Michala Svane har landet en ny, stor stilling.

Fra den 1. oktober overtager hun jobbet som direktør for marketing og digitalisering hos Royal Unibrew.

Hun har det seneste års tid været CCO hos Roskilde Festival. Inden da var hun i en længere årrække først vice president og siden senior vice president hos Tivoli. I den periode blev hun også kåret som Årets CMO af Dansk Markedsføring.

“Det er svært at sige farvel til noget ret magisk.. men en gang imellem kommer den type tilbud, som man bare ikke kan sige nej til. Efter en fantastisk tid med Roskilde Festival går turen nu sydpå – nærmere bestemt Faxe, hvor jeg pr. 1. oktober starter som Direktør for Marketing og Digitalisering hos Royal Unibrew, Danmark,” skriver Michala Svane på sin LinkedIn-profil.

I sin tid på Roskilde Festival har Michala Svane blandt andet stået bag lanceringen af det digitale univers Orange Orbit, som Markedsføring har skrevet om her.

Hun takker for tiden hos landets største musikfestival.

“Tak til alle de fantastiske mennesker i og omkring Roskilde Festivalen. Det har været en kæmpe fornøjelse at være en del af det Orange fællesskab og bidrage til udviklingen af verdens bedste festival-fællesskab,” skriver hun.