over at få mere hjælp fra de nye kolleger hos Manyone i det daglige.

”Det betyder også, at jeg eksempelvis får mulighed for at fokusere mere på udvikling af medarbejdere på deres tekniske kompetencer. I stedet for at skulle fokusere al min tid på at køre løn og husleje og sørge for, at internettet virker,” siger Gert Fabricius og tilføjer med et grin:

”Helt grundlæggende betyder det, at vi kan lave en bedre service til vores kunder. Vi kan også se, at kunderne efterspørger, at de har alle kompetencer samlet hos et bureau, og her lander vi et team, hvor vi kan det og ved, vi har et stærkt samarbejde,” siger Gert Fabricius.

Klar opkøbs-strategi

I alt får Manyone fem nye ansatte i form af det lille hold fra Spry. CEO David Fellah kan ikke sige noget konkret om det økonomiske i handlen, men det er i tråd med den generelle opkøbsstrategi, Manyone har, siger han.

”Det er en grundlæggende strategi for os at opkøbe. Vi finder superdygtige teams udefra, der kan komme ind og være best in class. Det vil det også være fremadrettet. Måske mere med fokus på specialist-teams, da vores organiske vækst er så hurtigt, 40-45 procent om året,” siger David Fellah.

”Det er også en væsentlig del af strategien for vores kultur. Det giver os en anden kultur end at hyre folk og bygge op indefra. Det er en del af vores koncept, at vi kan lide at få hold ind med autonomi. I stedet for at være en klump af streamlinede ressourcer, så bliver vi en galakse af mange hold og kulturer, der kan lære af hinanden,” siger CEO’en.