Kasper Rubæk bliver ny medlemschef i Dansk Markedsføring.

Han kommer fra en stilling som CCO i brancheorganisationen Business Danmark, hvor han de sidste 10 år har haft et stort fokus på at opbygge partnersamarbejder, har skabt en positiv medlemsudvikling og generelt har arbejdet med at skabe bedre tilbud og rådgivning til Business Danmarks medlemmer.  

I Dansk Markedsføring er adm. direktør Thomas Wahl stolt over at kunne præsentere en ny medlemschef med stor erfaring og viden om branchen.

”Kasper kommer med en stærk kommerciel baggrund og solid erfaring med at øge medlemsværdi hos blandt andet. Business Danmark. Jeg er overbevist om, at Kaspers faglige og personlige tilgang vil sikre, at Dansk Markedsførings medlemmer fremadrettet vil få endnu mere ud af deres medlemskab,” siger Thomas Wahl til mediet Markedsføring.

Vil sikre stærkere tilbud til medlemmerne

Kasper Rubæk er selv ”stolt” over at gå ind i stillingen som medlemschef i Dansk Markedsføring.

”Først og fremmest går jeg ind i jobbet med stor begejstring, lidt ydmyghed og en hel masse stolthed – for mig er det lidt at “komme hjem” til mediebranchen efter årene som CCO i Business Danmark,” siger Kasper Rubæk til mediet Markedsføring.

”Jeg glæder mig virkelig til at træde ind i Dansk Markedsføring, der for mig altid har været omdrejningspunktet og “klubhuset” for en vital og fremadskuende branche. Nu har jeg også samarbejdet en del med foreningen gennem de senere år og kender den ret indgående, så det bliver fantastisk at komme ind og blive en del af teamet og strategien,” udtaler Kasper Rubæk.

Hvilken opgave er det, du faktisk skal ind og løse?

”Som medlemschef bliver min fornemmeste opgave at sikre, at medlemmerne af Dansk Markedsføring klart og tydeligt oplever og bruger den værdi, det giver at være en del af vores fællesskab. Og så skal jeg sikre, at vi har lige præcis de services og det content, der gør, at vi er den gennemgående partner for alle de gode mennesker, der agerer i branchen – uanset om man er virksomhed eller medarbejder,” siger han.

Fokus på fællesskabet

Grundlæggende håber Kasper Rubæk, at han kan være med til at gøre Dansk Markedsføring endnu mere relevant for medlemmerne.

”Gennem de sidste år har jeg været meget optaget af at balancere forretningsudvikling med stabil drift på baggrund af indsigter om, hvad der er toprelevant for medlemmerne. Det håber jeg også, at jeg kan gøre i Dansk Markedsføring i en i forvejen stærk organisation. Og så tror jeg på, at jeg kan medvirke til at skabe et tydeligt og attraktivt tilbud, som kan tiltrække nye organisationer og medarbejdere, så vi får et endnu stærkere fællesskab til fordel for medlemmerne,” siger Kasper Rubæk.

I sin karriere har Kasper Rubæk også tidligere været salgschef i Clear Channel i syv år. Inden da var han i fire år salgschef i JP/Politikens Hus.

Han starter i jobbet den 1. februar 2023.