Cannes Lions 2023 er ude med den første store portion shortlister, og det er foreløbig TV 2 Creatives ’Københavnerbænk’, der topper den danske liste.

Bureauet har indtil videre fået seks shortlister i tre forskellige kategorier. Alle for den tidligere massivt prisbelønnede Københavnerbænk, som i international sammenhæng kaldes ’The Copenhagen Bench’.

Det står klart, efter at festivalen søndag den 18. juni offentliggjorde shortlister for 17 kategorier, og dermed fyrede det helt store startskud af på dagen før festivalens officielle åbningsdag.

Allerede den 6. juni tyvstartede festivalen dog med tre kategorier: Innovation, Titanium og Glass: The Lion for Change, så med søndagens shortliste-tsunami har 20 ud af 30 kategorier nu offentliggjort shortlister.

Set med danske briller betyder det, at 179 danske indsendelser er vekslet til 27 shortlister.

Og da en klassisk tommelfingerregel i Cannes lyder, at omkring 10 procent af de indsendte cases kommer på shortlisterne, så ligger Danmark i skrivende stund ganske lunt i svinget.

Flere bureauer markerer sig

Ud over TV 2 Creative markerer flere andre sig også stærkt på listerne.

Uncle Grey og Ogilvy Cph, der fusionerede på dansk grund sidste år, kommer sammen med Grey Health & Wellness EMEA Cph tilsammen også op på seks shortlister.

Uncle Grey er shortlistet tre gange sammen med Forever og Wavemaker for ’Love Squad’ for Waoo og er desuden krediteret på casen ’Shortest Lives’ for Gent University Hospital, indsendt af belgiske FamousGrey i Digital Craft.

Hertil kommer to shortlister i Social & Influencer til Ogilvy Cph/Grey Health & Wellness EMEA Cph for casen ‘Escape the Loop.

Nord DDB er med foreløbig fire shortlister også godt med. 

Her er det den ligeledes tidligere prisbelønnede case ’Follow Their Leader’, der er shortlistet i fire forskellige kategorier – i samarbejde med Nord DDB Stockholm.

Produktionsselskabet Bacon og lyddesign-eksperterne hos Ballad på Frederiksberg har begge hver to shortlister, ligesom blandt andre Orbit Red, New Land, Honeytrap Film, Accenture Song, Virtue og Brandhouse også er at finde på listerne.

Sidste års resultater svære at slå

Selv om shortliste-høsten indtil videre ser fin ud, er der dog lidt at leve op til for de danske bureauer og deres kunder.

Sidste sommer, ved Cannes Lions 2022, fik danske cases således i alt 52 shortlister, hvilket ifølge Markedsførings oplysninger er uofficiel rekord.

Dertil kom 20 priser – en Grand Prix, to guldløver, otte sølvløver, otte bronzeløver og ikke at forglemme guld i Young Lions Design. 

Det var det dobbelte af året før, men det var i høj grad båret af en enkelt case: Virtues ’Backup Ukraine’, som har gået sin sejrsgang gennem stort set samtlige globale awardshows siden lanceringen kort efter, at Rusland i februar 2022 invaderede Ukraine.

Følg med her på Markedsføring når de resterende shortlister offentliggøres mandag den 19. juni, tirsdag den 20. juni og onsdag den 21. juni – og ikke mindst når de første løve-vindere kåres mandag aften.

Cannes Lions 2023 – danske shortlister  

Direct 

– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Use of Ambient Media: Large Scale)
– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Corporate Purpose & Social Responsibility
– Nord DDB (sammen med Nord DDB Sverige) for Follow their Leader for The Non-Violence Project (Use of Social Platforms) 

Media 

– Nord DDB (sammen med Nord DDB Sverige) for Follow their Leader for The Non-Violence Project (Not-for-profit / Charity / Government)
– Orbit Red og Wavemaker for Rebreaking News for Against the Ice/Netflix (Single Market Campaign)
– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Corporate Purpose & Social Responsibility)
– Accenture Song, Orchestra og Help PR for Unplug Denmark for Norlys og Røde Kors (Market Disruption)

Outdoor

– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Special Build)
– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Ambient Outdoor)
– TV 2 Creative for The Copenhagen Bench for TV 2 Danmark (Corporate Purpose & Social Responsibility)

Entertainment Lions for Gaming 

– Uncle Grey, Forever og Wavemaker for Love Squad for Waoo (Use of Gaming / Streaming Platforms)
– Uncle Grey, Forever og Wavemaker for Love Squad for Waoo (Influencer & Co-Creation)
– Bacon Copenhagen, m.fl. for The Tavern for Blizzard/ World of Warcraft (Audio-visual Content)

Film Craft 

– New Land for Iran-e Man for Pairi Daeza (Cinematography)

Industry Craft 

– Ballad m.fl. for The Greatest Story ever Worn for Levis (Brand & Communications Design, D)
– Ballad m.fl. for The Greatest Story ever Worn for Levis (Brand & Communications Design, E)

Social & Influencer 

– Nord DDB (sammen med Nord DDB Sverige) for Follow their Leader for The Non-Violence Project (Real Time Response)
– Uncle Grey, Forever og Wavemaker for Love Squad for Waoo (Innovative Use of Influencers)
– Ogilvy Cph/Grey Health & Wellness EMEA Cph for Escape the Loop for The international OCD Foundation (Content Placement) Martin Furze er freelance kreativ direktør på casen
– Ogilvy Cph/Grey Health & Wellness EMEA Cph for Escape the Loop for The international OCD Foundation (Social Behaviour) Martin Furze er freelance kreativ direktør på casen

Entertainment 

– By The Network og Drive Studios for Kill Your Darlings for Togetherr (Non-fiction Film: Over 30 minutes)

PR 

– Nord DDB (sammen med Nord DDB Sverige) for Follow their Leader for The Non-Violence Project (Not-for-profit / Charity / Government)

Digital Craft 

– Virtue og Brandhouse for Camouflags for Vice (Storytelling)
– Hello Monday/Dept for Give a Hand for Give a Hand (Technological Achievement in Digital Craft)
– Uncle Grey m.fl. for Shortest Lives for Gent University Hospital (Data Visualisation) 

Pharma 

– Honeytrap Film for Life Made Possible for Novo Nordisk (Unbranded Product or Service Promotion)

Glass: The Lion for Change 

– Bacon for ’Moms Mean Business’ for Zenbusiness 

Titanium, Design, Health & Wellness, Print & Publishing og Entertainment Lions for Music 

 ingen danske shortlister

Innovation, Entertainment Lions for Sport og Radio & Audio 

– ingen danske indsendelser