Kampagnen ”How to Copenhagen with Caroline”, som Wonderful Copenhagen sendte i luften sidste sommer med Caroline Wozniacki og hendes mand David Lee som reklametrækplaster har leveret resultater, der ligger pænt over det normale benchmark for turismebranchen.
Det oplyser det kreative bureau bag kampagnen, Boye & Spellerberg, i en mail til Markedsføring.
På Facebook og Instagram har kampagnen nået flere end 30,6 millioner visninger og en unik rækkevidde på godt 3,4 millioner.
På YouTube har filmen nået en unik rækkevidde på mere end fire millioner, og view through rate ligger på 47 procent. Til sammenligning ligger det normale benchmark for turismebranchen på 37 procent.
Den primære målgruppe for kampagnen var, ifølge Wonderful Copenhagen, amerikanere i alderen 30-55 år, ’som bor i storbyerne New York og Los Angeles, og som interessemæssigt matcher København’.
Medier som New York Times og The Guardian International omtale kampagnen redaktinonelt, og tallene tyder på, at den har ramt ganske godt.
Artiklen fortsætter under billedet.
Efter at kampagnen havde været vist i fem måneder, ”overvejede 73,13 procent af målgruppen, som kendte til København i forvejen, at besøge byen inden for de næste 12 måneder,” lyder det fra Wonderful Copenhagen i mailen.
12 gange højere effekt
Kampagnen gik i luften i august 2023 i forbindelse med, at Caroline Wozniacki netop havde annonceret sit comeback til WTA Tour’en og US Open.
Og den skulle ved hjælp af en række en række videoer, hvor hun og hendes mand, David Lee, bruger og nyder byen aktivt, åbne amerikanernes øjne for bl.a. ”den særlige københavnske livsstil, hvor de lokale cykler og bader i havnen”.
”Den populære tennisstjernes comeback til toptennis og deltagelse i US Open ville uundgåeligt skabe en vis opmærksomhed, som pudsigt nok var samtidig med pre-launch af denne kampagne,” skriver Boye & Spellerberg i mailen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Bureauets opgave var, ”at skabe en kreativ platform som skulle generere international PR, samt udkomme på diverse SoMe-kanaler, herunder Wozniackis egne SoMe-kanaler,” og ifølge parterne ramte idéen og eksekveringen plet.
”I forhold til sammenlignelige kampagner udført på interkontinentale markeder, har effekten på consideration for København været stor. Cirka 12 gange højere, end vi har set i andre markeder af samme karakter,” lyder det i mailen.
Tallene understøttes af “YouTube Brand Lift”-studiet, der viser, at der har været tre procents stigning i ”handlings-hensigt” blandt seerne – altså at brugerne nu overvejer København som rejsedestination.
Boye & Spellerberg var ansvarlig for at udvikle det kreative koncept og færdige reklamemateriale på tværs af medier.
Materiale til SoMe-kanaler har bureauet udviklet sammen med Wonderful Copenhagen.
Se kampagnefilmens 55 sekunders version herunder.