I mange år har Kunde & Co været garant for tocifrede millionoverskud.
Men de sidste par år har resultaterne lidt et knæk hos reklamebureauet. I 2024 lød overskuddet på lidt over en million kroner. Og i 2025 har bureauet akkurat sorte tal på bundlinjen: 354.000 kroner lyder plusset før skat.
”Jeg ser sådan på det, at vi er meget tilfredse,” siger Jesper Kunde om resultatet. Men:
”Vi har haft den udfordring de sidste par år, at vi er kommet fra en meget høj omsætning og et meget højt niveau. De sidste par år med AI og insourcing hos virksomhederne har betydet, at vi skulle tilpasse vores apparat – og samtidig stadig levere mange store internationale kampagner. Det har været en svær øvelse. Men resultatet er ikke det samme, som det plejer,” siger den erfarne bureaudirektør.
Færre penge og opgaver
Ser man på udviklingen fra 21’ til 25’ på toppen, er der ingen tvivl om, at der løber færre penge og opgaver igennem åen hos Kunde.
Nøgletal, Kunde & Co
2025 (2024) i mio. kr.
Nettoomsætning: 183,955 (186,611)
Personaleomkostninger: 95,099 (114,300)
Resultat før skat: 0,354 (1,489)
Resultat efter skat: 0,224 (1,043)
I 2021 omsatte man for 281 millioner kroner – i 2025 rammer man lige knap 184 millioner kroner.
I den tid er overskuddet før skat gået fra 20,4 millioner kroner til de cirka 350.000 kroner. Og det er også ensbetydende med, at der skal ske – og sker – ændringer på bureauet, siger direktøren.
”Vi er meget optagede af, hvordan fremtiden skal se ud på et bureau som vores,” siger Jesper Kunde.
”Vi har brugt mange kræfter på AI. Men det er stadig svært at finde ud af, hvor vi skal hen med AI. Hvor meget skal det give i effektivisering. På grund af AI mener alle, at det hele skal være billigere og mindre. Og marketingchefen har svært ved at forklare direktøren, hvad man faktisk kan med AI. Men det bliver mange steder brugt til at spare og ikke til at udvikle videre,” siger han.
Og det er noget af det, der afspejler sig i resultatet, mener han.
”Det er ikke, som det plejer, og vi vil gerne tilbage til det, det har været. Vi har også skåret virksomheden til – men vi har også stadig haft nok medarbejdere til at kunne levere til kunderne,” siger han.
Ifølge regnskabet havde Kunde & Co i gennemsnit 133 fuldtidsansatte i 2025 – et fald fra 164 i 2024. Samtidig faldt udgifterne til lønninger fra 114,3 millioner til 95 millioner. Jesper Kunde erkender, at han også er i tvivl om, hvor snittet præcis skal lægges.
”Vi har reduceret en del – men jeg føler ikke, vi har styr på det rigtige setup endnu. Jeg vil sige det sådan, at hvis vi laver et nul igen i 2026, men vi får styr på det her, så er det målet for i år. Jeg er også bekymret for at skære for hårdt til, så vi ikke kan levere til kunderne. Så vi holder mere på medarbejderne for at se, hvor meget den her trend slår igennem, når det kommer til stykket,” siger han.
”Det er vores udfordring lige nu. Hvor meget skal det hele være AI-processer, og hvor meget skal vi have hånd i hanke med tingene. Det skal jeg være ærlig om.”
Skal man være bekymret for fremtiden for Kunde & Co?
”Vi styrer det forhåbentligt selv frem til der, hvor vi skal være. Men vi skal finde ud af, om vi faktisk er der, hvor vi skal være nu. Fremtiden flytter sig meget hurtigt i øjeblikket. Men du skal ikke være bekymret. Vi arbejder på at køre videre med det, vi har – og de kunder, vi har.”
Holde tungen lige i munden
Jesper Kunde mener, at AI lige nu accelererer inhousing af marketingopgaverne og det kreative arbejde.
Men han er bekymret for, om virksomhederne glemmer fokus på brandet og bliver for fokuseret på lowfunnel-marketing.
”Udfordringen er stadig at holde fast i at skabe noget kvalitativt godt – for det kan bare blive til ingenting, hvis du laver det hele selv. Så bliver det bare teknik og AI, der kommer rendende med leads. Du skal holde tungen lige i munden,” siger han.
”Det er den balance, jeg er bekymret for. Og for at det går lidt for stærkt til den nederste dele af funnel, hvor alle kan lave det hele selv, men får lavet noget, der er i øst og vest. Og så er det et spørgsmål om, hvornår de finder ud af, at de skal have mærket på plads igen. Der er stadig nogle der arbejder med det, men vi oplever at sidde med begge typer kunder.”
Jesper Kunder siger, at han stadig forsøger at sikre, at bureauet bredt har kompetencer til konceptudvikling, strategi, kreativitet og analyse.
”Vi skal derhen, hvor man gerne vil lave noget, der duer igen, Men alle kan gøre det selv lige nu. Derfor er du nødt til at skære til som bureau. Det er overskriften. Og jeg forsøger imens at holde sammen på kompetencerne,” siger Jesper Kunde.