Midt i karrieren blev Mika konditor i Paris: Føler mig mere i live som iværksætter

Da jeg blev ansat som Brand Manager hos Coca-Cola, var det lige præcis den slags job, som jeg havde drømt om at få en gang i fremtiden, dengang jeg studerede. Og alligevel var der bare et eller andet inden mig, der fortalte mig, at jeg ikke helt passede ind. 

Jeg kan huske, at jeg ofte gik og havde en følelse af, at mit arbejde kun bestod af PowerPoint-præsentationer. Det var frustrerende for mig ikke at udkomme med noget. For at prøve noget helt andet og få en lille pause fra branchen, flyttede jeg i 2019 til Paris sammen med min mand og mit lille barn. Vi havde brug for et lille eventyr. 

Jeg har altid godt kunne lide at bage, og i Paris begyndte jeg på den velrenommerede konditoruddannelse på kokkeskolen Le Cordon Bleu. 

Det var vildt tilfredsstillende arbejde med hænderne, slukke hovedet og hjernen og bare være til stede i den kage-opgave, jeg stod med lige nu. Jeg tror meget på, at alle mennesker har brug for en balance, hvor man både har noget til hovedet og noget til hænderne. For mig fungerede det i hvert fald som den bedste medicin.

Det var overraskende nemt at skifte Danmark ud med Frankrig. Vi lejede bare vores lejlighed i København ud og lejede en lejlighed i Paris i stedet – og så tog vi afsted. Bare det at få en ny udsigt at kigge på hver dag var bare virkelig dejligt.

Vi skulle kun have været i Paris i tre måneder, men da de var gået, var vi slet ikke færdige med byen – slet ikke klar til at tage hjem. Så vi forlængede opholdet, og det betød, at jeg kunne afslutte hele konditoruddannelsen.

Dér bestemte jeg mig for at gå all in på det projekt. Jeg var blevet grebet af det meget tekniske, der er ved konditorfaget. Det er en blanding af kunst og kemi, hvilket jeg elsker.

Det viste sig, at jeg havde talent for at bage og lave kager. Jeg vandt i hvert fald en guldmedalje, da jeg dimitterede fra uddannelsen på Le Cordon Bleu og sikrede mig på den måde en praktik hos verdens bedste konditor, Pierre Hermé Paris. Og nu har jeg et fint diplom, hvorpå der står, at jeg må åbne mit eget konditori i Frankrig, hvis jeg vil.

Det var aldrig planen, at jeg skulle ud og arbejde i en produktion som konditor, og da jeg kom tilbage til København fra Paris, skrev Coca Cola Company til mig med en job-åbning. Men mens jeg var i Paris, skrev jeg en artikel-serie til Politiken, som var en blanding af dagbog fra bage-Hogwarts og franske bageopskrifter, og der opdagede jeg, at jeg var vild med at formilde emnet.

Bagedysten og Mette Blomsterberg var lige kommet på tv, så der var jo helt klart en awakening omkring kager og bagning i gang. Og en god bekendt gav mig ideen til at starte ét samlet medie omkring bagning, og jeg tog derefter de første skridt til at starte magasinet (Lækkerier, red.).  

Det er en meget stejl læringskurve at lave et magasin, når man ikke ved, hvordan man laver et magasin. Samtidig skulle jeg også lære at være selvstændig og oprette CVR-nummer og få styr på moms. Hele den administrative del var tung at komme i gang med, men jeg kunne ret hurtigt mærke, at det passede mig rigtig godt at kunne bestemme alting selv, og at der pludselig var virkelig kort fra idé til handling.

Det var en decideret forfærdelig oplevelse, da jeg stod med mit første magasin i hånden. Der var sket en fejl med magasinets farveprofil, så alle billederne var helt brune. Det var den helt store dag, hvor man endelig skulle lykkes, der faldt til jorden. Jeg brugte en uge på at forhandle med trykkeriet om at få trykt en omgang nye magasiner, men jeg har heldigvis ikke haft nogen store katastrofer siden.  

Det første magasin gav underskud, men jeg troede på mit koncept. Man bliver selvfølgelig nødt til at være realistisk, men fordi jeg hele tiden kunne mærke, at det bevægede sig i den rigtige retning, var jeg kunne jeg overbevist om, at det nok skulle gå, fordi læserne responderede positivt.

I Lækkerier-regi løser vi i dag ret mange reklameopgaver for vores samarbejdspartnere, så på en måde kan man sige, at vi er blevet vores eget lille ’reklamebureau’, der bare er 100 procent fokuseret inden for mit ekspertiseområde.

Jeg føler, at jeg kan bruge min bureaubaggrund til meget som selvstændig. Generelt har jeg fået en udviklet forståelse for at bygge et brand og skabe kommercielle samarbejder. Der er en del ting, der lægger mig lige for, som jeg ellers skulle have haft hjælp til, hvis jeg mange års erfaring med marketing. Faktisk er jeg er ikke sikker på, at jeg var lykkes med det her projekt uden min bagage. 

I dag er det meget sjovere for mig at gå på arbejde end før. Det var min drøm, at jeg skulle arbejde med noget, der gjorde, at jeg følte mig mere i live, og at det skulle være sjovt at gå på arbejde om morgenen – og det er det nu. Min personlighed har brug for, at der sker noget nyt, og at jeg kan tage nogle hurtige beslutninger og har følelsen af, at jeg ikke står op til det samme hver dag. Det var det jeg manglede i mit tidligere arbejdsliv.

Hvis der er en ting jeg kan savne fra bureaubranchen, så er det kollegerne. Nogle steder var de helt geniale, skæve, sjove, og kreative mennesker, der altid havde de friskeste impulser. Det var fedt at være en del af.

Jeg tror ikke reklame- og marketing-brancen skal stræbe efter at være en branche, man går på pension fra. For mange kan det fungere som en rigtig god rugekasse for talent. Som jeg ser det, kan brancheerfaring bruges som en form for grunduddannelse indenfor det kreative og kommercielle felt, og så kan folk – ligesom jeg – finde ud af, hvad der er det helt rigtige for dem hen ad vejen.